Woodward, Bernstein og alle Watergates myter

To unge journalister så en stor historie i et lille indbrud. Det krævede hårdt arbejde og gode kilder. Men det er også muligt at overdrive Bob Woodward og Carl Bernsteins betydning for Nixons fald, lyder kritikken.

Bob Woodward og Carl Bernstein. De fleste har stiftet bekendtskab med navnene før.

De to reportere fra Washington Post blev verdensberømte på at skrive de første og vigtigste artikler om hele Watergate-skandalen. En skandale, der i sidste ende førte til, at Richard Nixon trak sig for at undgå en rigsretssag.
Men hvor stor en rolle spillede Woodward og Bernstein egentlig i Nixons fald? Og hvilken betydning har de to journalister haft på undersøgende journalistik som genre? Det er et evigt debatemne, hvortil svarene langt fra er endegyldige.

Lad os begynde med det konkrete og faktuelle. Bob Woodward og Carl Bernstein var i 1972 ganske unge lokalreportere på Washington Post. De havde ikke tidligere arbejdet sammen, da de tilfældigvis blev sat på opgaven at dække historien om indbruddet i det demokratiske partis hovedkontor. Efter ganske få dages intensiv research fandt journalisterne imidlertid tegn på, at tyvene havde relationer til folk i Det Hvide Hus og i det republikanske bagland. Det resulterede i, at redaktørerne frikøbte reporterne til kun at beskæftige sig med sagen, og i de efterfølgende måneder spyttede de bunker af rystende afsløringer ud på avisens forside.

Det er historien, vi alle kender – historien om præsidentens genvalgskomité, de cubanske eksilmiljøer i Florida, de tidligere CIA-ansatte og de altoverskyggende bånd med optagelser fra Det Ovale Værelse. Woodward og Bernstein blev portrætteret af Robert Redford og Dustin Hoffman i filmen ”All the President’s Men”, og den evige jagt på magtmisbrug og fascinationen af Deep Throat lever i bedste velgående ikke mindst takket være denne Hollywood-blockbuster.
Nå ja, og så må Woodward leve med at skuffe kvinder, der tror, at han ligner Redford!
I 1973 fik Woodward og Bernstein verdens nok mest anerkendte pris – Pulitzerprisen – for dækningen af sagen. Den får man ikke for at skrive en god klumme eller lave en reportage fra det nærmeste loppemarked. Det er en pris, der gives til journalistisk håndværk i verdensklasse.

Når Washington Post-journalister hyldes og gøres til journalistiske martyrer, skyldes det til dels deres indledende arbejde. De samlede snefnuggene og formede den snebold, der senere fik lavinen til at rulle. Desuden er historien om Woodward og Bernstein en klassisk og elskværdig fortælling om den lille mand mod systemet. David mod Goliat. Her kom to unge og ganske uprøvede journalister, der med hårdt arbejde fik væltet den amerikanske præsident. De vandt over systemet.

Hvordan måles inspiration?
Når der alligevel er en smule malurt i bægeret, skyldes det, at vi må stille spørgsmålstegn ved, om det var Woodward og Bernstein, der væltede Nixon? Flere mener, at skandalen aldrig var kommet op til overfladen, hvis det ikke havde været for journalisternes ihærdige og kompromisløse kamp for at nå til bunds i sagen.

Men det er væsentligt at pointere, at et velfungerende amerikansk system bestående af anklagemyndigheden, højesteret, justitsministeriet, FBI og begge kamre i Kongressen naturligvis også spillede en rolle. At følge en sag af denne kaliber til ende kræver en samlet indsats fra flere sider – og det er svært alene at give to personer hele æren. Bid desuden mærke i, at der gik et helt år fra, at journalisterne modtog Pulitzerprisen til, at Nixon reelt stillede de præsidentielle træsko.
Hvilken betydning de to journalister har haft på den undersøgende journalistik som genre, er ligeledes svær at koge ind til en fin og klar fond. For hvordan måler man inspiration?

