Tyranniets trojka

USA’s forhold til Cuba har siden Fidel Castro kom til magten i 1959 varieret fra krigerisk til imødekommende. Under Præsident Trump er pendulet svunget tilbage til det første. Med den nye strategi mod ”tyranniets trojka” er spørgsmålet hvor langt Washington er villig til at gå i USA’s længstvarende strategiske konkurrence i regionen.

 Da Fidel Castro kørte ind i Havana som revolutionens sejrherre i 1959 blev scenen sat for en indtil i dag 60-årig geopolitisk duel mellem USA og den lille caribiske ø næsten på størrelse med delstaten Florida. Castro-styret havde, og har stadig, konfrontationen USA’s dominans i regionen, hvad man betegner som ”amerikansk imperialisme,” som grundpille. USA har modsat ført en typisk koldkrigs antikommunistisk politik med regimeskifte som det primære formål.

Obama-regeringen forsøgte et kursskifte for at normalisere relationerne til landet og dermed begrave et af de sidste levn fra den Kolde Krig. Trump-regeringen har til gengæld bragt den Kolde Krig tilbage til Latinamerika med en ny konfrontatorisk linje, i høj grad udtænkt af en gruppering af konservative ”Cuba-hawks” med Florida-senator Marco Rubio som central figur. Med John Bolton’s annoncering af ”tyranniets trojka” som fokus for en mere aggressiv Latinamerika-strategi er Cuba blevet sammenkædet med den verserende krise i Venezuela, og dermed har konflikten med Havana fået en regional dimension. Cubas fremtid vil i høj grad afgøres af i hvor stor grad USA under Trump er i stand til at frembringe mærkbare forandringer i resten af regionen og dermed isolere Cuba, men også hvordan Cuba selv vælger at reagere på presset.

Den Kolde Krigs spøgelser

Ser man på Cubas geografiske størrelse, som sagt næsten på størrelse med Florida, kan graden af indflydelse på amerikansk udenrigspolitik virke paradoksal. Men sat i kontekst til USA’s historiske forhold til Cuba tegner der sig et mere nuanceret billede.

Fra USA’s befrielse af øen fra det spanske imperiums herredømme i 1898 fungerede øen som et amerikansk protektorat indtil den kommunistiske revolution i 1959. Med andre ord havde USA mere eller mindre komplet kontrol med øen selvom Cuba teknisk set var selvstændigt. Da Fidel Castros 26. juli-bevægelse væltede militærdiktaturet under Fulgencio Batista i 1959 skulle det vise sig at få vidtrækkende geopolitiske konsekvenser, ikke bare for USA’s position i Latinamerika, men for verdenssamfundet generelt.

I den Kolde Krigs internationale klima præget af modsætningsforholdet mellem den liberale verdensorden og den kommunistiske blok blev Cuba en kommunistisk forpost kun 165 kilometer fra Floridas kyst. Fra et amerikansk perspektiv var Sovjetunionen rykket ind i USA’s ”baghave”, og Cuba udgjorde dermed en national sikkerhedstrussel. Da Svinebugt-invasionen i 1961, en militærintervention med amerikansk-trænede eksilcubanere iværksat af Kennedy-regeringen, endte med et katastrofalt nederlag for USA forværredes forholdet mellem de to lande markant.

Året efter indførte USA en fuldkommen handelsembargo i et forsøg på at kvæle Castro-styret økonomisk, og i oktober samme år var verden tættere end nogensinde på en nuklear krig mellem USA og Sovjetunionen under Cuba-krisen om sovjetiske langtrækkende missiler udstationeret på øen.

Revolutionen i Cuba blev dermed et skelsættende moment i amerikansk udenrigspolitisk historie. Forsøget på at afværge, at hvad man betegnede som ”et andet Cuba” skulle opstå i regionen, blev ledestjernen i USA’s koldkrigspolitik i Latinamerika. Støtte til højreorienterede militærdiktaturer i lande som Brasilien, Argentina og Chile blev set som det bedste middel til at modstå kommunistisk indflydelse, trods brutale menneskerettighedsovertrædelser. Cuba var delvist selv medvirkende til at eskalere den amerikanske politik ved åbenlys støtte til kommunistiske revolutionære bevægelser i regionen, i mange tilfælde ved indsættelse af guerrilla-soldater direkte fra Cuba. Det mest prominente eksempel blev Che Guevaras kampagne i Bolivia i 1967, der endte med hans egen henrettelse af amerikansk-trænede specialstyrker.

Initiativer til opblødning af de bilaterale spændinger havde været på bordet under den Kolde Krig. Nixon og Ford regeringernes detente-strategi om afspænding med Sovjetunionen i 1970’erne smittede af på forholdet til Castro. Efterfølgende satte Carter-regeringen menneskerettighederne i fokus som pejlemærke for USA’s relationer med de Latinamerikanske stater, hvilket førte til spændinger med militærdiktaturerne, USA’s traditionelle allierede. Ronald Reagan førte dog den hårde linje tilbage i Hvide Hus, og slaget mod kommunismen blev igen ledende for hvordan man interagerede med regionen. I 1982 inkluderede Reagan Cuba på listen over statssponsorer af terrorisme grundet landets relationer til FARC i Colombia.

