Udviklingssamarbejdet som væsentligste udenrigspolitiske instrument

De største udenrigspolitiske udfordringer Danmark står overfor i dag er de globale kriser der rammer os hårdere end nogensinde før. Det er ikke Arktis, ej heller Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine. I den kontekst fremstår udviklingssamarbejdet som Danmarks måske vigtigste udenrigspolitiske instrument gennem dets evne til at støtte social, politisk og økonomisk stabilitet.

Af Adam Moe Fejerskov, pH.d. stipendiat, DIIS

Hvad er sikkerhedstrusler i dag, for en nation som Danmark? Organiserede militære angreb fra andre stater? Formentligt ikke. Nukleare angreb der kan reducere vores land til en postapokalyptisk ørken? Nok ikke. Ruslands fremfærden i Arktis? Heller ikke.

En tidssvarende læsning af udenrigspolitiske udfordringer tager formentligt stadig afsæt i vores nationalstats fortsatte eksistens eller truslen mod netop det modsatte. Men vores forståelse af hvad der udgør sådanne udfordringer bør ændre sig radikalt. Arktis er en udenrigspolitisk udfordring, bevares. Men den er så meget en ikke-konflikt, at den ikke fortjener at blive nævnt i samme åndedræt som eksempelvis den humanitære krise i Syrien og dens konsekvenser herhjemme når flygtninge går på danske motorveje.

Danmarks største udenrigspolitiske udfordringer er i dag i de globale kriser, der ikke længere foregår et sted ’derude’, men som har reelle konsekvenser langt ind over vores landegrænser. Tænk på finanskrisen, tegningekrisen, internationalt inspireret terrorisme, flygtninge fra borgerkrig og snigende klimaforandringer. Eller epidemier som Ebola eller den nyere Zika virus. Alle sammen udgør på hver sin måde en udfordring for Danmark, den danske befolkning og for vores velfærdssamfund. De mærkes tydeligt på egen krop. Det er deri de finder deres berettigelse som vores tids største udenrigspolitiske udfordringer.

Hvilke konsekvenser har sådan en læsning for de tilgængelige redskaber for at afhjælpe og modvirke den slags trusler?

Starter vi med det sidste, så er det klart at Danmarks internationale diplomati, og vores udviklingssamarbejde står helt centralt. Den danske udviklingsbistand har gennem mere end et halvt århundrede været med til at skabe politisk, økonomisk og social stabilitet i en lang række lande. Den har derfor også, specielt igennem de sidste tyve år, fulgt kontekster for danske militærinterventioner på godt og ondt. Godt fordi disse områder også ofte (selvfølgelig specielt Afghanistan) har været blandt de i verden der har mest brug for den. Ondt fordi bistanden ofte blev brugt forkert og utroligt ineffektivt som et led i militærstrategiske planer.

Den måde vi bør opfatte udviklingsbistanden som sikkerhedspolitisk redskab i dag er ikke gennem en instrumentalisering. Altså øget styring fra andre dagsordner. Det er tværtimod det stærke iboende sikkerhedspolitiske potentiale der er i at være med til at sikre social, politisk og økonomisk stabilitet i lande hvis ustabilitet kan få markante sikkerhedspolitiske konsekvenser herhjemme.

I takt med at en række af de lande vi traditionelt har haft udviklingssamarbejde med bevæger sig op af den samfundsøkonomiske rangstige, så bør bistanden skifte mod de mindstudviklede lande. Det er på samme tid dem der har størst brug for bistanden og dem hvis relative stabilitet er vigtigst for Danmark. Gruppen af sådanne lande tæller blandt andet Mali, Somalia, Sydsudan, Afghanistan og Yemen. Og hvis vi i stigende grad skal koncentrere udviklingsbistanden mod, og derfor agere i, ustabile kontekster, så kræver det naturligt nok et tæt samarbejde med det danske forsvar. Et samarbejde der aldrig for alvor har været op at køre, men som der er masser af potentiale i.

Slutteligt kan vi spørge om vi som lille land overhovedet har noget at gøre i afhjælpningen og forebyggelsen af globale kriser? Her må svaret være et stort ja. Indtil regeringens kortsigtede og ustrategiske nedskæringer i udviklingsbistanden og eksempelvis FN-bidraget har Danmark haft et af verdens, hvis ikke dét mest effektive udviklingssamarbejde. Men det kræver øget politisk vilje og en stigende fokusering mod de kontekster rundt om i verden hvor det står allerværst til, hvis vi skal styrke vores effektivitet og resultater endnu mere. Og lægger vi forældede læsninger af Danmarks udenrigspolitiske udfordringer på hylden, så er det her vi skal koncentrere vores energi og ressourcer i fremtiden.

Adam Moe Fejerskov er Ph.d.-studerende på Dansk Institut for Internationale Studier hvor han forsker i det internationale udviklingssamarbejde og udenrigspolitik.