Faktum er, at journalistuddannelserne i årene omkring Watergate oplevede et boom i antallet af ansøgere. Det kan meget vel tænkes, at mange unge har fundet inspiration i Redford og Hoffmans portrætter af de hårdtarbejdende reportere, der ikke kendte til begreber som afspadsering og sygedage. Igen en klassisk fortælling om de svages kamp mod de stærke.
Omvendt har flere pointeret, at man ikke kan koble ansøgerantallet på journalistuddannelserne sammen med Watergate. Det forlyder, at antallet af journalistaspiranter allerede var begyndt at stige i slutningen af 1960’erne, og at kvinderne i samme periode fik smag for faget – uden en egentlig kobling til filmens promovering af erhvervet.

Som genre står Watergate-skandalen dog i et ret klart lys. Der er en grund til, at unge journalister på første år af deres uddannelse lærer, at undersøgende journalistik er grundkernen, hvis de ”vil vælte ministertaburetter.” Det er på mange måder den fineste form for journalistik. Det er som oftest den dybdeborende historie, der render med det danske svar på Pulitzerprisen – Cavlingprisen. Og sammen med historien om Pentagon-Papirerne er Woodward og Bernsteins arbejde i året fra 1972 til 1973 legendariske eksempler på, hvorfor journalistik fortsat skal betragtes som et altafgørende redskab i et velfungerende demokrati. Der er desuden en grund til, at alle skandaler af en vis karakter får påklistret et –gate i enden. Hvis taburetterne vakler, tænker vi automatisk Watergate.

Eksperter i alt fra Snowden til Bush
Den nysgerrige læser tænker måske: Hvad er der så sket med de to reportere? Måske har vi netop nu brug for journalister af deres karakter – med tanke på eksempelvis NSA.
Den dag i dag er begge herrer i 70’erne, gråsprængte og levende legender. Woodward er den af de to, der har markeret sig kraftigst. Han er fortsat ansat på The Post, hvor han har en ledende redaktørrolle. I 2002 var han igen modtager af Pulitzerprisen, da han sammen med et hold journalister fra avisen blev hædret for dækningen af terrorangrebet 11. september 2001. Det er dog primært som forfatter, at Woodward har profileret sig. Han står bag utallige bøger om amerikanske præsidenter – fra Clinton til Bush og Obama. Det siges, at han er den journalist eller forfatter, der har brugt længst tid på at interviewe George W. Bush – i alt 11 timer. Det er blevet til fire bøger om Obamas forgænger.

Woodward er en karakter, der ofte vækker debat i journalistiske kredse. Flere har siden Watergate kritiseret både ham og Bernstein for deres hyppige brug af anonyme kilder, ligesom flere har beskyldt Woodward for at være for tæt knyttet til de politiske miljøer, han forsøger at beskrive. Ikke desto mindre bliver han stadig hevet ind som ekspert, når sager som angrebet i Benghazi eksempelvis rammer nyhedsredaktionerne. Han er en kilde til inspiration – og måske til foragt.
Bernstein er heller ikke til at komme udenom i det amerikanske mediebillede. Den erfarne journalist har arbejdet for et væld af store medier – fra CNN til Time og dækket alt fra sikkerhedspolitiske spørgsmål til budgetforhandlingerne i Kongressen. Generelt er Bernstein knap så kontroversiel som Woodward – om end han ikke er bleg for at rette en skarp kritik af mediernes håndtering af store politiske skandaler, eksempelvis Snowden-sagen. Ligesom sin kollega er han en ivrig debattør, der jævnligt gæster universiteter og diskuterer journalistikkens udfordringer i den digitale tidsalder.

Watergate på museum
Der er i år 40 år siden, at Nixon trådte af. Det er med andre ord 42 år siden, at Woodward og Bernstein fik færden af den vel nok største skandale i amerikansk politik nogensinde. Var det dem, der fældede præsidenten? Næppe. Men de spillede en ikke ubetydelig rolle, og det har gjort dem til levende legender både på film og blandt journalister.
Det illustrerer et enkelt eksempel: University of Texas i Austin har betalt fem millioner dollars for journalisternes sagsakter fra Watergate-skandalen. Materialet er i dag udstillet på The Harry Ransom Center i Texas, hvor studerende, jurister, historikere, journalister og offentligheden generelt har en enestående mulighed for at komme bag kulisserne og studere Watergate nærmere.
Som universitetet selv skriver:
”Fra 1972 til 1976 blev Bob Woodward og Carl Bernstein to af de mest berømte journalister i Amerika og vil for evigt være kendt som journalisterne, der offentliggjorde den største historie i amerikansk politik.”
Tak for kaffe!