Vil USA’s pres vælte Maduro i Venezuela?

Med Juan Guaidós selvudnævnelse som landets overgangspræsident er banen kridtet op for en konfrontation mellem Maduro-regimet og oppositionen som ønsker en tilbagevenden til demokrati. Men netop denne konfrontation har også løftet Venezuelas krise op til en global dimension med USA og den liberale internationale orden på Guaidós side, og Rusland, Kina og den autoritære blok på Maduros side.

Da Juan Guaidó som leder af den Nationale Forsamling, Venezuelas lovgivende instans, erklærede sig selv som præsident for en overgangsregering d. 23. januar blev krisen i Venezuela løftet til den internationale scene. I løbet af de efterfølgende timer positionerede de primære geopolitiske aktører i regionen sig ved at anerkende enten Guaidó eller Maduro som landets legitime præsident. Præsident Trump informerede få minutter efter erklæringen at USA anerkender Guaidó som landets legitime overhoved, hvilket i sig selv er en erklæring om Maduros illegitimitet. Den amerikanske beslutning blev efterfulgt af officielle anerkendelser fra 11 ud af de 14 lande som udgør Lima-gruppen, som inkluderer de primære regionale magter som nabolandende Brasilien, Colombia, og Argentina. På modsatte side tilkendegav Rusland og Kina sin fortsatte støtte til Maduro-regeringen, fulgt af andre autoritære stater som Tyrkiet, Iran, Nordkorea, og Syrien. Situationen i Venezuela har dermed allerede haft globale konsekvenser ved i stigende grad at opsplitte det internationale samfund i en amerikansk-ledet liberal blok på overgangsregeringens side, og en blok af autoritære stater med Rusland og Kina som frontfigurer på Maduro-regimets side. Så længe Venezuelas militær støtter regeringen, og så længe Rusland og Kina holder en livline ud, vil det stadig være Maduro der sidder i Miraflores-paladset i Caracas. Spørgsmålet er hvor langt hver part er villig til at gå i kampen om Venezuelas, og måske regionens, fremtid.

Et forsøg på regimeskifte?

Som vi tidligere har rapporteret på Kongressen.com, har den politiske, økonomiske – og humanitære krise i Venezuela taget til i styrke i løbet af Maduros præsidentskab siden 2013. I lyset af et totalt økonomisk kollaps som har forceret 3 millioner venezuelanere til at emigrere til omkringliggende lande, har Maduro-regeringen ført landet i en mere autoritær retning med tiltagende magt samlet i militærets og det styrende partis hænder. Netop denne autoritære drejning er fundamentet for den nuværende krise, og for Guaidós udfordring af Maduros legitimitet.

20. maj, 2018, vandt Maduro en anden 6-års præsidentperiode. Valget var dog præget af undertrykkelse af oppositionskandidater og valgfusk, og blev kritiseret af det internationale samfund for at modstride internationale standarder for gyldige demokratiske valg. Ifølge Venezuelas forfatning fra 1999, udformet under Maduros forgænger og mentor Hugo Chávez, kan præsidenten for den Nationale Forsamling indsættes på præsidentposten såfremt denne post er ”tom.” Ugyldige valg indgår under den klausul, og det er på den basis at Guaidó aflagde ed d. 23. januar som præsident.

Men det internationale samfunds hurtige respons på Guaidós udnævnelse indikerer at langt flere faktorer end landets forfatning ligger til baggrund for beslutningen. I løbet af januar mødtes Guaidó med Brasilien nyligt udnævnte præsident Jair Bolsonaro, som i den anledning udtrykte klar støtte til Guaidó. Ifølge et citat i The Guardian fra en amerikansk embedsmand, modtog Guaidó et opkald fra Vicepræsident Mike Pence d. 22. januar, hvori man forsikrede om at USA ville give sin officielle anerkendelse efter aflæggelse af eden den efterfølgende dag. Det er kun få eksempler på den kontakt der har været mellem Venezuelas opposition og regeringer i en lang række stater. Herudover erklærede Mike Pompeo sammen med Bolsonaro under sit statsbesøg i Brasilien at man ville samarbejde for at genskabe demokratiet og respekten for menneskerettigheder i Venezuela.

Denne koordination kan tolkes som et led i USA’s nye strategi imod ”tyranniets trojka,” en strategi der i høj grad er udtænkt af John Bolton, samt den republikanske senator fra Florida Marco Rubio. Den officielle anerkendelse kombineret med nye hårdtslående amerikanske sanktioner mod Venezuelas olieindustri tyder på at det endelige mål er et regimeskifte.

Spekulationerne om en mulig amerikansk militærintervention nåede et nyt højdepunkt da Bolton under en pressekonference fremviste en notesblok med sætningen ”5000 thousand troops to Colombia.” Indtil videre har de colombianske myndigheder og embedsfolk fra Pentagon dog benægtet at have kendskab til sådanne planer.

Den centrale aktør internt i Venezuela er dog militæret, hvis medlemmer udfylder de mest indflydelsesrige poster i samfundet. Hvis Guaidó skal gøre sig nogen forhåbninger om at bringe demokratiet til Venezuela må han få militæret over på sin side, hvilket hidtil har været forsøgt med tilbud om amnesti. Med den seneste militærblokade af nødhjælp organiseret af USA og Colombia på grænsen mellem sidstnævnte og Venezuela, tyder alt på at militæret stadig står bag Maduro.

Den autoritære blok slår igen

Rusland fulgte sin opbakning til Maduro-regimet med et retorisk bombardement af USA’s politik i forhold til krisen. Udenrigsminister Sergei Lavrov udtalte eksempelvis at man ”anser Washington’s handlinger som endnu en demonstration af sin totale tilsidesættelse af internationale normer.” Samtidig udtalte talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chunying, at ”Kina støtter den venezuelanske regerings tiltag for at opretholde sin suverænitet, selvstændighed, og stabilitet.” Tyrkiet, der i de senere år har forstærket det bilaterale bånd til Venezuela i takt med øget konfrontation med USA og EU, tilkendegav også sin støtte til Maduro-regeringen.

Især Rusland har taget teten som bannerfører for Maduros sag. Desto mere isoleret Maduro-regeringen bliver internationalt, desto større indflydelse vil Kreml kunne udøve. Der er allerede forlydender om at ca. 400 russiske lejesoldater med tilknytning til Kreml skulle være udstationeret i Caracas for at beskytte Maduro.

Det er klart at som krisen skrider frem fordybes spændingerne mellem den liberale blok og den autoritære blok, og Venezuela er dermed blevet den første test i 2019 mellem to forskellige visioner. Udfaldet af krisen vil ikke bare have konsekvenser for den regionale orden i Latinamerika, men også for hvilken retning den internationale orden bevæger sig i.