Vanskeligt for Obama at tale om raceproblemer

USA er mindre raceadskilt end det var for seks år siden, da præsident Obama tog over som præsident. Det mener i hvert fald præsidenten selv, men det seneste års fokus på politidrab af sorte unge amerikanere, efterfølgende demonstrationer og hævndrab står i skærende kontrast til udtalelsen.

Lige inden nytår kom præsidenten en sjælden gang ind på USA’s raceproblemer, da han understregede, at selvom fokus på race og minoriteter har været på sit højeste i 2014 sammenlignet med de sidste mange år, er de fattige sorte og latinoers liv på ingen måde værre end for 5, 10 eller 20 år siden. Faktisk er USA mindre raceadskilt end det var, da præsidenten tiltrådte, udtalte han i et interview med NPR.

Udtalelsen står i skærende kontrast til det indtryk, man får, når man følger med i medierne i både USA og resten af verden. Her har dækningen af flere drab på unge, sorte amerikanere udført af hvide politibetjente, efterfølgende demonstrationer rundt om i USA og hævndrabet i New York på to politibetjente af en sort, ung mand været massiv.
Forholdet mellem politiet og sorte amerikanere kom til at definere 2014, og italesættelsen af problematikken og raceproblemerne i USA blev starten på en offentlig debat, som USA i høj grad har tørstet efter. ”Hands up, don’t shoot” og ”I can’t breathe” blev kampråbene for tusindvis af både hvide og sorte amerikanere, der gik på gaden for at få racerelationerne på dagsordenen hos magthaverne i politidistrikterne og Washington DC.

Ferguson blev startskuddet
Det var skuddrabet på Michael Brown i august, der startede en bølge af demonstrationer og satte fokus på det dårlige forhold mellem sorte amerikanere og politiet. Den 18-årige Brown havde begået røveri mod en kiosk i Ferguson i staten Missouri, og var efterfølgende kommet i klammeri med politibetjenten Darren Wilson. Efter at Brown og hans ven forsøgte at flygte, affyrede Wilson en række skud mod ham, som dræbte ham. Brown var ikke bevæbnet.
Drabet skabte hurtigt optøjer i Ferguson, hvor flertallet af indbyggerne er sorte, for man mente, at Brown havde overgivet sig, inden han blev skudt. Indbyggerne var rasende og gik på gaden i frustration over drabet og situationen i byen, hvor magthaverne, heriblandt politiet, i det store hele bestod af hvide mænd, og flertallet af beboerne af sorte familier. Forholdet mellem politimagten og de sorte beboere i Ferguson havde været dårligt i lang tid, og dette var dråben for mange af beboerne.

Den følgende uge var der flere demonstrationer i byen, både fredelige, men også voldelige protester med hærværk til følge. Flere demonstranter havde skrevet ”Hands up, don’t shoot” på skilte, og det blev hurtigt til et slogan mod politivold. I november kom et nævningeting frem til, at der ikke skulle rejses tiltale mod politibetjenten Darren Wilson, der skød og dræbte Michael Brown. Afgørelsen resulterede i endnu flere demonstrationer, der spredte sig rundt omkring i USA. Forløbet med nævningetinget blev kritiseret af flere juridiske eksperter og demonstranter gik på gaden for at protestere mod afgørelsen, heriblandt i New York, Seattle, Oakland, Cleveland, Atlanta, Chicago og Boston.

”I can’t breathe”
Få uger inden skuddrabet på Michael Brown blev en anden sort amerikaner dræbt af hvide politibetjente, men det blev først taget op af de landsdækkende medier, efter at drabet i Ferguson havde skabt så mange overskrifter. Og denne gang blev hele episoden optaget på video, så ingen kunne være i tvivl om, hvad der skete. I videoen fra Staten Island, som skabte røre over hele USA, blev den næsten to meter høje og temmelig overvægtige Eric Garner overmandet under en anholdelse. Politimændenes hårdhændede håndtering af Garner resulterede i, at han ikke kunne trække vejret, og blev kvalt med døden til følge. På videoen kan man høre den store, sorte mand, som bliver holdt nede af tre hvide politibetjente, og desuden ikke virker aggressiv på nogen måde, sige ”I can’t breathe”. Den sætning blev efterfølgende demonstranternes kampråb, der både illustrerede den fysiske kvælning, men også den situation, mange sorte amerikanere i USA føler, at det står i – at deres sønner, brødre og mænd ikke kan gå på gaden uden at føle, at de bliver mistænkeliggjort af politiet.

