USA mangler partnernationer i Asien, som med en hvis tyngde kan være med til at stå op imod Kina. Eller sagt på en mere kynisk måde: være del af USA’s inddæmning af Kina. Glem Europa. Glem Mellemøsten. Til at forholde sig til den største langsigtede strategiske udfordring er Indien USA’s vigtigste partner.
Der blev sendt flere klare signaler til Kina, da den amerikanske forsvarsminister Ashton Carter var på besøg i Indien den 10. til 12. april. For det første udtrykte den amerikanske og den indiske forsvarsminister i deres fælles erklæring, at begge lander støtter op om princippet om en regel-baseret orden i det Indiske Ocean og Stillehavet. Det er dog især slutningen på sætningen, som er interessant: ”including in the South China Sea.” Det er et klart signal fra to regionale stormagter til Kina om at rette ind – eller i hvert fald at man er utilfredse med den kinesiske fremfærd.
Men vel nok det vigtigste signal var Ashton Carters rejse i sig selv. Det er anden gang forsvarsministeren rejser til Indien, siden han overtog posten i februar 2015, og fjerde gang han mødes med sin indiske modpart. Det er ret meget rejse- og mødeaktivitet for en amerikansk forsvarsminister. Og her er det signalet ligger. Kina skal være opmærksom på at USA og Indien arbejder på et tættere forhold, som modvægt til Kinas stigende indflydelse.
Carters rejse til Indien endte med underskrivelsen af en række forsvarspolitiske aftaler mellem de to lande.
Aftalerne er en del af de øgede samarbejde mellem USA og Indien som begge har en interesse i et tættere samarbejde for at flytte magtbalancen i regionen væk fra Kinas favør. Forholdet har ikke karakter af en reel alliance. Det ønsker Indien ikke. Alligevel kan de to lande gå hen og blive den dominerende magtblok i Asien. Alt sammen for at modvirke Kinas indflydelse.
Et tættere partnerskab
Det seneste møde mellem de to landes forsvarsministre endte med en række omfattende forsvarspolitiske aftaler, herunder samarbejde om udvikling indenfor våbenteknologi, udveksling af viden om ubådskrigførelse, tættere samarbejde mellem de to landes flåder, herunder øget øvelsesaktivitet.
At de to lande nærmer sig hinanden mere og mere, kommer efter lang tid hvor Indien ellers har søgt at holde sig neutrale – reelt undgå at vælge mellem USA og Kina. Men nu ses Kina som værende en så stor modstander, at man føler sig nødsaget til at tage valget. Allerede sidste år udsendte de to landes ledere en fælles erklæring, U.S.-India Joint Strategic Vision for the Asia-Pacific and Indian Ocean Region, hvor de enedes om en række principper for udviklingen i regionen og lovede hinanden tættere samarbejde.
Det bliver altså spændende at følge over de næste år, hvordan forholdet vil udvikle sig. Begge lande har brug for hinanden i konkurrencen med Kina, men forholdet er også præget af en ulighed i kapaciteter og et manglende ønske om en reel alliance. Trods sit enorme potentiale og økonomiske fremskridt, så er Indien stadig langt fra en ligeværdig partner med USA. Derfor er det også en langsigtet investering for USA, at indgå tættere samarbejde. Men det vil efter al sandsynlighed være en god investering. Samtidig er der ikke noget udtalt ønske om en reel alliance, og det gør at forholdet vil udvikle sig i større eller mindre etaper.
USA’s søgen efter partnere (til inddæmning)
USA er uden tvivl på udkig efter alliered og partnere i Asien til at fastholde magtbalancen mod Kina. Men det er svært at finde gode partnernationer.
Australien er en anden plausibel partner, men ellers er det begrænset med forslag. Andre lande er ramt af økonomiske begrænsninger, eller indenrigspolitiske problemer, og derfor er Indien et så interessant bud for USA.
Ud over at præsentere økonomisk og militært potentiale, så har Indien en fantastisk strategisk placering. Landet ligger lige midt i Kinas livsvigtige forsyningslinjer, hvor landets nødvendige olieforsyninger transporteres. -samt en stor del af verdenshandelen, som Kina også er afhængig af til import og eksport. Her det især Malaccastrædet som alle øjne er rettet mod, hvor størstedelen af Kinas olieimport kommer igennem.
At få en partner i Indien vil støtte USA’s indsats for at inddæmme Kina, et arbejde som er i gang ved diplomatiske og militære forbindelser i en række lande rundt om Kina. Det er disse diplomatiske og militære forbindelser som danner det netværk, som vil sikre inddæmningen som skal bakke op om USA’s diplomati i regionen.
Risikoen for at blive overset
Netop fordi der ikke foreligger en reel alliance mellem USA og Indien, så er der en risiko ved forholdet. I en artikel for Center for Strategic and International Studies skriver Richard M. Rossow, at forholdet mellem landene kan ændre sig om et år, når en ny præsident sværges ind. Fordi USA ikke er forpligtet af en alliance, argumenterer Rossow for at eventuelle problemer andre steder i verden vil kunne trække amerikansk opmærksomhed væk fra Asien, og dermed samarbejdet med Indien.
En sådan situation er ikke urealistisk, det er sådan set allerede sket et par gange før. I 1990’erne lagde Clinton-regeringen op til at man burde fokusere mere på Asien. Men så kom der borgerkrig på Balkan, og USA’s opmærksomhed rettedes mod den region. Anden gang var den på det tidspunkt nyvalgte George W. Bush-regering. Den ønskede at fokusere på Kina som en fremtidig strategisk udfordring, men så kom terrorangrebene 11. september 2001.
Det seneste forsøg har været under Obama-regeringen, men dette forsøg virker også til at være strandet på grund af Ruslands annektering af Krim-halvøen og kampen mod Islamisk Stat.
Hvad fremtiden bringer for forholdet mellem USA og Indien er altså ikke til at sige. Under alle omstændigheder så vil det forhold være det vigtigste partnerskab i USA’s håndtering af sine strategiske udfordringer. Med mindre Donald Trump bliver præsident. Så kan der være mange andre problemer.
You must be logged in to post a comment Login