At det amerikanske vejnet mange steder ville have godt af lidt vedligeholdelse er uomgængeligt. Nu synes en noget ukonventionel løsningsmodel at vinde frem. For bag den nye asfalt i flere amerikanske byer står pizzakæden Domino’s
SOUTH BEND, INDIANA: Der er ikke noget så irriterende, som når man glad kører hjem fra pizzeriaet, og man i bilen rammer et hul i vejen, der ødelægger delikatesserne. Der sker selvfølgelig ikke, hvis man hyrer de professionelle pizzabud, der er eksperter i at undgå disse farer. Men tager du selv chancen, må du sandsynligvis leve med smadret nummer 17.
Det er i hvert fald påstanden fra pizzakæden Domino’s, der siden midten af 2018 har reklameret for projektet ”Paving for Pizza,” hvor amerikanere kan nominere deres by til at få Domino’s til at reparere vejene – hvis altså Domino’s har en forretning i nærheden.
Kæden er nu i gang med at vælge én by i hver delstat, hvor de, uden betaling fra indbyggerne eller kommunen, vil forbedre infrastrukturen. Og da det er USA, er der også gået politik i den. På sociale medier peger mange på projektet som et bevis på, hvor dårlig infrastrukturen er i USA. For hvordan kan det offentlige være så dårlig til at håndtere det ansvar, at en privat virksomhed er nødt til at tage over?
I flere medier skrives der om, at projektet får Præsident Donald Trump til at se skidt ud, for han lovede netop at reparere Amerikas infrastruktur, men det understreger Paving for Pizza-projektet, at han endnu ikke har gjort.
Samtidigt kan landets libertarianere nu endelig svare på spørgsmålet ”Who will build the roads?” hvis det offentlige ikke gør: Det vil Domino’s.
Denne uge offentliggjorde pizzakæden , at South Bend er den by i Indiana, som gratis vil få sine veje fikset. Reelt modtager byen et stipendie på $5.000, eller omtrent 32.500 kroner. Præcist hvor mange huller, byens vejarbejdere kan reparere for det, er uvist.
Men ifølge en af byens ingeniører reparerer South Bend omkring 22.000 huller hver år til en samlet pris på omkring $90.000. Så selv om stipendiet vil gøre en forskel, er den relativt lille i South Bend, der har lige over 100.000 indbyggere.
Gaven, der kaldes fantastisk PR fra Domino’s side, er nok sådan en, man som borgmester ikke er særligt glad for at tage imod. For en by, der må hjælpes af en pizzakæde, er vel uofficielt udpeget som det sted i staten, der har de værste veje. Men havde borgmesteren, Pete Buttigieg, takket nej af den årsag, havde det set endnu værre ud, for så havde han holdt vejene, og borgerne, som gidsel i sit eget politiske spil. Dermed blev pizza pludseligt en lose-lose situation for Mayor Pete.
På Twitter, hvor den unge borgmester med 2020-drømme er meget aktiv, nævnte Buttigieg hurtigt de mange huller, som allerede er lavet. Han sagde, at han med glæde ville tage imod de $5.000, men at han ville være endnu gladere for en ordentligt national infrastrukturpolitik – og dermed fik han sendt skylden videre til Washington.
You must be logged in to post a comment Login