Kristendommen stortrives i Afrika, og amerikanske kirkelige grupperinger på den kristne højrefløj har sat et massivt aftryk på det afrikanske kontinent.
I løbet af de sidste par årtier har den kristne højrefløj i USA investeret store summer i at promovere deres konservativ-kristne ideologier på det afrikanske kontinent. Både amerikanske katolikker, mormoner og ikke mindst de mere karismatiske grene af kristendommen såsom Pinsebevægelsen har gjort store indtog i de afrikanske lande syd for Sahara gennem målrettet missionering på bibelskoler, universiteter og ikke mindst via amerikanske tv-kanaler såsom Christian Broadcasting Network, som også når ud i de afrikanske tv-stuer. Samtidig har mange af kristne grupperinger i USA haft held med at influere på lovgivningen i flere afrikanske lande gennem decideret lobby-arbejde.
At udefrakommende søger og endda har held med at påvirke afrikanernes religiøse overbevisninger er langt fra et nyt fænomen. Kristne, europæiske missionærer har som bekendt en lang tradition for at udbrede det kristne budskab til de afrikanske lande, ligesom kolonimagterne i sin tid havde kristendommen som et integreret element i koloniseringen af de afrikanske lande. På samme måde har islam bredt sig over det meste af Nord- og Vestafrika og ned langs østkysten af kontinentet gennem århundreders missionering og kulturel indflydelse fra Mellemøsten. Der er altså intet nyt i, at religiøse grupperinger i fremmede lande arbejder målrettet for at hverve nye medlemmer på det afrikanske kontinent, og for så vidt er det også ganske ukontroversielt, at de amerikanske kristne satser målrettet på Afrika som et kontinent, hvor deres religion og indflydelse kan ekspandere.
Homoseksualitet = dødsstraf
Men alligevel er det ret kontroversielt, hvad der sker i disse år. Den form for kristen indflydelse, som amerikanerne udøver på afrikanerne nu om stunder, begrænser sig nemlig ingenlunde til uskyldig uddeling af bibler og lidt altervin om søndagen. Det er snarere den stok-konservative tolkning af kristendommen a la ”homoseksuelle skal dræbes” og ”abort er en dødssynd”, der via amerikanske pastorer er nået frem til det afrikanske kontinent. Et stærkt eksempel på dette finder vi i Uganda, hvor der i 2009 blev fremsat et lovforslag i parlamentet om, at homoseksualitet ”under særligt skærpende omstændigheder” skal kunne straffes med døden. Efter massivt pres fra udenlandske donorer – heriblandt Danmark – blev forslaget til at starte med forkastet, men sidenhen er det ugandiske parlament igen begyndt at debattere den drakoniske lov på ny. Det interessante i denne sammenhæng er, at lovforslaget, som ganske vist er fremsat af en ugandisk parlamentariker, ikke har sin oprindelse i Uganda, men snarere er opstået i de fanatisk-karismatiske grene af den amerikanske kirke. En delegation af konservative, kristne amerikanere var i 2009 inviteret til Kampala for at deltage i en workshop om ”den homoseksuelle trussel”. Anført af bl.a. Scott Lively, en kendt kristen karismatisk homofob, og den internationalt kendte forfatter og baptistpræst, Rick Warren, blev der iværksat en kampagne mod homoseksualitet i det østafrikanske land, som sidenhen udmøntede sig i det kontroversielle lovforslag.
Selv Mugabe hilser amerikanerne velkommen
På samme måde ser man i andre afrikanske lande, at amerikanske kirkemenigheder er i stand til at udøve lobbyvirksomhed og påvirke den politiske elite i lovgivningsarbejdet. I Zimbabwe f.eks. har en højreorienteret, amerikansk kirkelig organisation, American Center for Law and Justice, oprettet en filial med henblik på at inkorporere kristne livssyn i udarbejdelsen af lovforslag. Og med stort held tilsyneladende. Præsident Mugabe – selv en erklæret homofob – og oppositionsleder Morgan Tsvangirai har begge mødtes og samarbejder med organisationen.
At Mugabe samarbejder med en amerikansk organisation kan måske umiddelbart synes ejendommeligt. Er hele Mugabes raison d’être da ikke bygget op omkring en anti-vestlig og anti-hvid ideologi? Hvordan kan han så samarbejde med en ærke-hvid og kulturimperialistisk, amerikansk organisation som American Center for Law and Justice? Og på samme måde: Hvordan kan de ugandiske præster og politikere lade sig inspirere af en amerikansk tankegang, når deres ideologi grundlæggende er anti-vestlig, og når de ser homoseksualitet som en vestlig opfindelse, som det moralsk korrumperede Vesten forsøger at tvinge ned over de rene afrikanere som en ny art kolonialisme?
Det religiøse højre har en stærk appel i Afrika
Det er utvivlsomt et paradoks, at den politiske og religiøse elite i flere afrikanske lande på en og samme gang siger fra over for vestlig indflydelse, men samtidig lader sig inspirere og påvirke af disse amerikanske, kristne grupperinger. Men det skyldes nok, når alt kommer til alt, at disse amerikanske højreorienterede, karismatisk-fanatiske kristne har mere tilfældes med den brede befolkning i Afrika, end de har med den hjemlige befolkning i USA. Mormoner, evangelister, pinsekirker og andre karismatiske afgrene af den kristne tro hører trods alt stadig til den kirkelige yderfløj i et ellers meget kristent USA. I mange afrikanske lande derimod er disse kristne afarter mainstream.
I Afrika resonerer de kristne afgreninger godt med de oprindelige religioner. Karismatisk-kristne bevægelser i USA så som Pinsekirken tror på mirakler og det overnaturlige. Der bliver talt i tunger til gudstjenesterne, og har man en stærk nok tro, er man tilmed sikret materiel rigdom her på Jord. Denne form for kristendom appellerer stærkt til mange fattige afrikanere: Troen kan blive en vej ud af fattigdom. Og alle de overnaturlige elementer og troen på mirakler ligger ikke fjernt fra mange afrikaneres oprindelige religioner. Med andre ord er det lige til at oversætte de karismatiske afarter af kristendommen fra en amerikansk til en afrikansk kontekst.
You must be logged in to post a comment Login