USA og Tyrkiet er blevet det umage par

Regeringen i USA har været tvunget til offentligt at afvise, at den var involveret i sommerens kupforsøg i Tyrkiet. Det er kun det seneste eksempel på, at mistillid og divergerende interesser har erstattet tillid og fælles form i relationen mellem de to NATO-allierede. Årsagen skal dels findes i Erdogans personlige ledelsesstil og dels i en benhård sikkerhedspolitisk uenighed i Syrien.

Af Pola Rojan Bagger, journalist og forfatter

Rationalitet er en vigtig målestok på den internationale scene. Hvis en regerings evne til at føre rationel, pragmatisk og langsigtet udenrigspolitik begynder at blive draget i tvivl internationalt, kan det få ødelæggende konsekvenser for det pågældende lands omdømme og muligheder. Særlig alvorligt er det, hvis landet er en vigtig brik i en større international sammenhæng og som sådan løser opgaver på vegne af et fællesskab. Dette er Tyrkiets nye virkelighed. Siden landets islamiskkonservative præsident Recep Tayyip Erdogan blev forsøgt væltet ved et militærkup i juli, har hans hårde kurs både ude og hjemme styrket den internationale opfattelse af en utilregnelig leder, der ikke synes at dele interesser med det øvrige NATO og USA, der i årtier har udgjort rygraden i tyrkisk sikkerhedspolitik.

Mens tyrkiske politikere længe har været skeptiske over for europæerne, har et godt forhold til Washington altid været første prioritet for regeringer i Ankara. Men først og fremmest for det tyrkiske militær, der i årtier var den stærkeste magtfaktor i tyrkisk politik, og som i lige så høj grad betragtede de tyrkisk-amerikanske relationer som et bevidst tilvalg af vestlige værdier som et fravalg af nære relationer til dubiøse muslimske regeringer i naboregionen. Den gensidige og officielle opfattelse af de tyrkiske-amerikanske relationer var den, at de byggede på en fælles respekt for demokrati, retsstat og stabilitet i en region, hvor det modsatte var normen. Man bør i parentes bemærket stille sig tvivlende over for, hvor dybfølt respekten fra tyrkisk side var og er for demokrati og retsstat, ligesom de tyrkiske generaler altid har været yderst mistænksomme over for amerikanske ambitioner i Mellemøsten. Men ikke desto mindre var den internationale position for Tyrkiet traditionelt set den, at landet hørte naturligt til i det vestlige interesse- og værdifællesskab, hvor sikkerhedspolitikken udgjorde et solidt anker.

Det mest slående forhold her er den hæsblæsende hastighed, hvormed Tyrkiet har ændret karakter i Vestens øjne. Bare i 2009 var Erdogan som den første tyrkiske premierminister nogensinde gæst ved en middag i det Hvide Hus, hvor præsident Obama omtalte ham som ’sin ven’ og en leder, der ikke blot var i stand til at bringe fred til Mellemøsten men sågar bidrage til verdensfreden. Tyrkiets stærke AKP-regering og Erdogan blev hyldet for sine markedsøkonomiske reformer, sine optagelsesforhandlinger med EU og ikke mindst sin villighed til at bilægge Tyrkiets 30 år lange, blodige kurderkonflikt gennem fredsforhandlinger med de kurdiske PKK-oprørere. Alle tegn på Erdogans langsigtede vision for et stabilt Tyrkiet, lød analysen dengang.

Billedet har været under stille forandring de seneste år, men mest bag lukkede døre. Erdogans utilslørede magtmonopolisering, dæmonisering af al opposition, fængsling af journalister og knægtelse af basale borgerrettigheder var synlig for enhver. Men i vestlige hovedstæder, mente man, at behovet for tyrkisk udenrigspolitisk velvilje oversteg hensynet til tyrkisk demokrati. Derfor gik man stille med dørene og påførte sig fløjlshandsker i omgangen med Erdogan. Det har gennem årene styrket Erdogans opfattelse af, at Vesten har mere brug for Tyrkiet end omvendt, og at han derfor kan tage sig overordentligt store friheder i relationen til navnlig USA.

