Uambitiøs klimaaftale ligger i COP21’s støbeske

I dag er startskuddet gået. Opvarmningen til klimatopmødet er slut, og nu er kapløbet om klimaet for alvor sat i gang. Hvem er forhåndsfavorit til at tage sejren, og hvem bliver taber i klimakampen? Svaret findes først om små to uger. Men allerede nu kan man komme med ganske kvalificerede bud.

Lad os starte med det helt åbenlyse først. Som desværre samtidig er en lille smule deprimerende. Den helt store taber i klimakapløbet bliver klimaet. For de forskellige landes klimaplaner, de såkaldte Intended National Determined Contributions (INDC), rykker slet ikke nok i forhold til målsætningen om at begrænse den globale opvarmning til to grader celsius. Summen af samtlige landes indmeldte klimaplaner medfører nemlig ifølge UNEP desværre en stigning på cirka tre grader celsius i 2100. Med massive konsekvenser til følge. For mennesker, dyr og planter.

Selvom de fleste lande allerede har indset, at der skal store ændringer til for at begrænse klimaforandringerne, er størstedelen af landene ikke villige til at gøre det, som skal til. Det lille håb man dog stadig kan klynge sig til er, at UNEP’s analyse er lavet på baggrund af de klimaplaner, som er meldt i løbet af 2015. Landene kan stadig nå at højne deres ambitionsniveau på COP21. Ved åbningen af COP21 er det således landenes utilstrækkelige klimaplaner, som springer i øjnene. Heldigvis kan klimaplanerne naturligvis blive revurderet i de næste mange år, og dermed forhåbentligt blive mere ambitiøse.

I første omgang kan de forskellige landes INDCs bruges som oddssætter for hvem, der bliver vindere og tabere af COP21, når resultaterne af klimakapløbet i Paris skal gøres op om et par uger.

USA får det svært klimapolitisk
USA’s nationale klimaplan følger i store træk den klimaaftale Obama indgik med Kinas præsident for et års tid siden. Den amerikanske INDC fastsætter således, at man i 2025 vil reducere sin udledning med mellem 26 og 28 procent i forhold til landets udledning i 2005. I første omgang lyder det måske meget godt. For klimaambitionerne i USA er højere end nogen sinde. Men der skal man huske på, at landets klimaambitioner er altså gået fra at være nærmest ikke eksisterende til den nuværende plan. Som stadigvæk slet ikke er godt nok. Det er i hvert fald dommen fra ’Climate Action Tracker’, som er et samarbejde mellem forskere fra fire klimainstitutioner. I deres INDC barometer kravler USA’s klimaplaner lige akkurat ind i betegnelsen medium. Her befinder de andre store CO2 syndere sig i øvrigt også. Blandt andet Kina, EU og Indien.
Foruden USA’s INDC er det værd at notere sig, at USA ikke kan gå med på en juridisk bindende aftale. Det er i hvert fald den klokkeklare udmelding fra udenrigsminister John Kerry for nogle uger siden. Straks efter udtalelsen fik USA Frankrigs præsident på nakken. ”Der bliver ingen klimaaftale, hvis man ikke vil binde sig juridisk” lød svaret fra Francois Hollande. Det blev siden glattet lidt ud fra både fransk og amerikansk side. Frankrigs udenrigsminister udtrykte forståelse for Obamas problemer med den amerikanske kongres. Og USA’s udenrigsministerie fik også hurtigt sagt, at man formentlig godt kan binde sig juridisk til nogle delelementer af en aftale.

Signalet er tydeligt. USA vil gerne være en del af en klimaftale. Dog kun på sine egne præmisser. Der ligger en massiv forhindring og venter hjemme i Washington D.C. i form af kongressen. Og det bliver det muliges kunst fra Obama og hans forhandlinger. Det giver ganske enkelt ikke mening at gå med i en klimaaftale, som man med 99,9 procents sikkerhed ved, bliver forkastet af den amerikanske kongres. Det var præcis det, der skete efter Kyoto, da Bill Clinton kom hjem fra Japan med Kyoto-protokollen i hånede. Den blev forkastet af den daværende republikansk ledede kongres. USA er som bekendt ikke en del af Kyoto aftalen. Og den klimapolitiske forkastning i kongressen vil man undgå sker på ny. Fra USA’s side vil man derfor arbejde for, at klimaaftalen efter COP21 ikke bliver juridisk bindende. Hvor end man gerne ville, kan det simpelthen ikke lade sig gøre.

