Veteranpolitikken er ikke for alle

På tværs af partier og fløje, møder vi som krigsveteraner anerkendelse og forståelse for vores problemer. Men når møderne er forbi, og løsningerne skal finansieres, så stopper den fælles forståelse desværre alt for ofte. Fokus er på de fleste veteraner. Dem, som faktisk ikke behøver de store og dyre indsatser.

Af Claus Stenberg, talsmand, Veteranalliancen

Veteranpolitikken fra 2010 er historien om en samlet indsats, som kom alt for sent, og som derfor havde begrænset effekt for de Balkan- og Golfkrigsveteraner som var blevet udsendt i 1990’erne. Alt for mange af disse veteraner nåede desværre at blive alvorligt, kronisk syge, før det gik op for Forsvaret og det politiske niveau, at nogle soldater bliver syge og sårede af at blive sendt i krig.

Selv om andre lande, med flere års tradition for at udsende og hjemtage veteraner, havde erfaringer man kunne have genbrugt, så kom det alligevel bag på det danske forsvar, og de danske politikere, at også danske soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere og observatører blev traumatiseret og fysisk skadede af deres oplevelser i krigszonerne.

Længe fornægtede man problemerne, men da Jyllands-Posten dokumenterede at også danske veteraner havde isoleret sig med deres problemer i landets skove, måtte en presset statsminister kvittere med en Cavlingpris og en veteranpolitik.
Den erfaring havde man i flere andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Lande som f.eks. USA havde mange års erfaring med krige over alt på kloden, og dermed udsendelse og hjemtagning af krigsveteraner. Men i Danmark insisterede man på at få de mange erfaringer på den hårde måde.

I perioden 1992-2013 er der registreret 47 selvmord, og flere hundrede selvmordsforsøg blandt danske krigsveteraner. Et par tusinde veteraner er diagnosticeret med depression og/eller post traumatisk stress-lidelse i forskellige sværhedsgrader. Alene i 2015 er der registreret 7 veteranselvmord, og denne sommer har været særdeles hård, med 3 veteranselvmord, flere selvmordsforsøg, og et forældredrab begået af en dybt traumatiseret Balkanveteran, som alle blev begået på kun 4 måneder. Den yngste veteran som begik selvmord denne sommer var udsendt til Afghanistan, og blev begravet på sin 26-års fødselsdag. Så det er åbenlyst for enhver, at veteranpolitikken, og den deraf afledte indsats, stadig er utilstrækkelig.

Det overvejende flertal (80 – 85 procent) af veteranerne klarer de internationale missioner uden nævneværdige problemer, og vender hjem med nye og gode kompetencer i rygsækken. Denne store gruppe tilgodeses med medaljer, parader og en årlig flagdag d. 5. september. Hvis de oplever problemer over tid (visse psykiske lidelser kan udløses flere år efter en traumatiserende oplevelse), står Forsvarets psykologer og socialrådgivere klar. Denne service gælder i alle veteraners resterende levetid. Også veteranernes pårørende kan i et vist omfang trække på Forsvarets Veterancenters ressourcer.

Men den mest udsatte gruppe af veteraner, som kæmper med tunge og komplekse psykosociale problemstillinger (psykiske lidelser i kombination med hjemløse-, misbrugs-, ledigheds- og isolationsproblematikker) er stadig svær at hjælpe for de offentlige behandlings- og støttesystemer. Alene et møde på et kommunekontor, med henblik på at få løst et bolig- eller ledighedsproblem, kan være en uoverkommelig opgave for en traumatiseret veteran. Alt for ofte bliver disse udsatte og sårbare veteraner overladt til deres familier, venner, frivillige foreninger og private fonde, som holder dem væk fra større problemer, eller selvmordets rand. Alt for mange kommuner er slet ikke vidende om veteranernes ofte lidt særlige forhold og problematikker, og udviklingen på det kommunale område går generelt alt for langsomt.

Et særligt problematisk område i veteranpolitikken er arbejdsskadesystemets behandling og vurdering af syge/sårede veteraners skader. Hvor de raske veteraner er lette at anerkende (en medalje koster kun ca. 35 kroner), så er anerkendelse af en arbejdsskade, især hvis den er psykisk, en bekostelig affære. Erstatningerne kan løbe op i flere millioner, hvis de varige mèn og den tabte erhvervsevne vurderes højt nok.

I skrivende stund har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere kendt som Arbejdsskadestyrelsen) og Forsvaret udbetalt mere end 1 mia. kroner, alene i perioden 2014-2015. Langt størstedelen skyldes ændrede kriterier, besluttet i 2013, som skabte basis for genoptagelse af en lang række tidligere afviste sager. Men budgettet er sprængt, idet der kun var estimeret med halvdelen af det udbetalte beløb. Derfor har vi på det seneste oplevet en stigning i antallet af afslag. Og de sker på mere og mere besynderlige grundlag. F.eks. er der meget delte meninger om, hvor vidt det er forbundet med livsfare at være i krig. Når pengekassen er slunken, så bliver det åbenbart mindre farligt at bevæge sig rundt blandt vejsidebomber og bevæbnede islamister.

Selvmordstruede veteraner, arbejdsskadeproblematikker og de snørklede pensionsforhold for veteraner er blot tre af de temaer som slet ikke adresseres i den danske veteranpolitik. Til gengæld er der mange farvestrålende billeder, og tilbud til relativt velfungerende veteraner, om skatteyderfinansieret handicapidræt, hjemmesider og app’s, løntilskud og vandreture i Sverige.

Alt sammen meget godt. Men disse tilbud henvender sig ikke til de mest syge/sårede veteraner.

Først i 2017 kan vi forvente at have specialpsykiatriske behandlingstilbud, som tilbyder længerevarende og flerstrenget behandling til veteraner med alvorlig depression og PTSD, i alle landets regioner.

I 2017 vil vi stadig have sorte områder på landkortet, hvor veteraner og deres pårørende har mere end en times transport til det nærmeste veteranhjem.

I 2017 vil vi stadig ikke have en samlet strategi for at bekæmpe hjemløshed blandt danske krigsveteraner.

I 2017 vil vi derfor stadig have mere end 100 hjemløse veteraner. Og med hjemløse mener jeg ikke bare boligløse. Jeg mener boligløse veteraner, med komplekse psykosociale problemer.

I USA har man konstateret, at de yngre veterangenerationer (fra Irak- og Afghanistanmissionerne) løber hurtigere ind i problemer, og oftere løber ind i større problemer, end landets ældre veterangeneration (Vietnam). Det skyldes blandt andet det faktum, at den folkelige forståelse for, og opbakning til, de nyere krige er mere beskeden. Hvis dette forhold kan overføres til Danmark, så venter en ubehagelig overraskelse. For medaljer, parader og hjemmesider er ikke særligt beskyttende mod selvmordstanker- og adfærd.

I USA begår gennemsnitligt 20-22 veteraner selvmord hver dag. I Danmark gør vi det på mange områder bedre end amerikanerne, når det handler om veteranindsatsen. Men vi mangler stadig modet og evnen til at løse problemerne for de mest udsatte og kriseramte veteraner. For den slags problemer er svære og dyre at løse.

Claus Stenberg er 44 år, far til tre børn, og bosiddende på Fyn. Han var udsendt som FN-soldat i 1993-1994 i Kroatien, og er efterfølgende diagnosticeret med PTSD. Claus fungerer som talsmand for Veteranalliancen, som er en veteranpolitisk paraplyorganisation. Se www.veteranalliancen.dk