Som startskuddet på en miniserie om de Arktiske nationer og interesser er det oplagt at starte med amerikanerne. Via Alaska og de sikkerhedsmæssige dimensioner har USA en stor interesse i området. Som den arktiske is trækker sig tilbage, vil der med tiden også være en stigning i kommerciel skibsfart langs de to trans-Arktiske sø ruter, der med den Nordvestlige Passage som den ene løber langs det østlige USA og Canada.
Under Obama administrationen fik Arktis stort fokus, med en af udgivelsen af en række af policy dokumenter til følge. Disse søgte særligt at øge samarbejdet og koordinationen mellem de forskellige arme af staten, øge fokus på sikkerhedsdimensionerne og styrke det internationale samarbejde i regionen. Siden administrationsskiftet til Trump er der dog droslet voldsomt ned for fokus på Arktis i regeringen – National Security Strategy 2017 dokumentet, der udlægger den næste tids fokus for den amerikanske stats sikkerhedsinteresser, nævnte kun Arktis én enkelt gang.
” A range of international institutions
establishes the rules for how states, businesses, and individuals interact with
each other, across land and sea, the Arctic, outer space, and the digital
realm. It is vital to U.S. prosperity and security that these institutions
uphold the rules that help keep these common domains open and free.”
National
Security Strategy of the United States of America, December 2017
Derudover er der på nuværende tidspunkt en tom stol ved rollen som U.S. Special Representative for the Arctic, der indtil starten af 2017 var besat af tidl. Kystvagts Admiral Robert J. Papp Jr. Trump har dog ikke følgende hans afgang udpeget en efterfølger. Denne ellers vigtige detalje viser en klar uenighed mellem regeringen og den militære ledelse omkring vigtigheden af Arktis over den næste årrække. Trump kan snakke nok så meget om at ville købe Grønland og få mere indflydelse på regionen, men hans regerings handlinger arbejder i den stik modsatte retning.
I takt med den øgede internationale fokus på Arktis og den russiske oprustning i området, er det amerikanske militær, og her særligt deres kystvagt og flåde, seriøst begyndt at inkludere Arktis i deres strategier og operationer.
En øget kommerciel aktivitet vil bringe problemer som større risiko for forurening af området og ulykker. Opsamling af oliespild i isdækkede vande mildt sagt mere besværlig end under relativt normale forhold og effektive strategier er ikke blevet udviklet endnu. Selvom der endnu ikke har været nogen seriøse olieudslip, stiger risikoen med hvert år, og sådan et udslip kan forårsage voldsomme skader på det arktiske dyreliv og økosystemer. En ulykke i samme stil som f.eks. den ved Deepwater Horizon fra 2010 ville være ødelæggende for et enormt område i regionen.
USA har dog et enormt problem relateret til deres generelle bevægelsesmuligheder, da de kun ejer 3 isbrydere – to, der er 30 år over deres egentlige operationstid, og én der ikke er operationel overhovedet. 3 nye er planlagt, men de er nogle år fra at være færdige og øger ikke USA’s operationelle muligheder da de kun skal erstatte de nuværende. Dette problem blev mindsket en smule i 2011 da de arktiske nationer indgik en aftale om samarbejde vedrørende redningsaktioner i området.
Begge dele af den amerikanske Kongres har politiske forsamlinger (caucus) fokuseret på Arktis, og disse gør opmærksom på en række af områder hvor der potentielt, eller allerede, er problemer for USA i regionen. Nogle områder, som klimaforandringer og tilbagerykningen af den polare is, den sørgelige tilstand af den amerikanske isbryder flåde, og den række af problemer der kommer med en øget aktivitet i området og potentielle redningsaktioner er allerede nævnt. Dertil findes der seriøse problemer associeret med udvinding af olie, gas, og mineraler – Selv med klimaforandringer er der hårde betingelser for at være i området, særligt under vinteren. Betingelserne gør det svært og dermed dyrt at producere, bevare, og transportere det der bliver hentet op. Infrastrukturen og det der skal bygges i fremtiden, har også problemer da klimaforandringerne gør permafrosten, deres bygningsgrundlag, ustabil. Generelt er det meget svært at udvinde noget som helst fra området, eller komme ulykker til livs, så længe infrastrukturen er så underudviklet.
