Vicepræsidenten redder Trumps uddannelsesminister

Betsy DeVos skal tirsdag godkendes som USAs nye uddannelsesminister, men utilfredshed blandt republikanerne betyder, at vicepræsident Mike Pence må bruge sin magt til at trumfe hendes udnævnelse igennem Senatet. Det er første gang i USAs historie, at en vicepræsident kaster den afgørende stemme i udnævnelsen af en minister.

“Det er ikke for at være uhøflig, men tror du at – hvis ikke du var en multimillionær, og hvis ikke din familie havde doneret hundredvis af millioner til det republikanske parti – at du vil sidde her i dag?”

Den tidligere demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders lagde bestemt ikke fingrene imellem da Donald Trumps kandidat til posten som uddannelsesminister Betsy DeVos sad til indsættelseshøring foran Senatets uddannelseskommité i midten af januar. I vanlig kompromisløs stil forsøgte den populære senator fra Vermont at fremstille nomineringen af DeVos som tilbagebetaling for solid økonomisk støtte og ikke på grund af hendes kvalifikationer. Ganske som forventet gik demokraterne hårdt til DeVos, ligesom det er sædvanen, når en nyvalgt præsident skal have sine kabinetmedlemmer igennem høringsprocessen.

Stærke bånd til det republikanske parti
DeVos kommer fra en rig familie med stærke bånd til det republikanske parti, og som Sanders fremhævede, har familien gennem mange år bidraget med en stor bunke penge til republikanernes kistebund. Selvom hun under primærvalgene støttede først Jeb Bush og senere Marco Rubio, blev hun nomineret til uddannelsesminister af Trump på baggrund af hendes erfaringer med at fremme privat- og friskoler i hjemstaten Michigan. Uanset hvor stor en rolle DeVos-familiens donationer til det republikanske parti spillede i hendes nominering, så er DeVos en uddannelsesminister efter Trumps hoved. Kritikere beskriver hende som den mest ideologiske modstander af offentlig uddannelse, der nogensinde har været nomineret til embedet, så hendes politiske profil passer godt til Trump, der går ind for frit skolevalg, og som ønsker at det føderale system i Washington skal spille en mindre rolle i uddannelsespolitikken.

Det er Senatet, der skal bekræfte præsidentens ministerkandidater, og her har Republikanerne et 52-48 flertal, så DeVos’ partifæller var ikke umiddelbart nervøse for den iltre Sanders og andre angreb fra Demokraterne. Høringen foran komitéen var en formalitet der skulle overstås inden Senatet officielt skulle stemme for hendes indsættelse. Men DeVos virkede forvirret og uforberedt under høringen. Hun var øjensynligt ikke klar over, at handikappede elevers rettigheder er sikret i føderal lovgivning, og at det derfor er hendes ansvar som uddannelsesminister, at håndhæve de rettigheder, og ikke delstaternes ansvar, som hun ellers fik fremstammet. Desuden var mange af senatorerne bekymrede for hendes manglende erfaring med det offentlige uddannelsessystem og de udfordringer det har, idet hun stort set udelukkende har arbejdet med at fremme privat- og friskoler.

Hun leverede også indhold til de mange politiske aftenprogrammer, da hun på et spørgsmål om skydevåben på skoler svarede, at hun var ganske overbevist om, at der på skoler i Wyoming sikkert var skydevåben til at forsvare sig mod grizzlybjørne.

Republikanere vender ryggen til DeVos
De uheldige til komitéhøringen optrin bekræftede hendes kritikeres i, at hun ikke har de rette kvalifikationer til at bestride posten som uddannelsesminister. Ikke overraskende kunne demokraterne kort tid efter høringen konstatere, at der blandt deres senatorer ikke var en eneste, der følte sig overbevist om at DeVos var kvalificeret til posten, og hun derfor ikke skulle regne med en eneste stemme fra oppositionen.

Ingen havde regnet med den helt brede opbakning til DeVos fra demokraternes side – dertil er de politiske uoverensstemmelser simpelthen for store. Men DeVos’ usikre optræden betød nu, at også to republikanske senatorer trak deres støtte til hende som uddannelsesminister. Pludselig var hendes flertal forsvundet.