Hvem bliver vinderen af COP21?
Kort sagt: Der bliver ingen vinder. Nogle lande vil være tilfredse med det man bliver enige om i Paris. Andre vil være utilfredse. Men hvis man samlet set skal pege på noget, som er den største vinder efter CPO21, bliver det de gode intentioner. Hvilket de fleste nok synes, ikke er noget særligt. Alligevel skal man hæfte sig ved, at mange af lederne af de allerstørste og vigtige lande, har valgt at være en del af åbningsdagen i Paris i dag. Obama, Xi Jinping og andre repræsentanter fra de absolut mest betydningsfulde lande er på talerstolen senere.

Det er et fuldkommen utvetydigt signal. Verdens ledere vil gerne skaffe en aftale. Ellers havde man – som under de tidligere COP’er – ikke set skyggen af verdens ledere før forhandlingerne for alvor kan skimte målstregen på de sidste dage af klimatopmødet. Det er ikke en sikkerhed for, at den klimaaftale, som bliver indgået bliver tilstrækkeligt ambitiøs. Men det er helt klart et billede på, at man gerne vil nå klimapolitisk enighed.

Hvem bliver COP’ens klimapolitiske taber
Ligesom klimaet på forhånd må anses som storfavorit til at blive den helt store taber efter COP21, er der samtidig en masse lande, som ikke kan gennemføre klimakapløbet. I hvert fald i denne omgang. 
De lande, som via klimabekymringer og ambitiøse INDCs vil forsøge at presse store udledere til klimapolitisk handling, vil få det ligeså svært, som det er for en person med dårlig kondi, at få gennemført en dobbelt-ironman. Det er stort set ’mission impossible’. Det er slået fast før, at udviklingslande vil opleve de største konsekvenser ved klimaforandringerne. Derfor er langt størstedelen af de lande, som opnår en høj klimakategorisering af ’Climate Action Tracker’, udviklingslande. Og det er derfor samtidig også udviklingslandene, som for alvor vil gå efter en ambitiøs klimaaftale.

Problemet bliver, at det i høj grad er de ’små’ udviklingslande, som gerne vil have en ambitiøs aftale. Ligesom i mange andre politiske henseender internationalt, er det ikke let for mindre udviklingslande at få trumfet deres synspunkter igennem. Man vil derfor med stor sandsynlighed efter COP21 se, at de mindre udviklingslande bliver kørt over klimapolitisk. Og det er altså ikke kun vestlige lande, som skubber disse lande ud af opløbet mod en klimaaftale. Her vil Kina, Indien og andre store udviklingslade formentligt være nogle af de første til at gå mod de lande, som de ellers burde have en del til fælles med.

Der kommer en god aftale – i morgen
De fleste danskere kender sætningen ’Der kommer en god aftale – i morgen’. På samme måde skal man ikke sætte sine forhåbninger til COP21 op. For der kommer ikke nogen ambitiøs aftale. Klimaaftalen, som med største sandsynlighed vil komme efter Paris, vil ikke være noget, som batter her og nu. Men man er stadig nødt til at håbe på, at de gode klimapolitiske intentioner, som bliver den store vinder af COP21, på et senere tidspunkt udmønter sig i en slagkraftig kamp imod klimaforandringerne. Klimakapløbet starter for alvor i dag. Men overordnet set kommer klimaet ikke i nærheden af målstregen. Nogle lande vil være ganske tilfredse med, at der ikke enighed om, hvordan man når målstregen, mens andre lande vil tage fra Paris med storklimapolitisk frustration. En ting er sikkert dog. Der kommer en aftale. Den bliver desværre bare ikke god nok.