Vil Tillersons fyring styrke det amerikanske diplomati?

Det var ret forventet, at udenrigsminister Rex Tillerson ville blive fyret fra posten som udenrigsminister. Timingen af fyringen er lidt overraskende, men med et topmøde med Nordkorea i horisonten var det en nødvendig udskiftning. Man ånder nok lettet op i State Department.

Efter 14 stormomsuste måneder på posten som USA’s udenrigsminister blev Rex Tillerson i går fyret – efter sigende ved at læse nyheden på Twitter sammen med resten af verden. Han blev kaldt tidligere hjem fra en rejse i Afrika, og kunne altså tirsdag konstatere at han skulle til at finde nyt job. Tillersons afløser ser ud til at blive CIA-direktør Mike Pompeo, som afløses af vice-direktør Gina Haspel.

Den rokade er som sådan ikke overraskende, men har faktisk været ventet i flere måneder. Tillerson har været ”dead man walking” i administrationen pga. uoverensstemmelser med præsidenten og en manglende evne til generelt at slå igennem i administrationen. Det er heller ikke overraskende, at det er Mike Pompeo, som nomineres til at blive Tillersons afløser. Det har der også været rygter om i månedsvis.

Ved at fyre Rex Tillerson og udskifte ham med Mike Pompeo får Trump en allieret i diskussionerne om amerikanske sikkerheds- og udenrigspolitik, hvor han ellers hidtil har været i undertal overfor John Kelly, James Mattis, H.R. McMaster og Tillerson.

Hvis det har været rygtedes i flere måneder, hvorfor er det så nu at præsident Trump vælger at fyre Tillerson? En forklaring kan være, at man har set sig nødsaget til at sætte et nyt hold som optakt til det mulige topmøde med Nordkoreas leder Kim Jong-Un. Til det har man måske prioriteret, at præsidenten havde en udenrigsminister som han rent faktisk kunne samarbejde med.
En anden forklaring som fik mere vind i sejlene på rygtebørsen efterhånden som dagen skred frem, var at Tillerson var blevet fyret for at have brudt med Det Hvide Hus’ linje i spørgsmålet om støtte til Storbritannien overfor Rusland i situationen om giftangreb mod en tidligere russisk agent. Her gav Tillerson udtryk for at USA stod last og brast med Storbritannien, mens Det Hvide Hus ville have flere fakta på bordet før man tog stilling.

Hvor om alting er så blev Tillerson langt om længe skubbet ud over kanten. Ifølge flere amerikanske mediers kilder så sker det, netop som Tillerson ellers var ved at være komfortabel i sin rolle som udenrigsminister.

Tillerson afløses af høgen Pompeo som måske kan formå at skabe noget stabilitet for det amerikanske diplomati, og måske endda vende den tendens til marginalisering af diplomatiet, som Tillerson langt hen ad vejen har måtte se ske fra sidelinjen.
Der grædes i hvert fald nok tørre tårer i disse dage i State Department, hvor Tillersons eftermæle bliver som en af de dårligste udenrigsministre nogensinde. Hans opbakning blandt medarbejderne var lav på grund af hans egne reformer og fyringer, samt det faktum at han lod stå til i kampen om yderligere marginalisering af amerikansk diplomati.

Det er altså ikke nogen stor udenrigsminister, som forlader posten, men det var en udenrigsminister, hvis udenrigspolitiske linje var meget lig den vi gerne på denne side af Atlanten ser USA føre. Det er langt fra garanteret med Pompeo ved roret i Foggy Bottom.