Et klip fra det amerikanske tv-nyhedsmagasin 60 Minutes florerer i dag på de sociale medier. I videoen bliver Trump stillet en række kritiske spørgsmål, der ikke behager præsidenten, og han vælger derfor at afbryde interviewet og gå sin vej. Men på Trumps egen Twitter er historien en helt anden.
”Your first statement was: “Are you ready for tough questions?!” That’s no way to talk. I think we have enough of an interview here, Hope (Trumps presserådgiver Hope Hicks, red.). That’s enough. Let’s go”.
Sådan lyder de sidste ord i, hvad der skulle have været et interview med præsident Donald Trump i det amerikanske tv-nyhedsmagasin 60 Minutes.
I stedet blev det en absurd omgang, hvor tv-værten Lesley Stahl forsøgte at stille præsidenten en række kritiske spørgsmål, bl.a. omkring håndteringen af coronkrisen i USA.
Og selvom Lesley Stahl gik stille, men kritisk, til præsidenten og hans regering, som altså i skrivende stund er ansvarlig for 225.000 dødsfald relateret til coronavirus, så behagede det ikke præsidenten.
Han valgte simpelthen at gå sin vej.
Klippet med den udvandrende præsident begyndte ret hurtigt at florere på bl.a. Twitter.
Her taler det for mange amerikanere sit eget absurde sprog: Deres præsident er langt bagud i meningsmålingerne, og der er valg mellem ham og Demokraternes modstander om en uge.
USA er samtidigt hårdt ramt af den verdensomspændende corona-pandemi, hvor mere end 225.000 amerikanere har mistet livet til virussen.
Præsidenten og en stor del af hans politiske stab har tilmed selv været ramt, og selv USA’s læge og immunolog, Anthony Fauci, USA’s svar på Søren Brostrøm, taler konstant Trump imod.
Det var derfor, må man formode, en presse Trump, der altså fik nok af de kritiske spørgsmål fra ”Fake News” og 60 Minutes.
Hvad gør man så?
Så kreerer man da bare sin egen virkelighed.
Trump filmer eget klip
Og som sagt, så gjort.
Kort efter klippet med den udvandrende præsident begyndte at florere på bl.a. Twitter, udsendte Trump da bare sin egen side af historien – også på Twitter.
I et klip, der tilmed virker til at være filmet af Trumps eget tv-hold fra en anden vinkel, viser også et klip af 60 Minutes-interviewet. Men modsat klippet, hvor den pressede præsident udvandrer fra Lesley Stahls kritiske spørgsmål, så viser Trumps eget klip hans skarpeste pointer fra interviewet.
”President Donald Trump is saving the suburbs. Joe Biden’s regulation would destroy suburbia,” står der I tweetet, der er udsendt af kontroen Team Trump og retweetet af præsidenten.
I klippet gentager Trump mange af ovenstående pointer.
Og det er teknisk smart af præsidenten, for på den måde får han – på vanlig Trump-vis – fordrejet historiens fokus.
Trump bruger særligt sin Twitter til at kommunikere på fire forskellige måder, viser undersøgelser, og en af disse er altså at dreje fokus over på noget andet, når han selv har en lorte-sag.
Samtidigt retweeter Trump kontoen ”Team Trump”, der er affilieret med Trump-kampagnen, men skulle han blive stillet til regnskab for den deling, kan han, som han i øvrigt også tit plejer, bare sige ”det var jo bare et retweet”.
Uanset hvor det kommer fra, er præsidenten dog med til at sende det i omløb og dermed frame sin egen – uredigerede – side af historien.
Så det kan godt være, at klippet fra 60 Minutes, der viser, at han udvandrer fra et kritisk interview, findes, men i Trumps eget verdensbillede, som han nu framer gennem sin egen, uredigerede kanal, er han en handlekraftig præsident, der redder de amerikanske forstæder fra Biden.
Det var det, han talte med 60 minutes om. Ikke alt det andet pjat der omkring dårlige meningsmålinger og coronvirus. Og det er det, der i sidste ende resonerer hos hans base.
Trump er dog stadig langt bagud i meningsmålingerne, og han har den seneste tid sat sin lid til netop de hvide forstadskvinder. Det var dem, der i høj grad var med til at give ham sejren i 2016, men de har siden vendt ham ryggen, viser foreløbige meningsmålinger.
Om de lader sig overvinde via denne seneste kurtisering fra Trump, vil tiden dog vise, når der er valg på tirsdag.