De to republikanske senatorer Lisa Murkowski fra Alaska og Susan Collins fra Maine havde “alvorlige bekymringer for en kandidat der har været så stærkt involveret i den ene side af ligningen, så dybt involveret i at fremme friskoler, så hun ikke ved, hvad der virker indenfor offentlige skoler, og hvad der er i stykker og hvordan det kan bringes i orden igen” og de kunne på den baggrund ikke stemme for hende som uddannelsesminister.

Vicepræsidenten til undsætning
Hvis de øvrige medlemmer i Senatet tirsdag følger deres respektive partiers stemmer, ender den regulære afstemning 50-50. Når afstemninger i Senatet ender uafgjort, er det vicepræsidenten, der har den afgørende stemme. Derfor må vicepræsident Mike Pence højst usædvanligt i aktion og gennemtrumfe udnævnelsen af Betsy DeVos. Pence har sagt at han ser frem til at afgøre tvisten til DeVos’ fordel og udfolder det sig sådan bliver det første gang i USAs historie, at vicepræsidenten kaster den afgørende stemme i senatet for et kabinetsmedlem.

I det hele taget hører det til de helt store sjældenheder, at Senatet ved afviser udnævnelsen af en ny minister. Det skyldes først og fremmest, at præsidenten oftest trækker en kandidat tilbage før den egentlige afstemning, hvis der viser sig ikke at være flertal for udnævnelsen. Men det skyldes også, at der traditionelt er en slags borgfred i kølvandet på et præsidentvalg, der tillader præsidenten at sætte sit hold.

Trumps tidligere ministerudnævnelser er bestemt ikke gået ubemærket hen, men selv nogle af de mere kontroversielle ministerkandidater er blevet bekræftet af Senatet, og som regel endda med stemmer fra Demokraterne i oppositionen. Men det lader ikke til at være tilfældet med DeVos.

Forklaring på denne pludselige modvilje fra Senatet skal dels findes i DeVos’ katastrofale optræden til den første høring foran uddannelseskomitéen, hvor hun udover at gøre afstanden til de demokratiske senatorer større også mistede den afgørende støtte fra to republikanske senatorer. Men DeVos bærer ikke nødvendigvis hele skylden selv, og noget af forklaringen ligger måske gemt i, at Kongressen føler sig provokeret af Trumps første uger i Det Hvide Hus. Efter han tog plads har der været mere en almindeligt travlt på det ovale kontor med at underskrive præsidentielle dekreter om alt lige fra Obamacare til indrejse og immigration.

De præsidentielle dekreters ubehageligheder
Fra præsidentens synspunkt har dekreterne den fordel, at de gælder fra det sekund præsidenten underskriver dem, og de behøver ikke blive godkendt af den lovgivende forsamling i Kongressen først. Til gengæld har de en kort levetid, og de har det med at gøre medlemmerne i kongressen utilfredse, fordi dekreterne bliver lavet over hovedet på dem. Mange senatorer er – uanset deres partifarve – utilfredse med den politik dekreterne er udtryk for, men ikke mindst for den måde præsidenten tilsyneladende ikke lader til at bekymre sig om et godt samarbejde med den lovgivende magt.

Det kan derfor ikke udelukkes, at nogle senatorer – og det gælder både republikanere og demokrater – ser deres snit til at give præsidenten en lærestreg i politisk samarbejde ved at minde ham om, hvilken magt Senatet har i udnævnelsen af kabinettet.

I sidste ende får Trump formentlig sin uddannelsesminister, og den øverste ansvarlige for det offentlige uddannelsessystem kommer til at hedde Betsy DeVos. Det kræver dog at vicepræsidenten for første gang i historien træder til og redder både hende og Trump. Præsidenten lader ikke til at bekymre sig om, hvad folk (og Kongressen) tænker om ham, men desuagtet er det svært at se hele polemikken om DeVos’ udnævnelse som andet end et nederlag for Trump.

Stemningen er på frysepunktet i Senatets uddannelseskomité og hvis DeVos har ambitioner om at opnå resultater på uddannelsespolitikken kræver det både hårdt arbejde og en mere overbevisende håndtering af de Senatets mange politiske magtkampe.