Balancegangen og de rustne våben
De fleste Arktiske nationer er enten allierede med USA eller har et stærkt samarbejde med dem – det gælder Canada og de nordiske lande, heriblandt Danmark. Disse arbejder generelt sammen når det kommer til deres individuelle Arktiske strategier.
Det står anderledes til med Rusland, der på samme tid er en samarbejdspartner og konkurrent i området. Rusland estimeres til at omfatte ca. halvdelen af Arktis målt på områdeareal, kystlinje, befolkning, og højst sandsynligt også i mineral værdier. Det betyder at Arktis har en langt højere værdig og vigtighed for Rusland end mange af de andre involverede. Dertil forsvinder isen hurtigere nær Ruslands områder end ved USA og Canada, med mere shipping-aktivitet til følge.
Den geopolitiske situation i Arktis har i de seneste år ændret sig kraftigt og en af de primære faktorer bag dette, er det skift der er sket efter slutningen af den Kolde Krig. Tiden mellem de sene 1980ere og til omkring nu har været påvirket af en unipolær verden med USA som den største magtfaktor. Nu er den internationale orden dog usikker i og med at Kina, Rusland, og andre magter har sat spørgsmålstegn ved den amerikansk-ledede vej. En effekt af dette ses i Arktis som nu oplever den største spænding og konkurrence mellem de involverede nationer siden den Kolde Krig. Området har ellers indtil nu været præget af den ”Arktiske ånd” hvormed de Arktiske nationer har søgt at løse problemer på et fredeligt sæt og samarbejde så meget mulig på trods af hvad der ellers er sket i verden. Nogle eksperter frygter dog at en fredelig tilgang til hændelser deroppe potentielt kan betyde at man giver stille samtykke til den aggressive adfærd i området fra Rusland og Kina.
Selvom USA og deres allierede indtil nu har kunnet samarbejde med Rusland i Arktis, har deres nylige stærke oprustning sået tvivl om hvorvidt man er på vej tilbage til en spændingssituation som man så under den Kolde Krig. Herudover er handlinger taget uden fra Arktis, særligt mht. Ukraine og Krim-halvøen og de vestlige sanktioner der fulgte, begyndt at have betydning for hvordan nationernes forhold udvikler sig i Arktis.
Når det kommer til Kina og deres forsøg på investeringer i området og involvering i det Arktiske Råd, er USA meget kontant – De affejer alle ikke-Arktiske nationers krav på at tage del i beslutningerne omkring hvad der skal ske i Arktis.
Bliver det hedt i det kolde?
De fornyede spændinger i regionen har ledt til bekymring hos de amerikanske embedsmænd om at det potentielt leder mod øget militær konkurrence, og om hvorvidt USA er godt nok klædt på militært til at kunne forsvare deres interesser i området. Det har om ikke andet ledt det amerikanske militær til at fokusere på regionen og de Arktiske operationer igen, hvilket mest kan ses ved genetableringen af den amerikanske 2nd Fleet for Nordatlanten og Arktis som et modsvar til russernes oprustning.
Som det kan ses, er USA endelig igen vågnet op til dåd og har, til dels, indset vigtigheden af den Arktiske region. De har dog måske sovet lidt for længe og deres førhen blanke, skarpe våben er nu rustet op og har i den grad brug for at blive slebet. Der er ingen tvivl om at regionen kun vil få en større del i det strategiske beslutningstagen over de næste år, lige meget hvad den amerikanske regering vælger at gøre eller rettere, ikke vælger at gøre. Det amerikanske militær er udmærket klar over den sørgelige tilstand deres styrker og infrastruktur i området er i og vil uden tvivl fokusere på at få den op til standard igen så meget som muligt.
