Verdens dyreste demokrati

Kandidaterne til midtvejsvalget til november står overfor mange forskellige udfordringer, heriblandt politiske mærkesager, præsidentens aftagende popularitet og et exceptionelt polariseret politisk miljø. Men uanset om kandidaterne er republikanere eller demokrater skal de forholde sig til én meget specifik forudsætning for overhovedet at kunne føre kampagne: Fundraising.

ØKONOMISK ANALYSE: Valgkampagner i USA er notorisk dyre og derfor er der et betydeligt pres på alle opstillede kandidater med hensyn til at indsamle penge nok til at kunne føre en effektiv og forhåbentlig vindende kampagne. Både hvordan der indsamles midler til kampagner og hvor meget der indsamles har forandret sig drastisk over de seneste fire årtier. Lawrence Lessig, der er professor ved Harvard Law School og politisk aktivist med fokus på reform af valgkampagners finansiering, beskriver kritisk i sin bog ”Republic, Lost” hvad denne udvikling har betydet. Han sammenligner tre valg ved at se på hvor meget der blev brugt på alle valgkampagner til kongressen, både til Repræsentanternes Hus og Senatet. I 1974 blev der i alt brugt $77 millioner. 8 år senere i 1982 var dette tal steget til $343 millioner, en stigning på 445%. 28 år senere i 2010 var tallet steget til $1.8 milliard, en stigning fra 1982 på knap 525%. Der er altså tale om voldsomme stigninger i forbrug til kampagner, som langt overstiger inflationen.

I det kommende midtvejsvalg vil det endnu engang være en forudsætning for enhver kandidat at han eller hun kan indsamle nok midler til at føre kampagne for. Gennemsnittet for en vindende kampagne i Senatet er på cirka $8 millioner og gennemsnittet for en vindende kampagne i Repræsentanternes Hus er cirka $1 million. Det vil sige at for at indsamle gennemsnitligt nok til en vindende kampagne, skal et medlem af Senatet, der sidder i seks år, indsamle cirka $25,000 per uge i sin samlede tid som senator. Et medlem af Repræsentanternes Hus, der sidder i to år, skal indsamle cirka $10,000 per uge. Der er tale om gennemsnitsomkostninger, så selvfølgelig vil der i nogle distrikter og stater være mindre økonomisk pres på kandidaterne, hvorimod der i andre distrikter og stater vil være mere pres og fundraising bliver mere nødvendigt. Den vigtigste pointe er at der er et betragteligt pres på kandidater i amerikanske valg til hele tiden at samle penge ind til den næste valgkamp. Hvordan gør de så præcis det?

Donorer og begrænsninger
I moderne valgkampagner er der primært tre typer af donorer. Den første er individuelle donorer, almindelige mennesker som ønsker at støtte en specifik kandidat. Ifølge The Federal Election Commission, der kontrollerer at alle love relateret til valgfinansiering overholdes, er begrænsningen for individuelle donationer begrænset til højst $2,600 til hver kandidat. Det vil sige at en amerikansk borger kan donere et hvilket som helst antal gange til et hvilket som helst antal kandidater, men intet beløb må overstige $2,600. Hvis en individuel borger ønsker at donere direkte til et partis nationalkomité må der doneres op til $32,400 per kalenderår.

Den næste type donorer er de såkaldte ”Political Action Committees”, eller PACs, som er organisationer, der indsamler midler fra donorer for efterfølgende at udbetale disse midler til valgkampagner. En PAC må betale op til $5,000 til enhver kandidat, såfremt der doneres til mindst fem forskellige kandidater og at den PAC har mere end 50 forskellige donorer. En PAC kan give op til $15,000 til et partis nationalkomité om året, hvis den opfylder førnævnte krav, men helt op til $32,400 hvis den gældende PAC ikke donerer til mere end fire kandidater. En almindelig PAC er altså en fornuftig mulighed for politiske bidrag udover de $2,600 en almindelig borger må bidrage direkte, da en almindelig borger kan donere op til $5,000 til en PAC om året.

Den sidste type donor er også den mest kontroversielle og begrebet donor er måske endda misvisende for denne kategori. Efter to meget kontroversielle afgørelse i den amerikanske højesteret 2010, ”Citizens United v. Federal Election Commission” og ”SpeechNow.org v. Federal Election Commission”, blev det konstateret at der ikke kunne fastsættes begrænsninger på såkaldte ”uafhængige politiske udgifter”. Der er lovmæssige begrænsninger på de beløb som kan doneres direkte til politiske aktører eller organisationer. Men ønsker en PAC ikke at donere pengene er der ingen begrænsning på hvor mange penge den kan indsamle eller bruge. Den sidste type donor er altså ikke en klassisk donor, da midlerne ikke doneres til specifikke politiske organisationers diskretion, men fordi sådan en PAC selv bruger pengene efter egen diskretion. Denne slags PAC hedder ”udelukkende uafhængig-udgifts-komité” også kaldet ”super-PAC”. En super-PAC må bruge indsamlede midler på uafhængige politiske udgifter, såsom: reklamer på tv eller internet, opslagstavler og automatiserede telefonreklamer. En super-PAC har dog én primær begrænsning: Den må ikke koordinere aktivitet med politiske organisationer eller politikere, men hvor den grænse går har været en af mange kontroverser over super-PACs.

Midtvejsvalget 2014
Det forrige valg i 2012, hvor der både var valg til kongressen og valg af præsident, kostede kandidaterne og partierne mere end $7 milliarder, hvilket gør det til det dyreste valg ikke kun i USAs historie, men i verdenshistorien. Af disse $7 milliarder udgjorde udgifter fra Super-PACs cirka $600 millioner, hvoraf cirka 67% blev indsamlet og brugt af højreorienterede grupper og donorer og cirka 32% blev indsamlet og brugt af venstreorienterede grupper og donorer. Af alle uafhængige udgifter fra super-PACs bestod cirka 80% af dem i negative reklamer, der forsøgte at underminere den politiske modstander.

Præsidentvalget betød selvfølgelig en del mere opmærksomhed og politisk og økonomisk aktivitet end hvis der bare havde været tale om et valg i kongressen. Det forrige midtvejsvalg i 2010 markerede dog det højeste beløb nogensinde brugt på et midtvejsvalg: $4 milliarder. Forventningen til det kommende midtvejsvalg er at denne rekord vil blive slået.

Når man sammenligner de $600 millioner der blev brugt ud af de $7 milliarder der blev brugt i valget i 2012 får man ikke umiddelbart indtrykket af at super-PACs, til trods for deres omfattende mediedækning, udgjorde en afgørende rolle. Men der er god grund til at være kritisk overfor deres rolle i amerikansk politik ikke desto mindre.

Hvor politikere før modtog donationer fra både almindelige borgere og almindelige PACs er der nu rig mulighed for at politikere, der står foran afgørende valg, kan henvende sig direkte til et fåtal af meget velhavende donorer eller modtage støtte fra super-PACs. Dette skift fra mere traditionelle donationer til et felt der også inkluderer organisationer der udgør betydelige økonomiske aktører kan potentielt blive problematisk for den demokratiske proces.

Midtvejsvalget i 2014 er specielt vigtigt fordi meget tyder på at det republikanske parti kan opnå et flertal i Senatet og derved kontrollere både repræsentanternes hus og senatet, altså hele kongressen. I det tilfælde kan super-PACs spille en stor rolle i at influere afgørende stater, da de kan målrette deres ubegrænsede forbrug ned på en meget mindre skala end et landsdækkende valg. Hvis super-PACs, der støtter republikanske kandidater, målretter deres støtte til vigtige senatsvalg kan mængden af de midler de kan bruge ganske enkelt overvælde hvad demokratiske donorer og super-PACs kan kæmpe imod med, både regionalt og nationalt.

Indflydelsen af penge i amerikansk politik er åbenlys og, for det meste, reguleret. De historisk stigende omkostninger til både midtvejsvalg og præsidentvalg betyder at både demokrater og republikanere henvender sig til meget rige donorer og at disse donorer selv opretter super-PACs til at influere valg med.

Hvad der er mindre sikkert er præcis hvad rolle disse organisationer kommer til at betyde for den politiske proces i USA fremover. I midtvejsvalget til november vil indflydelsen af super-PACs fra begge sider komme til at være meget specifikt rettet mod svage demokratiske senatskandidater. Efter midtvejsvalget vil hver kommende præsidentkandidat sandsynligvis understøttes af sin egen super-PAC og til præsidentvalget i 2016 vil super-PACs, hvis udviklingen fortsætter, bidrage til en ny rekord i udgifter til valg. Men som fortiden også har vidst gentagne gange i amerikansk politik, så er der ikke noget valg der er afgjort før den sidste stemme er talt og den sidste dollar er brugt.