USA udvider missionen i Syrien

Lige knap et år efter USA begyndte sin kampagne mod Islamisk Stat, har man sendt en styrke af moderate syriske oprørere ind i Syrien. Det mest markante ved det er et efterfølgende løfte om amerikansk luftstøtte mod Assad-regimet hvis det måtte blive nødvendigt. Det kan betyde en eskalation af USA’s engagement. En eskalation som Obama hverken har en plan for – eller ønsker.

Der har de sidste måneder været flere historier om at USA’s kamp mod Islamisk Stat (IS) er ramt af dødvande. Det er sådan set stadig tilfældet. Man bomber i øjeblikket dagligt, men man har endnu ikke i større omfang formået at skubbe IS tilbage fra de områder de erobrede i sommeren sidste år. En central faktor i dette er at man mangler en brugbar landstyrke til at bekæmpe IS, både i Syrien og Irak. Det har amerikanerne søgt at ændre på ved at uddanne moderate syriske oprørere til at kunne bekæmpe IS i Syrien. Denne styrke er nu sat ind i landet, med løfte om amerikansk luftstøtte hvis de kommer i konflikt med Assad-regimet.

Det kan undre at Obama-administrationen afgiver et sådan løfte, da det kan betyde en markant eskalation af USA’s engagement i konflikten, idet man dermed også kan blive hevet med i den syriske borgerkrig. Dette har ellers været en konflikt som Obama-administrationen har gjort meget for at holde afstand til.
Hvis det sker, så er det et kæmpe problem for Obama-administrationen, som knap nok har en klar strategi for krigen mod Islamisk Stat. Hvis man nu også skal til at håndtere en begrænset krig mod Assad-regimet, bliver det virkelig kompliceret.

En meget lille styrke
For at have en brugbar allieret på jorden til at bekæmpe IS har USA arbejdet på at få uddannet en styrke bestående af moderate syriske oprørere. Denne uddannelse er primært foregået i Jordan, og er altså sideløbende med uddannelsen og hjælpen til den irakiske hær. Målsætningen var fra starten høj – man skulle have uddannet 5.400 syrere i det første år. Lad os bare sige, at det tal har man ikke nået. Faktisk er antallet af uddannede syrere kun oppe på 60.
Det er denne styrke, som nu er sat ind i Syrien, og som kan forvente amerikansk luftstøtte hvis de angribes af styrker fra Assad-regimet. Hvad styrken skal kunne udrette i Syrien er ikke offentligt kendt, men på trods af dens lille størrelse, så har styrken potentiale til at eskalere USA’s kamp til et helt nyt niveau. Hvis det skulle ske at amerikanske kampfly er nødt til at angribe styrker fra Assad-regimet, er det meget interessant hvordan Obama-administrationen vil håndtere det.

Hvis man begynder en bombekampagne mod Assad-styrker, vil man skulle definere omfanget af opgaven, og hvad man vil opnå – noget man har svært nok ved at gøre i kampen mod Islamisk Stat. Hvis man engagerer Assad-regimet vil man sætte gang i en helt ny dynamik, og USA vil blive en mere direkte del af den stedfortræderkrig som Iran og Saudi Arabien har gang i.

Hele situationen bliver kompliceret af at Obama-administrationen og den internationale koalition i kampen mod IS, ønsker at adskille kampene som foregår i Irak og Syrien. På den ene side har man kampen mod IS, en kamp som man er enige om er nødvendig, og som man er villige til at forfølge, selv inde på syrisk territorium.
På den anden side har man borgerkrigen i Syrien – en krudttønde som Obama-administrationen i flere år har gjort alt for at holde sig væk fra.

Obamas kyniske vurdering
For kort tid siden fik USA endelig lov til at anvende en tyrkisk luftbase til luftoperationer mod IS. Tyrkiet har ellers forholdt sig i ro i forhold til kampen mod IS, men et terrorangreb har ændret på dette.
Tyrkiet er nu del af kampen mod IS, men der har været en hage ved at få Tyrkiet med. Samtidig med at IS er blevet et tyrkisk mål, så er kurderne også blevet et mål for tyrkiske angreb. Konflikten mellem kurderne og Tyrkiet har varet i årtier, og der ser ikke ud til at være nogen løsning i sigte. Obama-administrationen har ikke gjort et stort nummer ud af at Tyrkiet er begyndt at bombe kurderne, simpelthen fordi Tyrkiet er en strategisk partner.

Indtil nu har den mest succesfulde part i kampen mod IS været kurderne. Det har betydet at risikoen, set fra tyrkisk side, for et uafhængigt Kurdistan i det nordlige Irak kunne blive en realitet, hvis staten Irak ikke formår at holde sammen.

Ved at engagere sig i kampen mod IS lader det til at Tyrkiet har fået en mulighed for også at slå ned på kurderne ved samme lejlighed. Fra amerikansk side lader vurderingen til at være at Tyrkiet er en mere værdifuld partner at have med i kampen mod IS (samt som en vigtig NATO allieret), end kurderne, og derfor vender man det blinde øje til de tyrkiske angreb.

Der er to måder at se på denne amerikanske vurdering. I forhold til kampen mod IS har amerikanerne desperat brug for en landstyrke, en rolle som de kurdiske Peshmerga styrker har udfyldt med størst succes. På den anden side er der det større, og nogen vil sige mere kyniske, strategiske billede. Her spiller Tyrkiet en central rolle som amerikansk allieret i en region hvor USA har brug for stabile allierede, samt som NATO allieret i en tid hvor der er brug for solidaritet til at stå imod Rusland. Dermed bliver Tyrkiet bare en bedre satsning for USA end kurderne er, da amerikansk støtte til kurderne kan lede videre til konflikter om et selvstændigt Kurdistan.

Og med Obama-administrationens udmelding om at man vil give luftstøtte til de moderate syriske styrker man har sat ind mod IS, så er det ikke fordi man er vilde efter at risikere at stikke fingrene i endnu en hvepserede.