Jeg vil gerne kaste et blik på den opmærksomhed, der været på Færøerne de seneste år. De 18 små, grønne øer midt ude i det stormomsuste Atlanterhav, som næsten ingen ud over vores nordiske naboer kender til eksistensen af – endsige har hørt om. Eller sådan var det engang, for det er nemlig ikke længere tilfældet.
Debatindlæg af Edmund Joensen, MF og Udenrigspolitisk Nævn, Sambandsflokkurin
Det er meget muligt, at den menige amerikaner, kineser eller måske russer ikke kender til Færøerne. Men tro mig, når jeg siger, at det gør deres regeringer.
Når den forhenværende amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, ikke kun én men flere gange i sin embedsperiode, satte sig i et fly med kurs mod Færøerne, var det ikke for at nyde den færøske natur – hvilket heller ikke var formålet med den kinesiske ambassadørs besøg i 2019. Et besøg som i øvrigt vakte stor opmærksomhed i hele rigsfællesskabet.
Og når den amerikanske udenrigsminister for anden gang inden for blot to år sender en mødeindkaldelse til den færøske minister for udenrigsanliggender – noget der i øvrigt aldrig før er sket – så er det ikke kun af høflighed.
Det samme mønster har vi set i Grønland de senere år. Den amerikanske opmærksomhed på den nordligste del af rigsfællesskabet har været – og er det stadig – enorm. I 2020 oprettede USA et konsulat i Nuuk med 10-12 ansatte. Samme år sendte amerikanerne en stor sum penge til Grønland for at give landet et økonomisk løft under corona-krisen. Og det er svært at glemme købstilbuddet på Grønland fra den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump.
Grunden til denne øgede opmærksomhed ligger naturligvis i den del af verden, som de senere år er blevet vigtigere end nogensinde – nemlig Arktis.
Det arktiske område har stor geopolitisk betydning, og ikke kun USA og Rusland men også Kina har oprustet indsatsen for at få øget adgang til regionen med de store naturressourcer i undergrunden.
Efterhånden som havisen smelter, åbner der sig også øgede muligheder for skibstransport med nye sejlruter, og her kommer Færøerne ind i billedet. For mens Grønland ligger i Arktis, ligger Færøerne midt på motorvejen af denne nye sejlrute mellem Island, Norge og Storbritannien.
Færøerne, der over havoverfladen ikke ser ud af meget, men som har en kontinentalsokkel på størrelse med Italien og som strækker sig ind i polarcirklen.
Det er ikke mere end et par uger siden, at en amerikansk delegation var på Færøerne for at se på havne, som amerikanske skibe kan bruge til optankning, proviantering, osv., når de patruljerer på disse kanter – i det arktiske område. De vil bruge Færøerne som et såkaldt maritimt støttepunkt.
Verdens øjne er med andre ord rettet mod Nordatlanten og Kongeriget Danmark – især de nordlige dele af riget. Men det kan føles som om, at den sydlige del af kongeriget ikke helt har fået øjnene op for, at magtbalancen er ved at tippe over til den nordlige del af Kongeriget Danmark.
På Færøerne har det i mange år været et stærkt ønske at få et større udenrigs- og sikkerhedspolitisk råderum. Måske er det på tide, at disse initiativer bliver sat i værk. Tiden er i hvert fald den helt rigtige til det med en samarbejdsvillig regering på Færøerne, der ønsker det gode samarbejde med resten af rigsfællesskabet.
Dette øgede råderum vil naturligvis ligeledes kræve, at Færøerne og Grønland tager sin del af ansvaret og tager nogle udenrigspolitiske voksne beslutninger.
Men vi er nødt til at finde en løsning på, hvordan vi som rigsfællesskab skal agere udenrigs- og sikkerhedspolitisk – også når vi internt har forskellige interesser. For som det gamle grønlandske ordsprog siger: “Hvis man fortier et spøgelse, vokser det sig større.”
