WHO har advaret om, at covid-19 kan komme til at få alvorlige konsekvenser i mange af de krigs- og konfliktplagede lande, hvor sundhedsinfrastrukturen er skudt i sænk. Historisk har sygdomme altid spillet en rolle i mange krige. Det er derfor sandsynligt, at covid-19 også får betydning for situationen i Mellemøsten, hvilket kommer til at stille høje krav til USA’s evne til at navigere i en endnu mere kaotisk region.
Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com
Covid-19 har sat den globale handel på pause, placeret halvdelen af verdensbefolkningen i karantæne, og har potentialet til at vælte regeringer og forme udenrigspolitiske relationer. FN har appelleret til våbenhvile i alle større konflikter. Men det er stadig uklart, hvilken indflydelse pandemien komme til at få på de mange krige i Mellemøsten.
Sygdom har historisk altid spillet en rolle i krige, og nogle gange har det haft en direkte effekt på kriges gang. For eksempel mener nogle, at den amerikanske borgerkrig fra 1861 til 1865 blev forlænget med to år på grund af spredningen af sygdom. Eller den spanske syge og dens betydning for afslutningen af Første Verdenskrig og hvordan den stoppede USA’s Meuse-Argonne offensiv ved at aflede vigtige ressourcer til transport og pleje af syge og døde.
Men selvom sygdom i krige i en historisk sammenhæng ikke er noget nyt, så er Covid-19 i dag en helt ekstraordinær situation, som har store økonomiske såvel som sikkerhedsmæssige konsekvenser.
Olieprisens betydning for USA
Når krisen aftager, vil virussen sandsynligvis have svækket stabiliteten i autoritære mellemøstlige regimer, skabt utilfredshed i befolkningen og lagt deres økonomier i ruiner. Det vil direkte påvirke USA’s økonomiske interesser og nationale sikkerhedsinteresser.
På den økonomiske side har Covid-19 reduceret efterspørgslen efter olie pga. den reducerede aktivitet i hele verden. De nuværende lave oliepriser trækker de mellemøstlige olieproducerende lande mod et kollaps, fordi deres økonomier er stærkt afhængige af olieproduktion. Det lave globale olieforbrug og oliepriskrigen mellem Saudi Arabien og Rusland betyder, at priserne siden midten af marts har været nede under 30 dollar pr. tønde.
Men selvom USA ikke selv har brug for den mellemøstlige olie, så spiller olien alligevel en vigtig rolle, fordi prisen på olie har betydning for den globale økonomi og dermed på USA’s økonomiske interesser. Men historisk set, så har prisen på olie også været påvirket af konflikter og regional ustabilitet. Så når efterspørgslen atter stiger på olie, når verden kommer ud af karantæne, så kan priserne yderligere presses i vejret af den ustabilitet, der er opstået i kølvandet på den nuværende situation i Mellemøsten.
USA har derfor interesse i et stabilt Mellemøsten for at sikre et ’steady flow’ af olie og holde prisen på et fornuftigt niveau. Fordi hvis oliepriserne er lave, er det dårligt for USA og deres skiferolie, hvor mange af de amerikanske skiferproducenter i forvejen er i økonomiske problemer. Omvendt hvis oliepriserne er for høje, er det dårligt for den globale økonomi og dermed USA. Uanset hvad, er det en uheldig situation for USA.
Risiko for ustabilitet i en højspændt region
Udover olien er en af de mest væsentlige interesser for USA (og Europa) at undgå, at der kommer endnu mere ustabilitet, fordi det kan medføre mere jihadisme og terrorisme. Konflikter og regional uro ved vi kan skabe grobund for international jihadisme og terrorisme som alt andet lige, direkte påvirke USA’s nationale sikkerhedsinteresser. Derfor er konsekvenserne af covid-19 for regimestabilitet et problem.
Før udbruddet af covid-19 var Iran, Libanon og Syrien allerede på randen af økonomisk sammenbrud. Tyrkiet har millioner af flygtninge i lejre, og millioner forsøger at komme ind fra Syrien. Denne krise i folkesundheden kan forårsage økonomisk sammenbrud i et eller flere af disse lande. Dette bringer risikoen for anarki med sig. Salafister kan fylde vakuummet og muligvis udfordre amerikanske styrker og regionale allierede som Israel.
Folkelige opstande og utilfredshed har også allerede været et problem før covid-19, og det er derfor sandsynligt at den nuværende krise blot presser befolkningerne yderligere. Det lyder måske lovende, hvis det fører til det iranske regimes fald, men de utilsigtede og uforudsigelige konsekvenser i den muslimske verden kan være svære at navigere i. Hvis Iran kollapser, ville konsekvenserne for regionen være uoverskuelige og langt overgå konsekvenserne af den amerikanske invasion i Irak i 2003.
