USA er trætte af ”Pottery Barn” diplomati

Indtil aftalen mellem USA og Rusland om en løsning på problematikken om Syriens kemiske våben kæmpede præsident Obama og hans administration hårdt for at få befolkningen og Kongressen til at støtte en militær aktion mod regimet i Syrien. Ifølge meningsmålinger lykkedes det langt fra. Amerikanerne vil ikke igen involveres i Mellemøsten.

Daværende udenrigsminister, og tidligere forsvarschef, Colin Powell var en stærk modstander af invasionen af Irak i marts 2003. Baseret på sin militære erfaring mente Powell ikke, at invasionen af Irak var en god idé, da han forudså, at det ville trække USA ind i et langtrukkent engagement, som han ikke kunne se en slutning på.
Hans modstand udtrykte han på den måde, at USA ville bliver ansvarlig for befolkningen i Irak ved at vælte regimet uden en mere grundig strategi for, hvad man ville gøre bagefter. Hans rådgivning blev dengang omskrevet til den såkaldte ”Pottery Barn” regel: ”You break it – you buy it” som tilskrives den amerikanske møbelbutik af samme navn.
USA blev ganske rigtigt trukket ind i en meget længere konflikt, end man havde forudset, og man blev pludselig ansvarlig for genopbygningen af et land, som man havde håbet man kunne forlade efter 6 måneder, det sædvanlige ønske om ”Home by Christmas”. Denne type længerevarende militære engagementer som Irak og Afghanistan, har fået tilnavnet ”Pottery Barn diplomati”. Erfaringerne fra Irak og Afghanistan har haft en omfattende indflydelse på USA’s lyst til at bruge militær magt.

Syrien – hvad skal vi der?
Da Obama-administrationen begyndte at overveje et militært engagement i Syrien valgte man at gå til Kongressen for at få politisk støtte til en sådan operation. Mange så det som sikker sejr for Obama-administrationen, lige indtil diskussionerne for alvor begyndte. Den militære intervention blev ikke solgt til hverken Kongressen eller befolkningen, og det lader til at det kun var aftalen med Rusland, som afværgede et politisk nederlag til Obama i Kongressen.
Men selvom truslen om amerikansk militær intervention er taget af bordet, lige i øjeblikket i hvert fald, så viser hele forløbet en interessant udvikling i USA.
USA betalte dyrt for engagementet i Irak, og betaler stadig dyrt for engagementet i Afghanistan. Men hvor Afghanistan for mange amerikanere gav mening, da det kunne kobles direkte til terrorangrebene 11.september 2001, så kunne mange amerikanere hurtigt ikke se meningen med Irak. Hvad var USA’s interesser i det land, og hvorfor skulle der bruges så mange amerikanske ressourcer og liv på at bringe demokrati til det land?

Mange taler om at den amerikanske befolkning er blevet krigstræt efter mere end 10 års mellemøstlige konflikter. Konsekvensen af denne krigstræthed er tydelig – der var ingen folkelig opbakning til præsident Obamas plan om at bruge amerikansk militær magt mod regimet i Syrien.
Befolkningen kunne simpelthen ikke se hvorfor USA skulle bruge sparsomme skatte dollars på at engagere sig i Syrien, og samtidig risikere amerikanske liv. Hvem støtter man i det hele taget i Syrien? Skulle man engagere amerikanske styrker for at indføre demokrati, eller ville man bare være med til at udskifte et diktatur med et andet? Hvilke amerikanske interesser var truet af borgerkrigen i Syrien?
Denne manglende opbakning og forståelse i befolkningen var med til at gøre det meget svært for Obama-administrationen at overbevise Kongressen, om at det var det rigtige at bruge militær magt i Syrien. Vælgerne var simpelthen imod.

Irak har virkelig sat sine spor
Det er en bemærkelsesværdig udvikling, vi ser i den folkelige modstand mod militært engagement i regionale konflikter. For i mange år har den amerikanske befolkning støttet op om at engagere amerikanske styrker til løsning af konflikter (dog primært luftstyrker). Man var stolte af det amerikanske militærs evne til at gå ind og udføre hurtige og præcise militære operationer og besejre diverse fjender på ingen tid. Det var tilfældet i Grenada og Haiti i 1980’erne. Det var især tilfældet i Golfkrigen i 1990 og ’91. Ligeledes så man luftoperationerne over Balkan i 90’erne som en succes. Disse relativt hurtigt og effektivt løste missioner gjorde den amerikanske befolkning mere positiv overfor de muligheder, som militært engagement gav USA i sikkerhedspolitisk sammenhæng.
En anden ikke ubetydelig faktor var den distance som er opstået mellem det amerikanske forsvar som sendes i krig og befolkningen siden Vietnam krigen.

En af hovedårsagerne til at Vietnam krigen var så ufattelig upopulær i den amerikanske befolkning var, at den styrke som blev sendt af sted var baseret på værnepligtige. Det var altså ikke folk som selv havde valgt at melde sig til forsvaret, og derfor ramte krigen et bredere udsnit af befolkningen, end amerikanske krige gør i dag. Efter Vietnam krigen gik man over til et fuldstændigt professionelt og frivilligt forsvar i USA, og dermed mener mange, at der er opstået en distance mellem befolkningen og de soldater som bliver sendt af sted på operationer. Det anslås at kun ca. 1 % af den amerikanske befolkning har været direkte påvirket af post-11.september konflikterne i Irak og Afghanistan – en minimal indflydelse. Denne distance mener mange eksperter har været med til at gøre den amerikanske befolkning mere positiv overfor militære engagementer, for det ramte så lille et udpluk af den amerikanske befolkning.

Men omkostningerne ved operationerne i Irak og Afghanistan har altså været for meget for den amerikanske befolkning, så den nu har vendt sig mod amerikansk militær magtanvendelse som løsning på internationale konflikter. En påfaldende udvikling som altså går imod den udvikling, som man ellers har set siden 1980’erne.

Comeback til Powell-doktrinen?
I begyndelsen af 1990’erne stod Colin Powell i sin tid fadder til en doktrin, som nærmest dikterede amerikansk forsvarspolitik efter den Kolde Krig og frem til krigene efter 11.september.
Kriterierne i Powell-doktrinen inkluderede bl.a., at der skulle foreligge en præcis strategi for den militære indsats, der skulle indsættes overvældende troppestyrker, være klare målsætninger for operationen, samt en klar exit-strategi. Ingen af disse kriterier blev opfyldt ved invasionen i Irak. Man var fra amerikansk side blevet forblændet af den lethed, hvormed man havde ført krig siden 1980’erne.

Men som vi alle ved, så gik det ikke nemt og smertefrit i hverken Irak eller Afghanistan. Derfor ser man nu mange af Powells kriterier blive trukket frem i debatten om intervention i Syrien. Mange kritikere peger på, at der er for mange ubekendte i forhold til en amerikansk operation i Syrien, og derfor kan man ikke støtte op om det. Så på trods af at mange for nogle år siden erklærede Powell-Doktrinen for at være død, så ser det ud til, at den kan få en renæssance.

Så Colin Powells forudsigelse om en ”Pottery Barn invasion” i Irak viste sig at holde stik, og hans gamle Powell-Doktrin kan vise sig at være den kur, man går efter i Washington for at komme videre rent sikkerhedspolitisk, og sikre sig mod at smadre noget man ikke har lyst til at købe. For den amerikanske befolkning skal ikke nyde noget af at risikere at smadre noget i den nærmeste fremtid, det koster for meget på alle måder