Vindmøller kan blive afgørende for at nå globale målsætninger om reduktion af udledninger. Frem mod COP21 er dansk vindteknologi derfor vigtigere end nogensinde før. Både for håndteringen af klimaforandringerne, og for den danske eksport.
Af Camilla Holbech, chefkonsulent, Vindmølleindustrien
Det er svært at være uenig om den store betydning af den forestående COP21 i Paris. Presset vokser på det franske formandskab for at opnå enighed blandt verdens lande og få stykket en global klimaaftale sammen, som kan løse den enorme klimaudfordring, verden står overfor. Det er en stor og svær opgave, Frankrig har på sine skuldre. Knapt så svært er det at pege på danske virkemidler, som kan levere afgørende reduktioner af udledninger. Danskproducerede vindmøller kan være med til, at man går fra sort til grøn energi. I Danmark og på verdensplan.
Danmark har en stærk og førende international position inden for vindenergiforskning, -udvikling og –produktion. Desuden er Danmark særdeles dygtige til at implementere vindenergi i den samlede energiproduktion. Omstillingen af det globale energisystem, som blandt andet skal til for at håndtere klimaudfordringen, kan således leveres af danske virksomheder og teknologi. Derfor kan teknologiske løsninger og kompetencer med dansk DNA få en stor rolle i kampen mod klimaforandringer.
Men Danmark står ikke alene. Hvilket naturligvis er rigtig godt for den globale energiomstilling. For på globalt plan er en række lande heldigvis på vej i de fodspor, som Danmark allerede har trådt for vindenergi. Det internationale energiagentur estimerer, at kapaciteten for vindenergi på verdensplanen i 2035 vil være 1.130 gigawatt, hvilket er en firedobling i forhold til 2012. Det er meget interessante tal for den danske vindmøllebranche, der i 2014 eksporterede for 53,5 milliarder kroner. Hvilket svarerede til 5,2 procent af den samlede danske eksport. Der er således udsigt til endnu større dansk eksport, hvis prognoserne om endnu mere vindenergi i fremtiden holder stik.
Danmark skal derfor også fremadrettet sørge for, at Danmark er et udstillingsvindue for vindteknologi, som andre lande kigger mod. Det skal sikres, at der er et stærkt dansk hjemmemarked, som tydeligt for udlandet præsenterer kompetencer og teknologi, der kan skubbe til omstillingen af energisystemer verden over. Danmark skal samtidig være et land, som understøtter de politiske og regulatoriske rammevilkår, der skal til for at drive energiudviklingen. Og vi skal være opmærksomme på, at banen er kridtet op, og andre lande rykker hurtigt ind på den danske hare. Det bliver ikke let at bevare den danske førerposition. Men det kan absolut lade sig gøre.
Det bliver heller ikke let at blive enige på klimatopmødet i Paris. Men det kan lade sig gøre. Og efter to intense uger i Paris blafrer det forhåbentlig ikke blot i vinden, hvad det globale svar på klimaudfordringen bliver. Uanset hvad, skal der holdes fokus på, at vindenergi er en del af løsningen.
Camilla Holbech er chefkonsulent i Vindmølleindustrien. Vindmølleindustrien er en interesse- og brancheorganisation, som repræsenterer mere end 250 medlemmer i hele landet, og som både favner vindmøllefabrikanter, energiselskaber og den brede skare af virksomheder, der leverer komponenter, service og rådgivning.
You must be logged in to post a comment Login