Uklart valgintermezzo i New Hampshire

Sejrherrerne i New Hampshire blev som målingerne indikerede Donald Trump og Bernie Sanders. Men aftenens helt store drama var om placeringen af øvrige republikanske kandidater. Kongressen.com var med til valgdag i New Hampshire. En dag, der leverede et par klare sejr, men samtidig rejste en lang række spørgsmål.

NEW HAMPSHIRE: Ved midnat tirsdag amerikansk tid blev de første stemmer kastet i New Hampshire i den lille by Dixville Notch. Det lille valgsted sætter som det første i staten kursen for den følgende dags valghandling. Resultatet: Ohios guvernør John Kasich slog Donald Trump med tre stemmer mod byggematadorens to og på den Demokratiske side tog senator Bernie Sanders fire stemmer hvor Hillary Clinton ikke fik nogen.

En hidsig snestorm holdt meget af pressen væk, inklusive Kongressen.com. Men hvis dette første ritual er nogen indikation af det endelige valgresultat vil det kun tilføje til et primærvalg der har budt på mange overraskende sving de sidste par dage.

Efter afstemningen i Iowa en uge før har det dominerende narrativ i ræset været at det unge stjerneskud senator Marco Rubio blot stødt skulle bygge på sit momentum og score en solid placering i New Hampshire for at blive Republikanernes favorit.

Sådan skulle det dog ikke blive idet Chris Christie, den 200-punds-tunge guvernør fra New Jersey, gav hans unge rival en omgang Jersey-bank, og afslørede Rubios mangel på forberedelse. Med ét var forudsigelserne om en snarlig indsnævring af det Republikanske felt væk og alle måtte indstille sig på en mere udstrakt proces.

Christie tog en sejrsrunde over weekenden og den digre guvernør og mødte veloplagt et stort presseopbud til en stribe vælgermøder. I byen Manchester i en gammel tekstilfabrik hvis lokaler nu huser en online data-service virksomhed, introduceres Christie af konditoren Bobby fra Tv-programmet ”Cake Boss”.

Den barske Christie er tidligere statsanklager, men ligner og lyder ofte mere som en mafia-advokat. Han fremhæver sin erfaring som konservativ guvernør af en venstreorienteret stat som bevis på hans pragmatiske politiske håndværk. Hans historie om at være en Republikaner i skyggen af et fjendtligt mediemarked i New York spiller også godt til New Hampshires vælgere der selv lever med et mindreværdskompleks som den konservative baghave til det stærkt progressive Massachusetts.

Christie strukturerer ligesom Kasich sine vælgermøder omkring spørgsmål og svar fremfor taler.
”Jeg gider ikke tale og i gider nok heller ikke høre mig tale.” siger den smilende guvernør der nok er den mest naturligt karismatiske af alle præsidentkandidaterne.

Manden er en historiefortæller af høj kaliber, og han er også den kandidat man helst ville snuppe en øl med – og måske ikke bare en øl men også en hummermiddag med fuld vinmenu og cognac og cigarer til at runde af med.
På næste stop i en Græsk-Ortodoks kirke i modernistisk bikubestil spadserer guvernøren rundt i midten af den fyldte sal og bruger meget af tiden på at fortælle folk hvorfor de ikke bør stemme på ham hvis de ikke kan tage hans ligefremme stil.

Bryan er kommet for at se Christie, men regner med at stemme på Kasich. Han synes godt om den direkte og ærlige guvernør på trods af at han måske er lidt for aggressiv i sin tone:
”Hvis hans temperament var forenet med politiske meninger som jeg ikke kunne lide, som f.eks. Ted Cruz’, så ville det være for meget. Men han er fornuftig så jeg kan godt acceptere det.”

Det er spørgsmålet om at Christies mediebevågenhed i sidste ende gavner Kasich mere en ham selv. Med de tidlige indmeldinger fra de små valgsteder som Dixville Notch kunne det virke som om den selskabelige Kasich kunne klare sig ganske godt og måske placere nr. to efter Donald Trump – en plads der ellers var tippet til Rubio før Christie brutalt åbnede ræset op.

Efter Christie og Rubios sammenstød i weekenden er alt muligt. En tredjedel af de registrerede Republikanere fortsat i tvivl om deres endelige valg. Pludselig er der snak om en åbning for Jeb Bushs ellers ret uinspirerende kampagne. Alt synes muligt.

Til sammenligning er det Demokratiske ræs ganske kedsommeligt. En akademisk diskussion om hvem der kan kalde sig selv ”progressiv” dominerer, og der er bred enighed om at Bernie Sanders vil vinde staten. Det er blot spørgsmålet om med hvor meget.

Ved et valgsted tirsdag på Beech Street i Manchester har Susan siddet foran indgangen i flere timer og uddelt Trump-skilte til vælgere i den bidende kulde.
”Kvarteret har ændret sig meget, det er ikke det samme, vi har mistet de gamle fabriksjobs og der er kommet mange immigranter til. Kun en gade væk skal man tage sig i akt – det er blevet et farligere kvarter.” forklarer Susan mens hun trykker Trump-støtter i hånden.
”Jeg er her fra nabolaget. Ikke ligesom dem derovre der er kommet med busser.” Siger hun og peger på nogle Clinton-frivillige. ”Det her er en bevægelse som ingen anden, jeg er meget forhåbningsfuld for hvad [Trump] vil gøre for os.” fortsætter hun.

Inde i valglokalet står en del førstegangsvælgere i kø for at blive registreret, mange er immigranter.
”Det er vigtigt for mig at bruge mine demokratiske rettigheder, i mit hjemland ville jeg ikke være i stand til det fordi jeg ville være en andenrangs-borger.” Siger Lynn der er fra det armenske mindretal i Tyrkiet. Hun planlægger at stemme på Bernie Sanders.

Ved slutningen af aftenen står det klart at Donald Trump og Bernie Sanders er sejrherrerne, men det samlede billede er mindre klart.

Kasich opnår måske lige akkurat et godt nok resultat til at fortsætte sin kampagne, og Jeb Bush er tilbage fra de døde mens Marco Rubio nu må arbejde hårdt for at komme ovenpå igen. Det er tvivlsomt hvor langt endnu Chris Christie kan overleve i ræset, men hans korte og underholdende tid i rampelyset vil måske have betydning for valget længe efter han selv har forladt det.