Derfor, når den øjeblikkelige folkesundhedskrise er løst, kan vi forvente ustabilitet i fattige lande i Mellemøsten, og for USA betyder det potentielt, at radikal islamisme vil intensiveres i det næste årti. Og mange udenrigspolitiske udfordringer kan vende tilbage i denne forbindelse.
Ligeledes kan situationen i Iran have negative konsekvenser for USA. USA’s fortsatte sanktioner af Iran kan være med til at skade USA’s image internationalt, fordi det udstiller USA som en kynisk stormagt, der vender det blinde øje til den igangværende humanitære tragedie. Mange lande, inklusive nogle europæiske stater, har den opfattelse, at USA’s sanktioner er overdreven og kontraproduktiv i den nuværende situation.
Fortsatte sanktioner midt i covid-19-krisen ville yderligere undergrave USA’s moralske autoritet og billedet af USA, som en idealistisk stormagt, der står vagt om menneskerettighederne. På lang sigt vil tabet af moralsk autoritet reducere USA’s evne til at påvirke begivenheder og nå sine mål uden at ty til militær magtanvendelse.
Med andre ord vil det alvorligt undergrave USA’s ’bløde magt’. Og som den amerikanske diplomat Richard Haas understreger, så vil verdenen efter covid-19 stadig være en verden med aftagende amerikansk lederskab, vaklende globalt samarbejde og stormagtskonkurrence. Covid-19-krisen i Mellemøsten kan derfor potentielt få omfattende økonomiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser.
Krigens tredje hær
Vi er nu i en situation, hvor landes militære styrker kan blive sat ud af spillet eller gøres ukampdygtige. Og selvfølgelig er det også helt overordnet set med til at skade civilbefolkningen i lande, hvor befolkningen i forvejen er hårdt presset af krig, hvor Covid-19 nu lægger et yderligere pres på befolkningen såvel som økonomien. Sygdom kan derfor forværre kriges omkostninger, men det kan også betyde, at de stridende parter indser, at de er nødt til at forhandle sig til en løsning.
I Yemen har man for eksempel indgået våbenhvile på grund af bekymring over spredningen af Covid-19. Frygten er, at sygdommen vil ødelægge et folk, der allerede er svækket af sult og er afhængig af et sundhedsvæsen på randen af sammenbrud.
Dermed er Yemen måske et eksempel på, hvordan sygdomme kan ”forbedre” konflikter ved at få begge sider til at gå til forhandlingsbordet frem for at fortsætte kampen. Det skal dog bemærkes, at allerede tilbage i november 2019 sendte Saudi Arabien tydelige signaler om, at de var klar til at løse Yemen-konflikten. Ergo kan det ikke kun tilskrives covid-19. Men om ikke andet har udbruddet fremskudt processen og medført, at alle parterne har indgået en våbenhvile.
Tilsvarende står Syrien overfor betydelige udfordringer efter mange års borgerkrig har udtømt landets infrastruktur. Og lige som covid-19 blev til en pandemi, blev Rusland og Tyrkiet enig om en våbenhvile. Men selvom der er en våbenhvile og Assad-regimet kan være tæt på at vinde en bitter sejr, ser landets fremtid ikke lys ud. Det vil nemlig tage mere end en landsdækkende våbenhvile for at forhindre en covid-19-katastrofe i Syrien. Og allerede nu ser det ud til, at nøgleaktører i den syriske konflikt drager fordel af situationen ved at omgruppere styrker under deres kontrol og konsolidere magten i områder, der er under deres kontrol.
Derudover betyder en afslutning på krigen i Syrien ikke nødvendigvis et øjeblikkelig ophør af al vold. Oppositionsstyrker kan muligvis føre en lav-intens krig i de kommende år, som det er sket i Irak. Ligeledes kan pandemien og den globale mobilisering, den kræver også skabe et vakuum Islamisk Stat kan udnytte.
i Libyen kan coronavirus også være katastrofalt. Konflikten har efterladt Libyen med begrænsede økonomiske ressourcer og mangel på grundlæggende udstyr. Og Libyen er blandt de 27 lande, der er mest sårbare over for nye udbrud ifølge en rapport fra Global Health Security Index. De seneste dages kampe omkring hovedstaden, Tripoli, antyder at risikoen for et større virusudbrud ikke er nok til at sikre fred i landet.
Ligeledes I Irak, selvom Iran og USA er to af de lande, der er mest berørt af coronavirus, har der ikke været tegn på nogen nedgang i kampen for indflydelse, der stort set har udspillet sig på irakisk jord. F.eks. har Washington udsendt Patriot-luftforsvarsmissiler, hvilket øger frygten for en fornyet eskalering med Teheran.
Covid-19 kan altså potentielt set påvirke USA’s geopolitiske interesser i Mellemøsten på en række områder, og der vil være rigeligt Trump-administrationen at håndtere.
