Velkommen til midtvejsvalget!

Valgene til Kongressen gik officielt i gang i går. Kongressen.com giver et overblik over midtvejsvalget, der står for døren.

Washington D.C. – Valgsæsonen er endelig startet!

Primærvalgene til Kongressen startede tirsdag aften ”deep in the heart of Texas”.

Det blev for eksempel klart, at det er Demokraten Beto O’Rourke, som skal prøve at vælte Republikaneren, og den tidligere præsidentkandidat, Ted Cruz.

I de næste måneder dykker Kongressen.com ned i de personlige historier. Der er Richard Ojeda: Den pumpede Demokrat fra West Virginia, der bliver kaldt JFK med tatoveringer og en bænk, og som ubegribeligt har en chance for at vinde i det mest Trump-venlige distrikt i landet.

Der er Floridas Carlos Curbelo, der både er latino og en af de sidste moderate i de Republikanere i Huset, og som sidder i et af de mest sårbare distrikter for GOP. Der er Demokraterne i de berygtede distrikter, hvor flertallet stemte på Obama i 2012 og Trump i 2016. Der er Mississippis Chris McDaniel, som er kendt som the Magnolia States svar på Alabamas Roy Moore.

Og så er der valgene i delstaterne. Georgias Stacey Abrams, der kan blive den første sorte kvinde, der bliver valgt til guvernør i USA’s historie. Rachel Crooks, der beskyldte præsident Trump for sex-chikane under valget i 2016, og som nu stiller op til Huset i Ohio i et distrikt, hvor 61 procent stemte på Trump.

Vi har også tænkt os at forklare, hvordan du kan analysere midtvejsvalget. Hvad du skal holde øje med for at få en ide om, hvilken vej de politiske vinde blæser. Hvad forskelige primærvalgssejre siger om tilstanden af de to partier. Hvordan det politiske klima påvirker den lovgivningsmæssige agenda. Og hvad præsident Trumps rolle er i valgkampen, selvom han ikke er på stemmesedlen, og hvad udviklingerne fortæller os om hans politiske styrke.

Men lad os få de basale ting på plads først. Det er umuligt at forstå midtvejsvalget uden at kigge på de strukturelle rammer for alle kongresvalg.

Den mest dominerende faktor for, hvordan en vælger sætter sit kryds er partiloyalitet. Er du registreret eller selv-identificeret demokrat, stemmer du ni ud af ti gange på Demokraterne. Det samme er sandt på den republikanske side. Der er tilmed sammenhæng mellem, hvordan et distrikts eller en stats vælgere stemmer i præsidentvalg og i valg til Kongressen. I 2016 stemte samtlige stater for eksempel på det samme parti til Senatet og til præsident.

Det betyder, at der i dag sidder forsvindende få Republikanske medlemmer i Demokratiske distrikter og omvendt.

Kilde: Cook Political Report

På samme tid har amerikanerne sorteret sig selv geografisk. I landdistrikterne bor der overvældende Republikanere. Byerne er fyldt med Demokrater. Og til sidst bliver kongresdistrikterne hovedsageligt bestemt af politikere.

I størstedelen af delstaterne tegner det lovgivende kammer linjerne og bestemmer derved, hvilke vælgere der hører til hvor. Disse grænser bliver ændret hver 10. år.

Politikerne fra begge partier forsøger at maksimere deres politiske magt og tegner distrikter, der sikrer dem de bedste chancer for at få flest pladser. Tag Pennsylvania, hvor Demokraterne har vundet mellem 44 og 50 procent af stemmerne i staten i henholdsvis 2012, 2014 og 2016, men dette har blot givet 5 ud af de 18 pladser i Repræsentanternes Hus ved alle tre valg. Fænomenet er bedre kendt som gerrymandering, og det kan for eksempel gøres ved at pakke distrikter baseret på partiregistrering og race (om dette er lovligt er dog i øjeblikket et aktivt spørgsmål for domstolene). Det fører til nogle kunstneriske distrikter.

North Carolinas 12. distrikt

Hvad betyder det så?

I forsvindende få af de hundredevis af valg til Kongressen er der rent faktisk spænding om, hvilket parti som vinder staten eller distriktet. Antallet af såkaldte sving-sæder er dalet drastisk de sidste 20 år ifølge Cook Political Report.

Kilde: Cook Political Report

Genvalgsraten i Kongressen er desuden ekstremt høj. 97 procent af Husets medlemmer blev genvalgt i 2016, mens 87 procent af senatorerne blev sendt tilbage til Kongressen. I Huset har raten ikke været under 85 procent siden 1964. Den laveste rate i Senatet var 55 procent, men i de seneste 10 valg ligger den stabilt omkring 85.

Slaget om magten i Kongressen i 2018 kommer altså til at blive udkæmpet i få stater og i få distrikter. Lad os tage et kammer ad gangen.

Senatet
Der er 100 medlemmer af Senatet, og Republikanerne har et snævert flertal 51-49. Senatorer er valgt i seksårige perioder, og derfor er der kun 34 medlemmer på genvalg i 2018.

