‘When the President does it, that means that it’s not illegal’

Richard Nixon er ikke bare manden bag den største skandale i amerikansk politik. Han er samtidig manden bag nogle af de mest ikoniske one-liners i amerikansk politisk historie. Udtalelser, der den dag i dag, fortsat henvises til.

Hver præsident har sine citat-perler, som for tid og evighed klæber til ham. Nogle er inspirerende, andre er sjove. Og så er der dem, der skulle vise sig at blive ufrivilligt morsomme. For Ricard Nixons tilfælde, skulle det vise sig, at fem ord, der var sagt i et forsøg på at lukke ned for kritik vedrørende Watergate, skulle vise sig at blive de ord, der kom til at definere Nixons embede.
Efter at have været under heftig beskydning på et pressemøde, til sidst forsøgte at lukke angrebsflanken med ordene:
“People have got to know whether or not their president’s a crook. Well, I’m not a crook.”

De fem ord: ‘I am not a crook’, skulle siden hen vise sig at være så forkerte som de kunne være. For var der noget, Nixon var, så var det ‘a crook’. Men hans forsøg på at benægte det, mindre end et år før, at han trådte tilbage som præsident, gik over i historien som en af alle tiders mest kendte politiske one-liner. Og citatet, der først og fremmest definerer Nixons embede.

I det helet taget leverede Nixon flere både opsigtsvækkende og særprægede udtalelser i sin tid som præsident. En af de mest berømte kom nogle år efter, han var trådt tilbage som præsident. I et interview med journalisten David Frost, lod Nixon forstå, at han mente, at lovgivningen var til at gradbøje, når man var præsident.
“When the President does it, that means that it’s not illegal,” fastslog Nixon til Frosts, og seernes, store forbløffelse.

Jeg gav dem et sværd
Også før, han rykkede ind i Det Hvide Hus, var Nixon leveringsdygtig i udtalelser, der bed sig fast i folks bevidsthed. I kølvandet på nederlaget ved guvernørvalget i Californien i 1962, var Nixon godt sur. Især på journalisterne, som han mente bar en stor del af ansvaret for nederlaget. Men det var sidste gang, journalisterne skulle få lov til at ødelægge noget for ham, fastslog Nixon.
“You won’t have Nixon to kick around anymore, because, gentlemen, this is my last press conference.”

Helt definitivt var Nixons farvel til politik imidlertid ikke. Og han vendte som bekendt tilbage til den politiske verden ved præsidentvalget i 1968, hvor han med hiv og sving besejrede demokraten Hubert Humphrey. For Nixon var politik en kontaktsport for hårde negle. En metier man slog sig på. Og derfor handlede det om at opbygge en stil, der både var hårdhudet, barsk og frygtet. Med andre ord: En moderne udgave af Machiavelli.
Netop fordi Nixon så politik som en krig, var det ofte krigsretorik han anvendte, når han skulle beskrive sine oplevelser og følelser. Det var således også tilfældet, da han efter faldet fra tinderne skulle forsøge at analysere, hvad det var, der var gået galt for ham.
“I gave them a sword. And they stuck it in, and they twisted it with relish. And I guess if I had been in their position, I’d have done the same thing.”

Ingen tid til sentimentalitet, selv i nederlagets stund. Snarere en barsk form for selverkendelse, der ikke så meget drejede sig om indholdet af den fejl, han havde begået, men mere det, at han havde begået en fejl. For dermed havde han gjort sig selv sårbar for angreb, hvilket var den virkelige fejl. For selv om Nixon i det berømte interview med David Frost indrømmede, at han havde svigtet sit ansvar som præsident og svigtet det amerikanske folk, så lignede han aldrig en mand, der var grebet af dyb og inderlig anger over de ting, der førte til hans fald. Han lignede mere end mand, der ærgrede sig over, at han havde gjort sig sårbar for angreb. Derfor er der også en hvis grund til at tro, at Nixon, i hvert fald et stykke af vejen, mente det, når han med overbevisning i stemmen udtalte de berømte ord: ‘I am not a crook’

At han utvivlsomt ville have ønsket, at det var andre, end lige netop disse fem ord, der for tid og evighed vil stå som overskriften på hans præsidentembede, er en anden historie. En historie, som Nixon helt frem til sin død, gjorde hvad han kunne for at ændre på. Men uden held.