USA og Iran støder sammen på verdenshavene

Over de seneste uger har USA og Iran nedstirret hinanden på farvandene ud for den arabiske halvø. En iransk konvoj angiveligt på vej til Yemen foranledigede amerikanerne til at sende et hangarskib af sted for at standse den. De iranske skibe vendte om. Tirsdag i sidste uge lader det til at iranerne gjorde gengæld.

I disse år er der en regional konkurrence i gang i Mellemøsten, en konkurrence om hvem der skal være den dominerende magt i regionen. Konkurrencen står primært mellem Saudi Arabien og Iran, og begge lande har benyttet sig af stedfortræderkonflikter til at udkonkurrere den anden.
Yemen er det seneste sted hvor de to lande indirekte krydser klinger. Fordi USA er en tæt allieret af Saudi Arabien, og har store interesser i regionen betyder det at USA også er blevet en del af opgøret.

I midten af april sendte USA et hangarskib til det Arabiske Hav for at sikre at fartøjer frit kunne færdes i området på trods af kampene i Yemen.

Deployeringen af hangarskibet ledte til at USA og Iran pludselig kom på kollisionskurs. For at håndhæve en våbenembargo mod Yemen sejlede USS Theodore Roosevelt afsted for at standse en iransk konvoj som angiveligt var på vej med våben til de shiamuslimske grupper som kæmper i Yemen. Resultatet blev at den iranske konvoj vendte om, og USA havde igen vist sin dominerende maritime status i regionen.

Den 28. april fleksede Iran så sine muskler og opbragte skibet Mærsk Tigris da det sejlede gennem Hormuzstrædet. Skibet er nu i iransk varetægt med forklaringen at der er økonomiske udeståender mellem skibets rederi og et privat iransk firma.
En anden måde at se handlingen er et ”tak-for-sidst” fra Iran til USA, og er en ny brik i det spil som foregår i Mellemøsten i disse år.

En multinational affære
Mærsk Tigris sejler teknisk set under flag fra Marshall øerne, og altså ikke under amerikansk flag. Så der er altså tale om et skib fra et dansk rederi som sejler under Marshall Øernes flag, og som nu har fået den amerikanske flåde til at reagere – og hvorfor det?
I henhold til en aftale mellem Marshall Øerne og USA fra 2004 så er USA ansvarlig for at opretholdelsen af øernes sikkerheds- og forsvarspolitik. Denne aftale gives i disse dage som forklaring på hvorfor en amerikansk destroyer, USS Farragut, sejlede afsted med al hast, da man modtog melding om at Mærsk Tigris var under angreb fra iranske fartøjer. Det lyder jo meget nobelt.
Der er dog også større ting på spil.

Hormuzstrædet er transitpunkt for cirka 20 procent af verdens råolie, og derfor et vigtigt strategisk knudepunkt. I de seneste mange årtier har USA ageret garant for den frie færdsel på verdenshavene. Hver gang en situation er opstået som har truet sikkerheden og den frie fragt af varer til søs, har USA reageret. Dette gøres oftest ved at sende et mindre krigsskib, og i større tilfælde sendes et hangarskib – et altid tydeligt signal om amerikansk interesse.

Denne rolle er altså kommet i spil igen i denne sag. USA er simpelthen nødt til at markere at det ikke er i orden at opbringe et fragtskib i hvad der generelt er accepteret som internationalt farvand. Irans ageren i denne sag ses altså som en trussel mod den generelt accepterede internationale orden om fri færdsel i internationale farvande. Det var denne frie færdsel som Iran truer ved at opbringe skibe i internationalt farvand.
Som resultat af den anspændte situation annoncerede Pentagon hurtigt at amerikanske fartøjer ville blive fulgt gennem Hormuzstrædet af militære fartøjer for at markere amerikansk tilstedeværelse overfor Iran. Denne beskyttelse blev senere udvidet til også at inkludere britiske fartøjer.

Dårligt timet
Man må sige, at på mange måder er denne situation utrolig dårligt timet. En militær konfrontation er højst usandsynlig, men det forværrer en stemning af mistro som hersker mellem flere dele af den iranske og amerikanske politiske ledelse.

USA og Iran har i øjeblikket gang i delikate forhandlinger med det mål at begrænse det iranske atomprogram. Obama administrationen har satset meget på at få disse forhandlinger til at lykkes, og seneste udvikling har været positiv. Men hvis USA og Iran begynder at diskutere over hændelser på farvandene ud for den Arabiske Halvø, så kan det forsure stemningen ved forhandlingerne, eller i hvert fald gøre det sværere for Obama at få Kongressen med på en eventuel aftale.

Der er i forvejen røster i den amerikanske Kongres som modsætter sig en aftale med Iran i den form som der på nuværende tidspunkt er lagt op til. Hvis modstanderne af en atomaftale nu kan fremstille Iran som en slyngelstat uden respekt for international retsorden, så vil det give mere brænde til bålet.
På trods af at det ser ud til at der, som forventeligt, kommer en fredelig løsning på sagen, så er timingen problematisk i forhold til de igangværende forhandlinger med Iran.

Billede på en større frygt
Rent militært så er affæren med Mærsk Tigris også et billede på en større amerikansk frygt. I flere år snart har det amerikanske forsvar været optaget af såkaldte ”Area Access / Area Denial” krigsførelse, med akronymet A2/AD som lyder som om det kom fra Star Wars filmene. Helt kort går det ud på at en potentiel fjende er i stand til at forhindre USA i at sende militære enheder til et bestemt område ved hjælp af moderne missilsystemer, ubåde etc. Primært har den offentlige debat været fokuseret på Kina – og frygten for at USA vil kunne blive lukket ude af det vestlige Stillehav.

Men også Iran har i mere nørdede kredse været nævnt som en muligt A2/AD udfordring. Frygten er at Iran får kapaciteter som gør at de kan lukke Hormuzstrædet fuldstændig for skibsfart, og at USA og allierede må tilkæmpe sig adgang til strædet med potentielt høje tab til følge.

Sagen med Mærsk Tigris er ikke som sådan en A2/AD operation. Men sagen viser meget godt at Iran kan formå at handle hurtigt i området omkring Hormuzstrædet, og at det vil tage tid for amerikanerne at reagere med tilstrækkelig magt. På den tid det vil tage amerikanerne at reagere kan Iran have standset skibstrafikken gennem strædet og påført massive økonomiske tab på de lande som får olie fragtet gennem strædet. Et iransk domineret Hormuzstræde er derfor noget som USA ikke vil tillade, og debatten om hvordan USA kan imødegå A2/AD kapaciteter er en vigtig del af at fastholde amerikansk dominans i på verdenshavene.