I øjeblikket gennemgår USA’s nyeste hangarskib tests til søs på sin lange vej mod at blive del af den amerikanske flåde. USS Gerald R. Ford er det første skib i sin klasse, og indtil videre lyder prisen på $13 mia. Men der er stadig lang vej til operationel status, og problemerne har hobet sig op. Faktisk i så stor stil, at flådeminister Richard Spencer har udtryk mistillid til de civile bygherrer – alt imens han er under beskydning fra Kongressen. Bag det hele lurer også spørgsmålet, om hangarskibe overhovedet gør sig i det 21. århundrede.
Et hangarskib er et prestigesymbol for en stormagt. Det faktum at Storbritannien i flere år har været uden et eneste hangarskib passer virkelig dårligt overens med en britisk selvforståelse funderet i historien omNelson, Trafalgar og et utal af sejre på verdenshavene. Samtidig er det også et statussymbol som nye stormagter søger. Derfor ser vi også i disse år fokus i Indien og Kina på at bygge egne hangarskibe som del af deres militære oprustning for at matche deres stigende økonomiske formåen.
Ud over national prestige er der også mange penge på spil. I øjeblikket er den amerikanske flåde ved at teste sit nyeste hangarskib (og det første i sin klasse), USS Gerald R. Ford. Den nye klasse skal afløse den berømmede Nimitz-klasse. Men det nye hangarskib er endnu ikke færdigtestet, selvom man allerede har spenderet $13 mia. på skibet – og der forventes at komme anmodninger om flere penge i fremtiden til færdiggørelsen. Det har ført til utilfredshed i Kongressen, hvor kongresmedlemmet Elaine Luria fra Virginia kritiserede projektet i skarpe vendinger for nyligt.
Ved en høring med højtstående repræsentanter fra den amerikanske flåde gik Luria, som er tidligere officer i flåden, til angreb ved at kalde USS Ford for en ”nuclear powered floating barge that’s not deployable.” Det fik den amerikanske flådeminister til at svare igen ved et arrangement ved en tænketank i Washington D.C., hvor han kaldte angrebet for ”en misinformations gave til vores modstandere.” Hvad han tænkte at opnå med et sådan angreb er ikke til sige, for ministeren har selv i skarpe vendinger kritiseret de civile bygherrer på USS Ford. Spencer har nemlig offentligt udtalt, at han tvivlende har spurgt cheferne hos Huntington Ingalls, som står for byggeriet, om de overhovedet har forstand på det de laver.
En pris som flere gange er gået over budget, talrige fejl og mangler, forsinkelser og debatter om ny teknologi – som også har inkluderet præsidenten – har præget processen med USS Fords byggeri. Men ud over at være plaget af problemer, så ulmer en debat i sikkerhedspolitiske kredse: Bør hangarskibet overhovedet udgøre rygraden for den amerikanske flåde i det 21. århundrede? Det er tæt på helligbrøde at tale om det, men emnet dukker op med jævne mellemrum. For med en så høj pris for hver enhed, mange kapaciteter samlet på et sted, og en lang leveringstid – kan man så tåle tabet af et hangarskib i krigstid?
Et projekt med mange problemer
Byggeriet på USS Gerald R. Ford begyndte i 2005, og skibet skal være det første i en ny klasse af atomdrevne hangarskibe, som skal afløse den kendte Nimitz-klasse. Den oprindelige plan lød på, at skibet skulle være leveret til flåden i 2015, men leveringen endte med at blive forsinket til 2017. Det forventes at hangarskibet kan stikke til søs på operationer omkring år 2022. Der er dog lang vej og mange skattepenge mellem nu og en operationel status for det største krigsskib i verden.
På nuværende tidspunkt er man gået over $2 mia. over det oprindelige budget, og der er flere større problemer, som endnu ikke er løst på skibet.
Roden til problemerne mellem flådeministeren og ledelsen hos Huntington Ingalls er, at syv ud af skibets 11 elevatorer ikke virker, og dermed kan der ikke fragtes våben og fly mellem dækkene. Tidligere i år havde ledelsen hos Huntington Ingalls lovet, at elevatorerne ville være klar til juli, men i maj måtte man krybe til korset, og erkende at elevatorerne først forventes klar i slutningen af 2020 eller begyndelsen af 2021. Det meget markante skred i tidsplanen var det, der fik flådeministeren til at sætte spørgsmålstegn ved, om ledelsen overhovedet vidste noget om det de lavede.
Et andet kontroversielt område ved byggeriet af USS Ford har været den nye katapult, som bygges på skibet til at sende kampfly afsted på missioner. Det nye system er baseret på elektromagnetisme i stedet for dampkraft som tilfældet er på Nimitz-klassen. Der har været massive problemer med systemet, som i teorien skulle kunne sende tungere lastede fly og flere af dem. I 2017 udgav Pentagon en rapport, som konkluderede at den nye katapult havde en høj fejlrate, som i sidste ende betød, at hangarskibet kun havde 70 % chance for at gennemføre én dags flyoperationer uden fejl. I tilfælde af en fejl tager det 90 minutter for systemet at lukke ned i en sådan grad, at man overhovedet kan undersøge hvad der forårsagede fejlen. Der er sket fremskridt på området, men det har kostet lange forsinkelser og økonomiske omkostninger.