Fremtiden vil vise, hvor amerikanernes grænse går i forholdet til et Tyrkiet, der siden sommerens kupforsøg i langt større grad end tidligere er kommet under Erdogans ubestridte kontrol. Tyrkiet regeres i dag i praksis ved diktat fra præsident Erdogan, der dog ifølge den tyrkiske forfatning blot er en ceremoniel figur uden udøvende magtbeføjelser. Det har Erdogan udtrykkeligt valgt at se bort fra, da han anser den tyrkiske forfatning for at være forældet.

Blandt de mest aktuelle udfordringer i det tyrkisk-amerikanske forhold er den tyrkiske udleveringsbegæring af den islamiske prædikant og forretningsmand Fethullah Gülen, der har opholdstilladelse i USA. Ifølge de tyrkiske myndigheder er han bagmanden bag kupforsøget. Den amerikanske regering har ved flere lejligheder svaret, at den tyrkiske begæring vil blive behandlet af amerikanske domstole og altså ikke er en politisk beslutning, hvilket tyrkerne ser som mistænkeligt fodslæb fra amerikansk side. I mellemtiden raser der en omfattende anti-amerikansk bølge i Tyrkiet godt hjulpet på vej af den tyrkiske regering. I juli erklærede den tyrkiske beskæftigelsesminister Süleyman Soylu, at USA slet og ret stod bag kupforsøget, mens det regeringsvenlige dagblad Yeni Safak, der er et slags partiorgan for regeringspartiet AKP hævdede, at CIA orkestrerede begivenhederne på kupnatten. Kampen mod Gülen og hans vidstrakte netværk af virksomheder, skoler og sympatisører inden for statslige institutioner har indtaget en absolut førsteprioritet for den tyrkiske regering. Derfor får amerikanernes endelige træk i denne penible sag enorm betydning for de to landes videre forhold. Hvis Gülen ikke bliver udleveret, vil Erdogan skrue yderligere op for budskabet om, at Washington støtter terrorister, der er ude på at undergrave den tyrkiske stat.

Det er et uhyre salgbart narrativ i en tyrkisk offentlighed, der sjældent tillægger USA positive motiver. Mange tyrkere føler sig ikke mindst bekræftet i dette, når de ser mod deres krigsramte naboland, Syrien. Her støtter amerikanerne de syriske kurdere, der på rekordtid har ryddet store landmasser for ISIS med hjælp fra især amerikanske kampfly. Men det syriske-kurdiske PYD-bevægelse er affilieret med det terrorstemplede PKK, som har ligget i krig med Tyrkiet siden midten af 1980’erne. Med amerikansk hjælp har bevægelsen nu etableret et selvstyreområde i Nordsyrien, der også har russisk støtte. Det er et mareridtscenarium for det tyrkiske sikkerhedsapparat, at en PKK-venlig bevægelse nu kontrollerer størstedelen af den tyrkisk-syriske grænse på sydsiden. Derfor har Tyrkiet igennem længere tid støttet både islamistiske militser og andre oprørsgrupper mod de USA-støttede kurdere og endda selv beskudt dem med artilleriild direkte fra den tyrkiske side af grænsen. En besynderlig situation for to NATO-allierede og et tydeligt tegn på, at Tyrkiet ikke deler interesser og udenrigspolitiske prioriteter med USA i hverken Syrien eller i kampen mod væbnet islamisme. Men Tyrkiet har med Erdogans voksende uforsonlighed og uhindrede magtbeføjelser bevæget sig ind i en usikker tid med mere ustabilitet og væbnet konflikt. Det gør det sværere at spå om fremtiden i de tyrkisk-amerikanske relationer. Sikkert er det dog, at Erdogan ikke længere repræsenterer et åbent og fremadskuende Tyrkiet. Snarere det modsatte. Og det er i sig selv ildevarslende for NATO og resten af Vesten.

Pola Rojan Bagger er cand.comm., uddannet journalist og forfatter til bogen ’Ergenekon – Tyrkiet Bag Facaden” (2010). Han er tidligere Tyrkiet-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten og senest forfatter til rapporten ”Tyrkiet frygter kurderne mere end IS” om tyrkisk udenrigspolitik skrevet for Dansk Institut for Internationale Studier (2016).