I dag besøger et centralt medlem af ”The Axis of Adults” fra Trumps regering København. Når forsvarsminister James Mattis kommer til topmøde om kampen mod Islamisk Stat, vil han få lejlighed til helt selv at udfylde rollerne som good cop / bad cop med ros, opsang og måske en forespørgsel.
En lille gruppe af ministre i Trumps regering omtales nu som ”The Axis of Adults” – en gruppe ministre som skal holde, og måske endda skabe, kursen for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. I den forsamling er James Mattis en af de centrale karakterer.
Den 67-årige forsvarsminister besøger i dag København i anledning af et topmøde for koalitionen mod Islamisk Stat. Samtidig giver det Mattis en mulighed for at tale med en af de gode allierede i international politik. Pentagon udtrykker det således i en pressemeddelelse: ”where he will re-affirm key U.S. military alliances.” Det er jo godt nyt for de danske politikere, som ligesom deres andre europæiske kolleger kigger med forundring og bekymring mod Washington D.C. efter Trumps kritiske udtalelser om NATO og EU.
Rollen som en af ”de voksne” i Trump-regeringen kommer af at forsvarsministeren udtrykker en mere traditionel forståelse af amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik end sin chef. Derfor er det også et vigtigt møde for den danske regering, da man skal sørge for at fastholde Mattis på ”vores hold”, og sørge for at give ham argumenter for at europæerne stadig er relevante, til at tage tilbage til Trump i Washington D.C. Det kunne være lidt mere konkrete planer for at øge forsvarsbudgettet til de påkrævede 2% eller noget lignende.
For os på denne side af Atlanten, og for USA’s asiatiske allierede, gælder det om at dyrke kontakten til ”de voksne” for at sikre en eller anden grad af kontakt og indflydelse i det amerikanske regeringsapparat. Det var samme overvejelse vi så, da statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte Washington i begyndelsen af april. Her besøgte han og vigtige medlemmer af Kongressen, for at sikre en dansk kontakt til aktører i den lovgivende forsamling, som ville kunne tale mere klassisk amerikansk udenrigspolitik overfor præsidenten.
Hvad skal Mattis så tale om i København? Der er selvfølgelig det oplagte: Status for kampen mod Islamisk Stat. Det er jo sådan set derfor han er kommet. Han skal mødes med repræsentanter fra andre medlemmer af koalitionen, og diskutere status for krigen, men måske også hvad planen er fremadrettet. Nu har man trængt IS tilbage i mange områder, men så præsenterer det presserende spørgsmål sig: Hvad så nu? Hvad skal man stille op fra koalitionens side for at støtte den irakiske regering i dens arbejde med at genopbygge landet og tilliden til regeringen.
Mødet i København er en god anledning for Mattis at få input fra de andre koalitionslande, men også give beskeder ud fra chefen i Det Hvide Hus.
For Danmark vil det være en anledning til at få ros fra amerikanerne. De danske bidrag har dækket et bredt spektrum, med både kampfly, en fregat og rådgivere til den irakiske hær. Her kan Danmark altså godt regne med positive ord fra Trumps udsending.
Næste punkt i besøget vil selvfølgelig være NATO. Det vil være et emne, som både statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen vil skulle diskutere med Mattis. Både de aktuelle operationer, Danmarks bidrag til disse, men også det irriterende spørgsmål om de 2%. Det er i disse diskussioner, at Mattis kan få lov at spille rollen som bad cop.
Til sidst har vi outsider emnet. I øjeblikket diskuterer man i Washington D.C., hvad man skal stille op med krigen i Afghanistan. Den amerikanske øverstbefalende i Afghanistan, general Nicholson, har tidligere udtalt at man skulle bruge ”several thousand” ekstra soldater til landet for at støtte den afghanske hær. Det seneste tal som rygtes er omkring 5.000 soldater.
Derfor kunne det være, at Mattis vil lade et ord falde overfor statsministeren eller forsvarsministeren om fremtidsperspektiverne for den internationale mission i Afghanistan, og hvad Danmark tænker om det.
De mange mulige emner for Mattis’ korte tid i København er et godt udtryk for det tætte samarbejde mellem USA og Danmark – et samarbejde som skal understreges og plejes med Mattis.
You must be logged in to post a comment Login