Nye toner

Ved den Kolde Krigs afslutning skulle man tro at forholdet til øen ville være ændret markant som del af transformationen af den internationale orden forårsaget af Sovjetunionens kollaps. Men sådan skulle det ikke gå. Under Clinton-regeringen indtog regimeskifte på ny en forstærket rolle i USA’s relation til Cuba. I 1996 underskrev Clinton det republikanske lovforslag Helms-Burton Act som erklærede at handelsembargoen (aktiv siden Kennedy-regeringen) skulle vedblive indtil en demokratisk regeringen kom til i Havana, med andre ord indtil kommunist-styret er faldet. Under George W. Bush forstærkedes den aggressive retorik yderligere samtidig med at nye restriktioner på rejser landende imellem blev indført.

Signalet til et kursskifte kom først med tiltrædelsen af nye statsoverhoveder i både Washington og Havana. I 2008 valgtes Obama til at indtage det Hvide Hus som præsident i 2009. Samme år valgte Nationalforsamlingen i Havana Raúl Castro som efterfølger til storebror Fidel som ”revolutionens” leder. Da Obama ved Summit of the Americas i 2009 udtalte at ”The United States seeks a new beginning with Cuba” lod det til at den sidste rest af den Kolde Krig skulle begraves. Lempelser af restriktioner på alle områder flød fra magtens korridorer i både Washington og Havana. Restriktioner på rejser landende imellem blev fjernet af begge parter, samtidig åbnede Raúl op for en gradvis liberalisering af økonomien. I 2015 fjernede Obama officielt Cuba fra listen over statssponsorer af terrorisme, og efterfølgende normaliseredes de officielle diplomatiske forbindelser med åbningen af ambassader i begge hovedstæder.

Kulminationen kom i marts, 2016, da Obama som første siddende præsident siden 1928 satte fod i Cuba. Da Fidel Castros død annonceredes i oktober samme år virkede det som en symbolik for at USA og Cuba endelig havde lagt den Kolde Krigs genfærd bag sig.

Hvor står vi i dag?

Med valget af Donald Trump til præsident er forholdet rykket ind i en ambivalent fase, indeholdende elementer af begge modpoler. På den ene side har man valgt at bibeholde den diplomatiske repræsentation i Havana. På den anden side har man lukket ned for amerikanske virksomheders mulighed for at udføre økonomisk aktivitet med statsejede cubanske virksomheder drevet af landets militær, eksempelvis GAESA-konglomeratet der spreder sig til alle sektorer af den nationale økonomi.

John Bolton’s sammenkædning af Cuba, Venezuela, og Nicaragua i ”tyranniets trojka” har dog gjort det tydeligt at pendulet i Washington er svunget tilbage til den Kolde Krigs verdenssyn. Den Latinamerika-strategi der føres i Washington udformes af en gruppering bestående af konservative cubansk-amerikanere fra Florida, som Senator Marco Rubio og ansvarshavende for Latinamerika i det Nationale Sikkerhedsråd Mauricio Claver-Carone, og såkaldte koldkrigere som John Bolton selv og Washingtons særligt udsendte til Caracas Elliot Abrams.

Der er en vis ræson i forbindelsen mellem de tre latinamerikanske stater. Efter Chávez magtovertagelse i Venezuela i 1998 etableredes en strategisk alliance med Cuba baseret på en fælles ideologisk agenda om at skabe en modpol til amerikansk indflydelse i regionen. Det dannede grundlag for den bolivarianske alliance, kendt som ALBA, etableret i Havana i 2004 af Fidel og Chávez som et redskab til at skabe et fællesskab af venstreorienterede latinamerikanske stater som fælles front mod USA og den liberale verdensorden. Samtidig har Venezuela hvert år sendt massive mængder af landets olieressourcer til Cuba på yderst favorable vilkår. Til gengæld har Cuba udstationeret befalingsfolk i Venezuelas væbnede styrker og efterretningsvæsenet, der ifølge visse kilder betegnes som cubansk kontrolleret. Afskedigelsen sidste år af chef for det hemmelige politi Gustavo González López blev anset som en manøvre af det cubanske efterretningsvæsen. Dertil skal det nævnes at det venezuelanske militær oprindeligt blev reformeret efter den cubanske model.

Daniel Ortegas venstreorienterede regime i Nicaragua, også medlem af ALBA, er afhængigt af venezuelanske olieleverancer og den nuværende politiske krise i landet er direkte forbundet med krisen i Venezuela. Samtidig er Nicaragua en vigtig ideologisk allieret for Cuba da man støttede selv samme Ortega under Nicaraguas borgerkrig i 1980’erne.

Det primære formål med USA’s strategi er at isolere ”trojkaen” internationalt for at skabe grobund for demokratiske institutioner, i særdeleshed i Cuba. Hvis Maduro-regimet i Caracas og Ortega-regimet i Managua falder, vil Cuba miste sine økonomiske og politiske livliner i Caribien. Det store spørgsmål i det scenarie vil være i hvor høj grad Rusland og Kina vil stille sig til rådighed for at fylde vakuummet efterladt af Venezuela og Nicaragua.

Selvom Miguel Díaz-Canel overtog posten som officielt statsoverhoved i april 2018, og en ny forfatning med flere frie markedsmekanismer og individuelle rettigheder er under implementering, er det klart at det kommunistiske statsapparat med Raúl Castro som overhoved for kommunistpartiet og øverstbefalende for militæret er den styrende magt i landet. Så længe det er tilfældet, og så længe Præsident Trump’s Latinamerika-politik styres af konservative cubansk-amerikanske ”Cuba høge” omkring Marco Rubio, vil forholdet mellem USA og Cuba være ligeså komplekst som under den Kolde Krig.