Kilde: 270toWin.com

26 af dem er Demokrater (blå stater), 2 er Independents (grønne prikker) og 6 er Republikanere (røde stater). Det er altså et usædvanligt skidt kort for Demokraterne. Ti Demokrater er på genvalg i stater, som Trump vandt i 2016. I fem af dem vandt hans med mere end en dobbeltcifret margin.

Republikanerne har omvendt blot en senator i en Clinton stat. Arizonas åbne plads bliver set som Demokraternes bedste mulighed for at flippe en stat, mens deres muligheder i Tennessee, Mississippi og Texas er små. Der kunne blive endnu en plads ledig i Arizona, hvis kræftramte John McCain også trækker sig tilbage.

Det var derfor, at Demokraternes chok-sejr i Alabama sidste år var essentiel for deres muligheder for at vinde Senatet i november.

Repræsentanternes Hus
Der er 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus. Republikanerne har et flertal på 241-194, og Demokraterne skal altså flippe 24 distrikter for at overtage magten. Alle medlemmer er på genvalg. Og så er der tre specialvalg inden november: AZ-08, OH-12 og PA-18.

Det er vigtigt at forstå, at gerrymandering giver Republikanerne en stor strukturel fordel. Ifølge en analyse fra Decision Desk HQ kan Demokraterne få 54 procent af stemmerne på landsplan, men stadig kun få 206 pladser i Huset, hvilket efterlader Republikanerne med 229 medlemmer og flertallet. I 2016 vandt Republikanerne stemmeantallet i Huset 49-48, men fik stadig et flertal på 47 sæder.

Det hænger sammen med, at det såkaldte median-distrikt i Huset har et stærkt GOP-bias, som David Wasserman forklarer. Trump tabte med 2,1 procentpoint på landsplan, men vandt median-distriktet i Huset med 3,4 procentpoint. Dette bias blev mindsket en smule, efter Pennsylvania fik nye distrikter, men Huset har stadig et bias på 4,3 procentpoint mod GOP. Median-sædet er Don Bacons i Nebraskas 2. distrikt.

Som sagt er det ikke alle distrikter, der er i spil. Valganalytikere sætter i øjeblikket antallet af pladser, der kan skifte imellem 69 (Inside Elections) og 94 (Cook Political Report). Resten bliver anset som sikre pladser, hvor vinderen reelt bliver fundet i primærvalget. Det er for eksempel derfor, at vi allerede nu kan sige, at Texas i går aftes valgte deres første latina-medlemmer til Kongressen. I TX-15 og TX-29 vandt Veronica Escobar og Sylvia Garcia.

Kilde: Cook Political Report

Der er et par forskellige indgangsvinkler til det store billede i kampen om Huset. Den mest simple måde at se, hvilke medlemmer der er mest i farezonen er præsidentvalgene i 2016 og 2012. 23 republikanske pladser befinder sig i Clinton-distrikter, mens 12 demokratiske er i Trump distrikter.

En anden måde er at kigge på distrikter, der ikke har et nuværende medlem, der er på genvalg. Kongresmedlemmer nyder typisk en såkaldte incumbency-effekt. Effekten har svinget over tid, men kan typisk være mellem to og otte procentpoint. Det giver mening. Nuværende medlemmer er bedre kendt i deres distrikter, har kontorer der hjælper vælgere, et politisk apparat og institutionel viden om distriktet og bedre finansiering. Der er i øjeblikket 53 åbne sæder, hvoraf 36 tilhører GOP og 17 tilhører DNC.

De grundlæggende faktorer i midtvejsvalg
Johan Wizan skrev for nyligt, at Demokraterne stadig ikke har lært lektien. To principper tynger frem imod valgene i år ifølge hans analyse:

Det ene er Demokraternes fortsatte insisteren på en hierarkisk partikonstituering og fetishering af en politisk tronfølgerække, det andet er frygten for at opstille en konkret og gennemskuelig politisk alternativ til den siddende præsident der er andet og mere end: ”vi er bedre en [sic] Trump – se dog på ham!

Den Demokratiske kampagnearm, DCCC, har i enkelte tilfælde ikke set godt ud. For eksempel i primærvalget TX-07, hvor de lækkede skadelig information imod Demokraten Laura Moser, der efter i aften gå videre til et såkaldt runoff efter at have haft lav støtte før skandalen. Eller at de endnu ikke har erklæret støtte til en afroamerikansk kandidat i deres såkaldte ’Red to Blue’-program.

Der er heller ingen tvivl om, at Demokraterne har fejlet i at skabe et klart budskab. Deres nuværende ”A Better Deal” er alt andet end inspirerende.

Men sådan fungerer midtvejsvalg ikke.

I USA er kandidater deres egne mini-organisationer. Partierne har middelmådig indflydelse over de enkelte kandidater. Fordi vælgere er så partiske, som de er, er det vigtigste ikke partiet – som i øvrigt nok skal støtte dem efter primærvalget – men derimod bogstavet ved siden af deres navn på stemmesedlen. Som professor Julia Azari fra Marquette University har skrevet, så er USA defineret af svage partier og stærk partiskhed.

