Whistleblowers vs. Washington 2-0

Selv om Bradley Manning kan se frem til mange år i fængsel, og på trods af, at Edward Snowden kun har fået midlertidig asyl i Rusland, har de to whistleblowers omfattende læk presset USA hen over sommeren. Og det er næppe slut endnu

Der er ikke noget at sige til, hvis der er et par amerikanske diplomater, der river sig selv lidt i håret for tiden. I onsdags blev whistlebloweren Bradley Manning frikendt for anklager om, at han forsøgt at hjælpe fjenden, da han tilbage i 2009 lækkede fortrolige informationer til WikiLeaks. Dagen efter fik ’America’s-most-wanted’, NSA-afhopperen Edward Snowden tildelt asyl i Rusland, efter at han havde lækket en ny omgang følsomme oplysninger om efterretningstjenesten NSAs overvågning af alt og alle. Ikke ligefrem en god uge for Washington.

Manning skyldig, men ikke landsforræder
Da den militære dommer Denise Linds den 31. juli dømte efterretningsanalytikeren Bradley Manning skyldig i at have videregivet mere end 700.000 klassificerede dokumenter om krigene i Irak og Afghanistan til WikiLeaks, blev der sat et foreløbigt punktum i den største whistleblower-sag i amerikansk historie. En retssag der har været i gang siden den. 3. juni, men reelt startede tilbage i maj 2010, da Manning blev arresteret i Irak, hvor han havde været udstationeret siden oktober 2009. Fastsættelsen af Mannings straf afgøres i løbet af de næste uger og senest den 23. august, hvorefter Manning dog kan vælge at anke.

Manning er nu dømt for ikke mindre end 19 lovovertrædelser inklusiv omfattede spionage og tyveri af fortroligt materiale. Men han blev frifundet for den mest alvorlige anklage om at hjælpe fjender af den amerikanske stat, som de militære anklagere ellers vedholdende havde gået efter. Det er, som man nok tænke sig, en meget alvorlig anklage, der kan straffes med døden i USA, om end Mannings anklagere kun havde søgt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Umiddelbart kunne man måske mene at en dom, der dømmer den tiltalte for 19 af 21 anklager burde være en sejr for anklagerne. Men det har længe stået klart at Manning ville blive dømt for langt hovedparten af anklagerne. Bevisbyrden mod Manning har simpelthen fra starten været overvældende. I det lys valgte Manning da også allerede den 28. februar at erklære sig skyldig i 10 af anklagerne. Det drejede sig om nogle af de mindre alvorlige anklager, men ikke desto mindre kunne de give op til 20 års fængsel. Det var de mere alvorlige anklager, der stod spænding om, og det mest alvorlige af disse var netop anklagen om at have ’hjulpet fjenden’.

Derfor kan dommen godt opfattes som et nederlag for anklagerne – og dermed det amerikanske militær – og i yderligere forlængelse heraf Det Hvide Hus, der har en klar interesse i at afskrække fremtidige whistleblowers for at undgå yderligere diplomatiske skandaler. Det er selvfølgelig muligt, at det ikke helt føles som en sejr for Bradley Manning, der fortsat har udsigt til mange år bag tremmer med en mulig maksimum straf på 136 år. Men set i det større billede er afgørelsen om at Manning ikke kan dømmes for at have forsøgt at hjælpe fjenden, af afgørende betydning. Såfremt Mannnig var blevet kendt skyldig i dette, kunne det have været med til at kriminalisere journalister og deres kilder, og ville dermed have gjort det meget risikabelt for journalister at rapportere om nationale sikkerhedsspørgsmål i fremtiden. Det må altså formodes at kunne have haft en stærkt afskrækkende effekt på ikke blot potentielle whistleblowers men også
journalisters lyst til at arbejde med disse.

