Virkelighedens ‘House Of Cards’

Gennem tv-serien ‘House of Cards’ har seere over hele verden fået indtryk af, hvordan det kyniske magtspil hver dag finder sted på Capitol Hill. Rasmus S. Søndergaard har som ansat i Senatets udenrigspolitiske komite set magtens maskinrum indefra. Læs uddrag fra Washington D.C.-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.  

”To the Honorable Hillary R. Clinton, Secretary, U.S. Department of State”. Det føltes unægtelig en smule surrealistisk at sætte sig til tasteturet og starte et brev med den sætning. Men det var ikke desto mindre hvad jeg gjorde tilbage i 2012, hvor jeg i en periode havde min daglige gang i verdens mest magtfulde lovgivende forsamling, den amerikanske kongres i Washington DC.

Seks år forinden havde jeg besøgt besøgt byen sammen med en gruppe højskolevenner, på hvad der bedst kan beskrives som en klassisk dannelsesrejse for den USA-interesserede. Efter i en håndfuld dage at have travet New York City tynd, tog vi sydover til Washington D.C., hvor vi som så mange andre turister vandrede fra den ene grandiose marmorbygning til den anden. Jeg stirede med en betydelig mængde ærefrygt på det nærmest mytiske Hvide Hus og det ikoniske Capitol Hill, som jeg kendte så godt fra film, tv-serier og som baggrund for nyhedsrapportager fra USA. Hvis nogen på det tidspunkt havde sagt til mig, at om seks ville jeg have min daglige gang på de bonede gulve inde bag et af disse marmorpaladser, ville jeg uden tvivl have grinet og rystet på hovedet. Tanken ville have virket direkte absurd.

Det var derfor også en vild oplevelse, da jeg tidligt om morgenen tirsdag den 17. januar 2012 for første gang gik ind gennem porten til Rayburn House Office Building, ikke for at lege turist men for at gå på arbejde. Godt nok var der tale om en kontobygning og ikke selve den imponerende Capitol Hill bygning, hvor de 100 senatorer fra Senatet og de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus, der tilsammen udgør den amerikanske kongres, udstikker kursen for amerikansk politik. Men af en kontorbygning at være var Rayburn nu ganske okay. For sådan at sige det mildt. Som med selve Capitol er hvidt marmor, søjler, statuer af fremtrædende politikere, historiske malerier osv. det gennemgående tema.

Og som jeg hurtigt erfarede, er det faktisk i de syv kontorbygninger placeret på begge sider af selve Capitol, at amerikansk politik bliver til. Det er nemlig her medlemmerne af kongressen har deres private kontorer, hvorfra de arbejder for deres politiske mærkesager. Og det er her man finder de mange Commitees (udvalg) og Subcommittees (underudvalg), hvor igennem lovgivningen passerer inden den endelige udgave er klar til at blive sendt til afstemning på gulvet i Capitol. Det var netop i et sådant udvalg jeg var blevet placeret. Og min begejstring for min nye arbejdsplads var ikke blevet mindre af, at det var lykkedes mig at havne i Repræsentanternes Hus’ Foreign Affairs Committee, det der ville svare til Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Jeg var altså havnet i selve maskinrummet for lovgivning omkring amerikansk udenrigspolitik. Eller rettere sagt halvdelen af maskinrummet, eftersom USA’s kongres på grund af de to kamre, har to udgaver af stort set samtlige politiske udvalg. Altså et udenrigspolitisk udvalg i både Repræsentanternes Hus og Senatet med dertilhørende underudvalg. Når man dertil lægger, at det er præsidenten og hans omfattende embedsmandsværk, der udgør den udøvende magt, og dermed er den primære aktør for amerikansk udenrigspolitik, begynder man at forstå hvor kompliceret en proces der er tale om.

The Foreign Affairs Committee hører til blandt de mere prestigefyldte udvalg i Repræsentanternes Hus, og det har derfor haft en lang række store politiske kapaciteter gennem årene. 2012 var ingen undtagelse. Udvalget indeholdt en lang række ledende medlemmer fra begge partier. Den vel nok mest kendte udenfor USA’s grænser, var den isolationistisk orienterede tidligere præsidentkandidat i de Republikanske primærvalg i 2008 og igen mens jeg var der i 2012, Ron Paul. Ron Paul, der er valgt i Texas, er bestemt en person der stikker ud af mængden. Han er blevet kaldt den intellektuelle gudfar for Tea Party bevægelsen. Han er blevet beskrevet som det mest konservative kongresmedlem nogensinde, og han har fået tilnavnet ’Dr. No’ på grund af hans løfte om aldrig at stemme for lovgivning, der ikke er direkte autoriseret af den Amerikanske forfatning.

Da det Republikanske Parti, dengang såvel som i skrivende stund, sad på flertallet i Repræsentanternes Hus havde de automatisk formandskabet i samtlige udvalg inklusiv Foreign Affairs. Det betød, at min chef det næste lille halve års tid var den neo-konservative, stærkt pro-Israelske, glødende anti-Cubanske formand for udvalget Ileana Ros-Lehtinen fra Miami, Florida. Unægtelig en noget anderledes politisk profil end de fleste Folketingsmedlemmer og lidt af en udfordring for undertegnede rent holdningsmæssigt. Ikke at jeg nogensinde fik lejlighed til at forklare Chairwoman Ros-Lehtinen, hvad jeg synes om hendes Mellemøstpolitik, krigen mod terror eller embargoen mod Cuba. Mine internaktioner med bossen begrænsede sig til få og korte audienser, der ikke desto mindre gav et fascinerende indblik i, hvordan en ægte amerikansk politikker møder omverdenen. Første møde bød på 120% entusiasme, tandpasta-smil, et håndtryk, der ville gøre selv Bill Clinton misundelig, samt selvfølgelig en lynhurtig opstilling til et foto. Alt sammen udført med en særegen blanding af overfladiskhed og indlevelse.

Læs hele Rasmus S. Søndergaards Washington D.C.-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkommer fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde.