Venezuela: det nye Cuba

Isen imellem Cuba og USA tør med hastig fart, og cigar-øen gør klar til amerikansk turist-invasion efter normaliseringen af forholdet mellem de to lande. Samtidig udstikker Præsident Obama en markant aggressiv kurs overfor et andet latinamerikansk land: Venezuela.

Historiens vingesus føg henover den vestlige halvkugle, da USA åbnede sin ambassade i Havana, og Cuba samtidig åbnede deres ambassade i Washington. Begivenheder, der officielt markerer genetableringen af diplomatiske bånd imellem de to lande. Bånd der ellers har været slået knude på i 54 år.

’Normaliseringen’, som det gryende venskab mellem USA og Cuba formelt set kaldes, startede i hemmelighed i juni i 2013, blev offentliggjort i december 2014, og blev bindende da Barack Obama og Raúl Castro trykkede hænder til Summit of the Americas i Pánama i april. Efterfølgende er Cuba blandt andet fjernet fra amerikanernes terrorliste.
Seancen hyldes af mange, ikke mindst cubanerne, der forventer noget nær en invasion af amerikanere til øen, hvor cigaren har hjemme. Men også resten af verden giver udtryk for, at nye relation mellem USA og Cuba er en nybygget bro mellem Nord og Syd, Øst og Vest.

Således ses normaliseringen som et opgør med den sidste tilbageværende gren af den Kolde Krig. Men for den gennemsnitlige amerikaner er det nok mest muligheden for at bolte sig i det azurblå hav ved Varadéro og udsigten til at kunne tage for 100 dollars cigarer med hjem, der ser ud til at fylde.

Venezuela på terrorlisten
Samtidig med at Obama gøder jorden for diplomati med Cuba, vender han den kolde skulder til en af Cubas allierede; Venezuela. Og dermed genopstår den interne strid imellem Nord- og Sydamerika i samme sekund, som den så ud til at blive lagt i graven.

Allerede dagen efter normaliseringen blev offentliggjort, underskrev Obama et præsidentielt dekret, altså en lodret ordre, om at Venezuela placeres på terrorlisten og der skal nedlægges sanktioner mod landet.

Sanktionerne skal være målrettet 7 personer i Maduros administration, og har til formål at: “impose targeted sanctions on persons responsible for violations of human rights of antigovernment protesters”. Argumentationen er, at USA vil begrænse muligheden for at korrupte og undertrykkende regimer kan have ejendom og bankkonti i USA. Dog er det værd at bemærke, at man kunne hæfte samme anklager på embedsfolk i både Colombia, Mexico og Honduras, alligevel udsættes de ikke for samme voldsomme diskurs og sanktioner. Tværtimod modtager de massive summer penge fra amerikanerne.

Venezuela på katastrofe-kurs
Nicolás Maduro står lige nu i spidsen for et land der dels er på vej mod folkevalg, og dels på ved mod en social og politisk katastrofe. Hvilket imellem linjerne er en del af grunden til Obamas udnævnelse af Venezuela som national trussel.

Særligt fængslingen af demonstranter, der krævede Præsident Nicolás Maduros afgang i foråret 2014, har ifølge the State Department medført USA’s hårde linje. Fordi fængslingerne anses som udemokratiske.

Maduros folk har også slået hårdere ned det seneste år, hvor Venezuela har været præget af politisk ustabilitet. Situationen opstod, da forhandlinger imellem netop Maduro og opposition brød sammen sidste år. Konflikten har siden medført nedgang i indkomst, mangel på almindelige dagligvarer, medicin og et sammenbrud i sundhedssystemet. Og det har øget frygten for politisk vold og korruption op til folkeafstemningen i December. Det viser en analyse fra tænketanken Crisis Group. Venezuela er altså på mange måder i farezonen for, at præsidenten tager for meget magt.
Ironisk nok har den amerikanske tilgang tilsyneladende også ført til mindre demokrati i Venezuela, idet Nicolás Maduro straks efter Obamas sanktioner fik godkendt at kunne lede Venezuela med dekreter de næste ni måneder, hvilket fjerner politiske beslutninger fra de folkevalgte repræsentanter og dermed befolkningen.

Regional modstand mod Obamas kurs
Der er da heller ikke nogen af de latinamerikanske regeringschefer, der underkender at Venezuela er i problemer. Alligevel er den generelle holdning, at problemerne skal løses af venezuelanerne, og ikke ved at USA strammer skruen.

Reaktionen kom prompte fra Foreningen af Latinamerikanske Lande, der kræver at USA trækker sanktioner og dekret tilbage. Samtidig kritiserer flere menneskerettighedsorganisationer Obamas kurs mod Venezuela.
På den ene side viser undersøgelser fra Crisis Group at fængslingen af demonstranter er i gang med at blive undersøgt, og flere politifolk er anholdt. Altså håndterer Venezuela en del af problemet. Samtidig er et flertal af venezuelanere imod sanktionerne mod de syv embedsfolk

På den anden side har særligt formuleringen af Venezuela som en ’usædvanlig og særligt stor trussel mod den nationale sikkerhed’ provokeret de latinamerikanske lande, som ser den amerikanske aggression som imperialistisk. Det er altså gamle magtforhold, der spiller et puds i regionen.

Reelt set et indenrigspolitisk træk
Så hvad får Obama til at spille med musklerne overfor Nicolás Maduro, når dekretet sætter ham i en prekær situation i regionen, som han netop har forsøgt at nærme sig med normaliseringen med Cuba?
Svaret er muligvis indenrigspolitisk. De to begivenheder hænger ifølge Alexander Main fra sitet The Hill tæt sammen. Netop normaliseringen af forholdet til Cuba har nemlig affødt kritik og sure miner fra særligt de cubansk-amerikanske Republikanerne, der sidder i Kongressen. Netop disse repræsentanter har i flere omgange forsøgt at stramme skruen overfor Venezuela. Men uden held.

Samme kongresmedlemmer sidder i vigtige komiteer, hvor de kan gøre det endnu sværere at gennemføre lovgivning, end det allerede er. Alexander Main vurderer derfor, at stramningen overfor Venezuela nærmere er en godbid til kongresmedlemmer, og altså et indenrigspolitisk træk, end at det reelt set handler om de syv personers brud på menneskerettighederne.