Snowdens russiske eksil
Samme dag som Manning-dommen kunne man i The Guardian endnu engang læse en historie om hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA ulovligt overvåger amerikanske og udenlandske borgere. Historien fortalte hvordan NSA ved hjælp af et avanceret spionprogram kaldet XKeyscore kan overvåge hvem som helst på baggrund af deres email-adresse. Ikke overraskende viste det sig få timer efter historien offentliggørelse at kilden bag var… Ja, gæt selv: Edward Snowden.

Samme Snowden gned dagen efter endnu mere salt i USA’s diplomatiske sår da han, efter mere end en måneds limbo i Moskvas lufthavn, blev tildelt asyl i Rusland. Putins beslutning om at tildele Snowden asyl til trods for et massivt amerikansk pres for at få ham udleveret, er et klart nederlag for Obama. Ikke nok med at USA har måttet håndtere de store diplomatiske kriser som følge af Snowdens offentliggørelser og pinlige ridser i lakken, som da man fejlagtigt tvang Bolivias præsident Evo Morales til at nødlande på grund af mistanke om at Snowden skulle have været om bord på flyet. Nu må USA også lide det diplomatiske nederlag det er, at banke på døren i Moskva og blive kontant afvist.

USA har ellers forsøgt at overtale Rusland ved at forsikre, at USA ikke vil kræve dødsstraf for Snowden, uanset om der skulle dukke alvorligere forbrydelser op i forbindelse med en retssag. USA har samtidigt forsikret at Snowden ikke vil blive udsat for tortur. Alligevel har Putin altså valgt at give Snowden foreløbigt et års asyl som flygtning. Noget der har fået Obama til at erklære sig ’ekstremt skuffet’ over Rusland, mens nogle af Kongres-medlemmerne har taget stærkere ord i brug og kaldt det for ’en lussing i hovedet på USA’.

Hvis man tager et skridt tilbage, er det en smule ironisk, at USA forsøger at få en amerikansk statsborger udleveret fra Rusland og i samme ombæring forsikrer om, at man ikke vil udsætte denne for tortur. Læg dertil at internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International højlydt har kritiseret USA’s krænkelse af Snowdens rettigheder til at søge asyl. Det er unægtelig ikke et billede, der er særligt flatterende for et demokrati, der ellers bryster sig af at være forkæmper for demokrati og menneskerettigheder.

Spørgsmålet om Assange
Spekulationer omkring timingen af Manning-dommen og Snowdens asyl vil et godt stykke tid endnu forblive netop spekulationer. Men det må formodes, at Manning-dommen har været med til at styrke Snowdens overbevisning om, at han ikke ønsker at udlevere sig selv til USA, såfremt han fortsat skulle have gået med de overvejelser. For selvom Manning blev frifundet for anklagen om at have hjulpet fjenden, blev han dømt for hele fem anklager om spionage, der minder om det juridiske rationale, der ligger bag USA’s anklager mod Snowden under den såkaldte Espionage Act of 1917.

En anden person der ligeledes risikerer at blive anklaget under samme lov er grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange. Assange følger naturligt nok interesseret med i både Mannings og Snowdens skæbner fra sit eksil på den ecuadorianske ambassade i London. Ifølge Assanges advokat gør Manning-dommen det mere sandsynligt, at USA vil retsforfølge hans klient som medgerningsmand til Mannings afsløringer. Hvis USA vælger at restforfølge Assange og WikiLeaks for spionage vil det være første gang, at en medieorganisation sigtes under den omtalte Espionage Act.

Hvorvidt det ender med, at Assange bliver sigtet som medskyldig i Mannings afsløringer, er altså fortsat usikkert. Nøjagtig som det endnu svæver i det uvisse, hvor Snowden ender med at få asyl, når hans ophold i Rusland udløber om et år. Sikkert er det dog, at USA for alvor er blevet udfordret af whistleblowers hen over sommeren. Manning-dommen og Snowdens asyl har i den grad givet grå hår blandt topfolkene i Washington. Og tilført solide hak i supermagtens snude.