Endnu engang blev et nævningeting enige om, at der ikke skulle rejses tiltale mod den ansvarlige politibetjent, og amerikanerne begyndte at se et mønster. Demonstrationer i flere storbyer brød igen ud, og folk spurgte sig selv om, hvorvidt politimagten kunne gøre lige, hvad den havde lyst til over for den sorte befolkning, da det ikke virkede som, der nogen konsekvenser ville være over for politimagten. Sportsstjerner som basketballstjernen LeBron James bar efterfølgende en t-shirt med ordene ”I can’t breathe”, for at vise sin støtte. Det blev kritiseret fra flere sider, fordi man ikke mente, at sport og politik skulle blandes sammen. Præsident Obama roste dog efterfølgende LeBron James for at bære t-shirten, og udtalte, at Garners død og reaktionerne herpå sætter fokus på de større problemer, det amerikanske samfund har i forhold til tilliden mellem politiet og indbyggerne.

#ShootThePolice
Midt i december blev to politibetjente så dræbt, i hvad der lignede et hævnmord for Eric Garner og Michael Brown. Uden forvarsel gik drabsmanden Ismaaiyl Brinsley hen til de to betjentes politibil og skød dem. Kort efter begik han selvmord ved at skyde sig selv i hovedet, da politiet nærmede sig. Tre timer inden drabene postede Brinsley trusler mod politiet på via Instagram, hvor han refererede til drabene på Brown og Garner og brugte hashtagget #ShootThePolice. Drabene på betjentene satte et dystert punktum for racerelationerne og relationen mellem politiet og den sorte befolkning i 2014, der blev noget af det mest voldelige, USA har set i flere år.

Den sorte befolkning skuffet over Obama
Det har dog altid været svært, hvis ikke umuligt for præsident Obama at italesætte raceproblemerne i USA. Hans valgsejr i 2008 og 2012 viser, hvor langt USA er kommet i forhold til racerelationer, men også at der er lang vej endnu. Han sagde selv efter sin valgsejr i 2008, at han var sikker på, at lige så mange havde stemt på ham, fordi han var sort, som havde stemt imod ham af samme grund. Og på Demokraternes side mener mange, at en del af den modarbejdelse og kritik han er blevet udsat for, er blevet fremsat, netop fordi han er sort.

Obama går på æggeskaller, når det kommer til racerelationer, og derfor holder han sine udtalelser om emnet til et absolut minimum. Det var tydeligt, da han efter drabet i Ferguson sendte sin justitsminister Eric Holder til byen som repræsentant. At den første sorte præsident udebliver i sådan en situation, har skuffet den sorte befolkning, som håbede på mere end et par henkastede bemærkninger som støtte. Der er ingen tvivl om, at raceproblematikken i 2014 har været hård for Obama, og at han har mistet sort opbakning på den konto.

Til gengæld holdt Obama sig ikke tilbage i 2012, da den ubevæbnede teenager Trayvon Martin blev skudt og dræbt af en vagtmand i Florida. ”Han kunne have været min søn,” sagde præsidenten i et interview og gik endnu længere ”en anden måde at sige det på, er, at det kunne have været mig for 35 år siden”. Det er en af de få tilfælde, hvor præsidenten klart har meldt sin støtte ud og han viste dermed, at han forstår de problemer, mange sorte amerikanere møde til daglig, fordi han er en del af dem.

Der er dog ingen tvivl om, at forholdet mellem politiet og den sorte befolkning flere steder har været direkte giftig i mange år. Men forskellen er nu, at problematikken bliver dækket af de toneangivende medier, bl.a. på grund af demonstrationerne rundt omkring i landet, der spredte sig efter drabet på Michael Brown. De var med til at sætte fokus på raceproblemerne og indlede en offentlig debat om emnet, som USA længe har haft brug for. I 2015 kan vi se frem til en mere åben debat om racerelationerne, hvilket fortsat vil sætte emnet på dagsordenen for magthaverne og som med tiden forhåbentlig vil sikre en større grad af tillid mellem politiet og den sorte befolkning.

En måling foretaget i kølvandet på drabet i Ferguson viser dog, at kun 6 procent af de vigtige vælgere i svingstaterne mener, at racerelationerne har forbedret sig under den første sorte præsident i USA. Dertil kommer, at næsten halvdelen mener, at de er blevet værre. Selvom præsidenten står fast på, at raceproblemerne er blevet mindre de seneste år, er den amerikanske befolkning uenig. Og hvis ikke Obama igen finder en måde at vise den sorte befolkning, at han også er deres præsident, vil Demokraterne uden tvivl få det at føle til valget i 2016, som de gjorde til midtvejsvalget. 90 procent af den sorte befolkning stemmer demokratisk, og hvis de bliver hjemme foran fjernsynet, ser det ikke godt ud for partiet.