I sin State of the Union tale pralede præsident Trump med USA’s militære overlegenhed og den oprustning som hans administration har sat i gang. Men præsidenten er hoppet frem til konklusionen af oprustningen og giver et overdrevet billede af den militære overlegenhed.
Temaet for præsident Trumps State of the Union tale til nationen var, at USA under hans administration havde vendt den negative udvikling, som landet var ude i under præsident Obama. Dette gjaldt både økonomisk, på immigrationsområdet og internationalt. Det var mildest talt en selektiv fremstilling af virkeligheden, som USA’s præsident præsenterede for verden fra talerstolen i Kongressen. Det gjaldt også når det kom til sikkerhedspolitikken i talen.
Der er ingen tvivl om, at der under præsident Trump er sket en markant fremgang i de europæiske NATO-allieredes forsvarsbudgetter, hvilket præsidenten også tog æren for i sin tale. På denne måde står NATO stærkere i dag end for tre år siden, men til det billede hører også en historisk usikkerhed om sammenhængskraften i alliancen i disse år – hvilket igen er med til at svække den ellers stærkeste forsvarsalliance nogensinde set i verdenshistorien.
Så kommer vi til præsidentens
udtalelse om, ”our military is completely rebuilt, with its power being
unmatched anywhere in the world – and it’s not even close.” Dette
er en sandhed med modifikationer. Det amerikanske militær er ganske rigtigt i
gang med en oprustning og fornyelse af materiel, men i sin udtalelse er præsidenten
sprunget frem til slutningen af en mangeårig proces. For eksempel vil udvidelse
af den amerikanske flåde, som præsidenten har lagt op til, tage mange år, og
forventes først at være gennemført om 10-20 år. Det tager tid at bygge en ny flåde.
Ligeledes har flere rapporter slået fast, at den amerikanske forsvarsindustrielle
base er presset i disse år, og i tilfælde af en krise, vil man have svært ved
at følge med behovet. Faktisk diskuterer man også i øjeblikket, om det er realistisk
at komme op på de 355 skibe, som præsident Trump har lagt op til.
Der er ikke nogen tvivl om, at USA i en konventionel
krig ville kunne vinde over de fleste modstandere i verden. Dog konkluderede en
tværpolitisk rapport fra 2018, at det altså ikke nødvendigvis ville være tilfældet
med Kina, hvor man altså ikke længere kunne garantere en konventionel sejr.
Men for at udkæmpe en sådan konventionel storkrig ville det også kræve, at man
kunne samle styrker til at udkæmpe den. En sådan samling ville kræve, at
tropper blev flyttet fra andre steder i verden til den pågældende kampplads. Men
hvad så med USA’s øvrige interesser rundt om i verden? I øjeblikket er Pentagon
faktisk i gang med en omfattende analyse af militærets evner til at leve op til
den nationale forsvarsstrategis fokus på stormagtskonkurrence. For som vi har skrevet
om før her på Kongressen.com, så betyder USA’s globale interesser, at det er
svært for supermagten at holde strategisk fokus. I henhold til både den nationale
sikkerhedsstrategi og forsvarsstrategi, så bør fokus være på Kina og Rusland,
men samtidig betyder den aktuelle amerikanske politik, at fokus i høj grad stjæles
af Mellemøsten.
Men den militære overlegenhed er som nævnt også mest udtalt, når man taler om en konventionel konflikt. Problemet for Pentagon er, at det ved USA’s modstandere godt. Derfor har aktører som Kina og Rusland fokuseret på kapaciteter på cyberområdet eller udvikling af missiler til at holde f.eks. amerikanske hangarskibe på afstand. Det betyder, at når præsident Trump siger, ”it’s not even close”, så tales der til et hjemligt publikum, som ikke vil gå op i de nærmere detaljer om konventionelle eller assymmetriske fordele mellem USA og stormagtskonkurrenter som Kina og Rusland.
For det er i sidste ende i det lys, at vi skal se præsident Trumps State of the Union tale. Det var en kampagnetale, hvor præsidentens og hans følgeres verdensbillede blev fremført. Præsidenten kører sin kampagne på en idé om, at han overtog et USA i forfald, og at dette forfald nu er vendt til slående succes. Med henvisning til USA’s historie og tankerne om, at USA erobrede ”the frontier” søgte han at sætte sin administrations politik ind i en amerikansk erindring om sejr og sejlivede erobringer. I et sådan narrativ spiller det ikke en rolle, at udtalelserne om en militær overlegenhed absolut er en sandhed med voldsomme modifikationer, og at konkurrenterne altså også har en stemme i spillet.
