Præsident Trump har med vanlig effektivitet grebet dagsordenen ved hjælp af sit Twitter-konto. Denne gang handler det om anvendelsen af militær magt mod det syriske regime for den formodede anvendelse af kemiske våben. Trump har malet sig op i et hjørne, og en kovending kan få store politiske konsekvenser. Et angreb vil være i juridisk i kulsort område – både internationalt og nationalt.
Med ét enkelt tweet greb præsident Trump dagsordenen ved at indikere at amerikanske missiler var på vej mod Syrien som straf for weekendens formodede brug af giftgas mod civilbefolkningen.
Efter russiske trusler om at man ville skyde amerikanske missiler ned, og desuden angribe platforme hvorfra angrebene kom, så gik præsidenten til tasterne. Rusland skulle bare vente, for amerikanske missiler ville komme. Ordlyden fik verden til at forvente et amerikansk angreb inden for kort tid.
Tilsyneladende fik det også pulsen op hos de ansatte i Det Hvide Hus. Ifølge Washington Post: “White House advisers were surprised by the missive and found it “alarming” and “distracting,” in the words of one senior official. They quickly regrouped and, together with Pentagon brass, continued readying Syria options for Trump as if nothing had happened.”
Cirka 40 minutter senere fulgte præsidenten op med et tweet, hvor han lagde op til dialog med Rusland.
Fredag tog vi så endnu en tur i Twitter-møllen med et tweet, hvor præsidenten sagde, at man måske kunne forvente et angreb snart – eller måske om ikke så snart.
Hermed fortsætter Trump sin vanlige stil med at føre politik via Twitter styret af præsidentens indskydelser og ikke modereret af internationale forhold eller rådgivning fra hans sikkerhedspolitiske hold.
En populær men ulovlig beslutning
Der lader ikke til at være tvivl om, at et amerikansk angreb mod Assad-regimet ville være populært blandt vestlige stats- og regeringsledere, trods fraværet af en reel amerikansk strategi og et amerikansk ønske om mere end en begrænset straffeaktion mod regimet. Man skal nemlig ikke sætte næsen op efter et større amerikansk engagement i Syrien.
For ganske kort tid siden stod præsidenten og talte om, at nu var kampen mod Islamisk Stat slut, og derfor kan USA godt trække sig ud af Syrien. Den tankegang er ikke ændret. Præsidenten ønsker at standse de mangeårige amerikanske militære engagementer i Mellemøsten, hvilket var et af stridspunkterne med hans nu forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster.
En operation vil altså efter al sandsynlighed være et luftangreb med missiler mod militære installationer og potentielt set regeringsbygninger alt efter hvor kraftigt et signal man ønsker at sende, og ikke risikere at provokere russerne.
Men et sådan angreb vil være i strid med både international ret og amerikansk lov. Ifølge lektor i folkeret på Juridisk Fakultet, KU, og leder af Centre for International Law and Justice, Anders Henriksen, så vil et angreb mod Syrien (ligesom angrebet sidste år) ikke være indenfor rammerne af Folkeretten. Han skriver i et blogindlæg på ruleoflaw.dk, at angrebet ikke er lovligt fordi: ”Syrien gav ikke samtykke til angrebet, der var ikke en resolution fra Sikkerhedsrådet, og angrebet kunne ikke forenes med en amerikansk ret til selvforsvar. Det amerikanske missilangreb stred derfor med magtforbuddet i FN pagtens, art. 2, stk. 4, der i velkendte vendinger forbyder stater at gøre brug af magt i deres interstatslige relationer.” I et rent juridisk perspektiv vil det altså være ulovligt.
Men et angreb vil også være imod amerikansk lovgivning. Generelt har der de sidste flere årtier været diskussioner mellem præsidenten og Kongressen om beføjelserne for magtanvendelse. Det er kun Kongressen, som kan erklære krig, men præsidenten er Commander-in-Chief for de væbnede styrker, og må derfor disponere over de militære styrker. Men præsidenten skal juridisk set spørge Kongressen om lov, før han engagerer militæret.
Problemet siden 2001 har været, at præsidenterne har brugt den såkaldte Authorization for the Use of Military Force (AUMF), som kom i kølvandet på terrorangrebene 11. september. Den blev brugt som juridisk grundlag for invasionen af Afghanistan, jagten på terrorister i Mellemøsten, præsident Obamas anvendelse af droner og interventionen mod Islamisk Stat i 2014.
Men et bombardement i Syrien vil ikke falde ind under den AUMF, og præsidenten har (og vil nok heller ikke) spørge Kongressen om lov. Dermed tager præsidenten sig ret til at anvende militær magt, ligesom præsident Trump gjorde det sidste år, hvor angrebet heller ikke var dækket af amerikansk lovgivning.
Et angreb vil altså være i et juridisk sort område, og i amerikansk kontekst kunne sætte en præcedens for anvendelsen af militær magt – besluttet af præsidenten alene.
You must be logged in to post a comment Login