Den meget omdiskuterede film ’Zero Dark Thirty’, der fortæller historien om jagten på Osama bin Laden, har i morgen premiere i Danmark. På mange måder er det en fin film, men den rummer flere fejl, og i det hele taget må man ikke se den som den endegyldige sandhed, påpeger eksperter
Af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard
Filminstruktøren Kathryn Bigelow fik for alvor skabt røre i den amerikanske andedam kort før jul 2012, da hendes nye film ’Zero Dark Thirty’ havde premiere i USA. For nøjagtig som i forgængeren ’The Hurt Locker’, der høstede flere Oscar statuetter, har Bigelow igen rettet fokus mod et aktuelt emne inden for den militære verden. Denne gang handler det om den knap ti år lange jagt på Al Quada-lederen Osama bin Laden, der sluttede i maj 2011, hvor amerikanske specialstyrker skød og dræbte verdens mest eftersøgte mand i byen Abottabad i Pakistan.
Den ti år lange jagt på bin Laden er blevet afdækket minutiøst i både bøger, dokumentarudsendelser og i diverse artikler. Men den store filmskildring manglede, og det er netop det, Bigelow har givet sig i kast med i ’Zero Dark Thirty’. Filmen, der varer godt to en halv time, tager publikum med helt tilbage til den 11. september 2001 og frem til starten af maj 2011, hvor specialstyrkerne kunne give meldingen ’Geronimo’ over radioen som tegn på, at bin Laden var død.
Heftig debat i USA
Især filmens første del af givet anledning til en vældig debat i USA, da den indeholder nogle meget voldsomme torturscener, og i detaljer skildres det, hvordan især waterboarding blev benyttet.
Selv om publikum indledningsvis bliver gjort opmærksom på, at filmen er bygget på førstehånds beretninger, og holdet bag filmen har karakteriseret den som journalistisk i sin form, så er det langt fra det samme, som at man som seer kan forvente en fejlfri og korrekt skildring af begivenhederne. I hvert fald ikke hvis man spørger CNN’s national security analytiker, Peter Bergen, som har skrevet bogen ’Manhunt’ om jagten på Osama bin Laden:
”Det er et godt stykke filmarbejde, men det er knap så godt et historisk stykke arbejde. De har prøvet at kombinere krigen mod terror med jagten på bin Laden, og de to ting er ikke forbundet på samme måde, som de viser det i filmen. Grunden til, at vi nu taler så meget om nøjagtighederne i filmen, er fordi, den som bekendt baserer sig på førstehånds beretninger, og folkene bag filmen har sagt, at filmen er en form for journalistik. Derfor er det også rimeligt, at den bliver vurderet som var den journalistik. De kan jo ikke både blæse og have mel i munden. Det kan ikke både være en film og journalistik, selv om de forsøger at sige, at det er tilfældet. Når alt det så er sagt, så mener jeg, at de generelt har gjort et seriøst stykke arbejde,” siger Peter Bergen til Kongressen.com.
Kommer ikke rigtig ud over stepperne
Heller ikke Kongressen.coms faste militæranalytiker, fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet Philip Chr. Ulrich, er udelt begejstret over ’Zero Dark Thirty’:
”Filmen har meget samme stil som ’The Hurt Locker’, men formår ikke rigtig at komme ud over stepperne med sine budskaber. Emnet tortur tages op i filmen i kraft af flere tortur scener, men spørgsmålet om anvendeligheden og de moralske aspekter af tortur kommer ikke rigtig ud i løbet af filmen. Det store spørgsmål om USA’s brug af tortur bliver ikke nok stillet op i filmen. Det løber simpelthen ud i sandet,” siger Philip Chr. Ulrich og uddyber:
”Filmen kommer rigtig nok ind på det, at fokus forsvandt fra jagten på Osama bin Laden og over til krigen i Irak og de dertil følgende problemer, men det er heller ikke et issue, som der tages kritisk stilling til i stor nok grad. Osama bin Laden og al Qaeda var årsagen til, at USA gik ind i Afghanistan, og at man pludselig forlader jagten på ham for at føre en anden krig, er en problemstilling, som man måske kunne have stillet mere skarpt på.”
Positivt med debat om emnet
Selv om hverken Peter Bergen eller Philip Chr. Ulrich er parat til at strø om sig med roser til ’Zero Dark Thirty’, er det dog ikke ensbetydende med, at filmen ikke har sin berettigelse. Siden filmen fik premiere i USA, har den været med til at starte en bredere debat om national sikkerhed, og det er bestemt positivt, mener Peter Bergen:
”Filmen har sat gang i en længerevarende debat. Og den har været med til at flytte debatten om national sikkerhed ind i en bredere skala for et bredere publikum, hvilket jeg mener, er en god ting. Og af samme grund vil der være mere offentligt fokus på dette emne fremadrettet,” siger Peter Bergen og tilføjer i den forbindelse, at filmen bestemt er værd at se, hvis man ser den som en film og ikke en dokumentarisk skildring. For det er den bestemt ikke.
Så filmen giver dig en ide om, hvad det er der foregår, men du skal ikke tro, at det du ser, er den ultimative sandhed, for det er ikke tilfældet?
”Lige præcis.”
’Zero Dark Thirty’ har premiere torsdag den 31. januar 2013 i biografer over hele landet.
You must be logged in to post a comment Login