Man har desuden udskudt stresstests af Ford-klassen, således at USS Ford ikke udsættes for de ellers almindelige stresstests af skrogkonstruktionen. Officielt hedder det sig, at man udskyder dem til senere skibe i klassen for at undgå at mangle hangarskibe til at gennemføre operationer. Onde tunger spekulerer dog i, at man udskyder testene, fordi man forventer store skader ved skroget, hvis man gennemførte dem. Testene foregår ved at lade sprængstoffer eksplodere tæt på skibet, for at simulere en kampsituation, og dermed teste skrogets evne til at stå imod sådan pres. Problemet med at udskyde testene er, at der dermed går længere tid, før eventuelle fejl rettes i senere skibe i klassen, som først påbegyndes på et senere tidspunkt.
Yderligere kunne mediet Breaking Defense for kort tid siden berette, at det nyeste amerikanske hangarskib først vil få kapacitet til at operere med det nyeste amerikanske kampfly, F-35 Joint Strike Fighter, flere år efter det bliver del af den amerikanske flåde. Det betyder, at skibet konfigureres til at kunne operere med flådens nuværende standardkampfly, F-18, men skal altså efterfølgende opgraderes for at kunne operere F-35 kampfly. Dette vil igen være en tidskrævende og dyr proces. Årsagen skal findes i det faktum, at specifikationerne for F-35 kampflyene ikke var færdigudviklede, da man sluttede udviklingen og designet af USS Ford. Faktisk vil det efterfølgende skib i Ford-klassen, USS John F. Kennedy, heller ikke blive bygget til at kunne operere med F-35, men vil kræve lignende opdateringer. Det betyder faktisk, at det første hangarskib, som vil operere med det nyeste kampfly vil blive et af de ældste hangarskibe i flåden, USS Carl Vinson, som i øjeblikket er i gang med flerårige opdateringer.
Kan man overhovedet bruge hangarskibe i dag?
Men samtidig med at man bruger mange ressourcer på at påbegynde en ny klasse af hangarskibe, som skal tjene den amerikanske flåde i årtier fremover (USS Carl Vinson er f.eks. allerede 36 år gammelt, og kan se frem til flere års tjeneste endnu), så diskuterer man nogle steder også om hangarskibe overhovedet bør fortsætte som rygraden i USA’s flådemagt.
Hangarskibe har siden Anden Verdenskrig og især sejren ved Midway udgjort rygraden i flåden, omkring hvilken det meste af resten af flåden opererede. De afløste tidligere tiders slagskibe, som viste sig alt for sårbare overfor de fly, som hangarskibene kunne sende afsted på operationer.
Men i nutidens sikkerhedspolitiske
kontekst er der en række svagheder ved hangarskibe, som nogen mener opvejer de
fordele skibene ellers har leveret.
I april i år omtalte den daværende amerikanske ambassadør til Rusland, Jon Huntsman, amerikanske hangarskibe som ”100,000
tons of international diplomacy”. Sådan har USA også i mange år brugt sine
hangarskibe. Når man ville påvirke en given situation ude i verden, men have
mulighed for at deeskalere relativt nemt, så kunne man sende et hangarskib.
Men forskellige steder i verden truer anti-skibs missiler den frie bevægelighed og operationsrum, som i de sidste mange år har sikret hangarskibenes dominans på verdenshavene. Det er f.eks. tilfældet med Rusland, Iran og fremmest i amerikanernes bevidsthed: Kina.
Spørgsmålet bliver
derfor, om man fra amerikansk side skal overveje, om man er villige til miste
hangarskibe i en krigssituation. Og kan man risikere det, når skibet koster
over $13 mia. og tager mange år at bygge – og man desuden i forvejen har
begrænset kapacitet til at reparere og bygge hangarskibe. Hvis anti-skibs
missiler gør, at hangarskibe skal operere længere fra kystlinjer øger det også kravene
til de kampfly, som opererer fra skibene. For hvis flyene skal lufttankes undervejs
øger det sårbarheden for fjendtlige angreb og betydelige tab.
Det kræver altså, at man enten minimerer truslen fra anti-skibs missiler eller
øger rækkevidden for kampflyene – noget der med F-35 programmet virker usandsynligt.
Derfor taler kritikere om det mon ville tjene USA bedre at fokusere på udvikling af missilsystemer, som kan operere på mindre platforme, som så enten kan operere i stedet for hangarskibe eller til at støtte disses operationer. Hvad end man vælger, så bliver det en omkostningstung opgave at udvikle sådanne kapaciteter.
Det er tæt på helligbrøde overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved hangarskibes eksistens i den amerikanske flåde. De er de største platforme man har, og de har i årtier været centrum for operationer. Kampgrupper er bygget op om disse flydende lufthavne (og reelt minibyer), som har været symbol på amerikansk magt.
Og så er vi tilbage til spørgsmålet om hangarskibe som nationale prestigesymboler, for netop de mange følelser og ressourcer som er kædet sammen med denne våbenart kan til tider præge en ellers meget relevant debat om den amerikanske flådes fremtid.