Partierne er derfor ikke nær så interessante at kigge på, som antallet af velfinansierede kandidater, som har valgt at stille op. Det er typisk en god indikator på, hvordan et parti klarer sig, fordi det er et udtryk for, om mulige kandidater tror de kan vinde i det nuværende politiske miljø. Her har Demokraterne allerede et historisk forspring ifølge tal fra Campaign Finance Institute.

I 2006 genvandt det Demokratiske Parti begge Kongressens kamre. I 2010 genvandt Republikanerne Huset med det største flertal, de havde haft siden 1930. Kan du huske deres sloganer? (De var i øvrigt ’Together We Can Do Better’ og ’A Pledge to America’).

Midtvejsvalg handler om den siddende præsident.

Republikanerne har en ulempe alene på grund af det faktum, at deres parti sidder på magten i Det Hvide Hus. Det regerende partis vælgere er typisk mindre motiverede og den siddende præsidentens parti mister typisk en håndfuld sæder i senatet, og over midtvejsvalgene fra 1994-2014 mistede partiet på magten i gennemsnit 24 sæder i Huset.

Kigger du tilbage på samtlige midtvejsvalg siden 1946, så giver præsidentens approval ratings et godt indblik i, hvor mange pladser i Huset der skifter farve. Tag de numre med et gran salt. Som du kan se er fejlmargin temmelig stor. Hvis Trump har en approval på 45 procent kan der ske alt fra, at GOP ikke mister pladser i Huset, til at de taber 65 (!). Men det giver os stadig en indsigt i, hvor vi skal starte analysen. I øjeblikket ligger hans approval omkring de 40 procent, og derfor kan vi sandsynligvis sige, at mindst ni pladser i fare i 2018.

Og så er der den såkaldte ”Generic Congressional Ballot”.

Meningsmålingsinstitutetter har længet stillet en variation af spørgsmålet: Looking ahead to the Congressional elections in November, which party do you plan to vote for if the election were being held today?

Denne måling siger altså noget om, hvilken parti landet helst vil stemme på i føderale valg. I 2016 havde Demokraterne en føring på 0,6 procentpoint før valget, og de samlede seks pladser op. I 2014 førte republikanerne med 2,4 i RCP’s gennemsnitlige målinger før valget og vandt 13 nye medlemmer. Det er generelt en af de af de bedste måder at forudsige resultater i midtvejsvalget på.

I øjeblikket har RealClearPolitics D+9,3 procentpoint, mens FiveThirtyEight har 9,4. Holder det stik tager Demokraterne Huset.

Vælgerkorpset ser desuden markant anderledes ud i midtvejsvalg. Der er langt lavere valgdeltagelse. I 2014 fandt sølle 36,4 procent af vælgere vej til stemmeurnerne. Det var den ringeste valgdeltagelse siden 2. verdenskrig. Vælgerne er i gennemsnit ældre, hvidere og har et højere uddannelsesniveau. Det er generelt til Republikanernes fordel. Deres koalition bygger i højere grad på disse segmenter.

Men Demokraternes entusiasme er en fare for Republikanernes chancer i 2018. Målinger viser igen og igen, at demokrater er mere entusiastiske. Det samme gør sig gældende i specialvalg. I 2017 overpræsterede demokratiske kandidater med 10 procentpoint i gennemsnit i lokale og føderale valg i forhold til præsidentvalget i 2016. I 2018 er det tal 26 procentpoint indtil videre ifølge Daily Kos’ tracker.

Millennial-generationen virker desuden langt mere interesserede i at deltage ifølge Pews seneste undersøgelse.

Kilde: Pew Research Center

Deres aldersgruppe er langt mere demokratiske end de ældre generationer, og deres manglende valgdeltagelse er en af de største grunde til, at Demokraterne har klaret sig dårligt i 2010 og 2014. Stemmedeltagelsen blandt unge i midtvejsvalg er fosvindende lav. I 2014 stemte under 20 procent.

Desuden er højtuddannede, særligt i forstæderne et segment, der har bevæget sig imod venstre. Denne udvikling er accelererede i 2016 og er kun blevet større. Kvinder med en universitetsuddannelse er for eksempel blevet en af de vigtigste grupper af svingvælgere efter Trump indtrådte i Det Hvide Hus.

Der er lang vej endnu til den 6. november. Demokraterne er snævre favoritter til at genvinde Huset, mens magten i Senatet efter november i øjeblikket læner mod Republikanerne, sådan som det står lige nu.

Vi ved samtidigt, at der er en vidt spænd af scenarier. Demokraterne kan tage Huset med en stor margin og knibe et flertal Senatet ud. Republikanerne kan bibeholde magten i begge kamre, selvom de får færre stemmer på landsplan.

En ting er sikkert: Vi kan ikke vente med at følge med.

God valgkamp!