Trumps Frankrigs-rejse var symptomatisk for udenrigspolitik

Præsident Trumps rejse til Frankrig i anledning af 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig var på flere måder symptomatisk for den udenrigspolitiske linje, som præsidenten repræsenterer. Det man så var en afstandtagen til europæiske allierede med en konstant understregning af, at de har snydt USA. Hvis Trump tager større indflydelse på den samlede udenrigspolitiske linje, så vil dette være det vi skal vænne os til.

Det skulle være en stor begivenhed, hvor verdensledere kunne mødes og markere afslutningen på en af de mest ødelæggende og betydningsfulde krige i verdenshistorien. Frankrigs præsident skulle stå på et podium ved siden af den amerikanske præsident og den tyske kansler – og Ruslands Vladimir Putin var også inviteret til begivenheden.

Præsident Trumps problemer begyndte, at hans tur til en militær kirkegård udenfor Paris blev aflyst pga. regn, hvilket førte til massiv kritik tilbage i USA. Dette har nok ikke hjulpet på præsidentens humør, da han næste dag skal deltage i den store ceremoni.
Men her fik vi endnu et tegn på præsidentens holdning til allierede. Som indledning af ceremonien skulle de samlede ledere gå ned af Champs-Élysées, men her valgte præsidenten at ankomme efterfølgende i sin limousine.

Hans distancering til de allieredes program for dagene fortsatte, da præsidenten valgte ikke at deltage i den store Paris Peace Forum, hvor de øvrige vestlige ledere deltog.

Præsidentens ageren kan for det første skyldes, at han har været i dårligt humør grundet udtalelser fra præsident Macron om et europæisk militært samarbejde, som præsident Trump så som fornærmende – eller også den megen kritik for aflysningen af besøg til militær kirkegård. Han deltog dog efter ceremonien ved Triumfbuen i en ceremoni på en anden amerikansk militær kirkegård.

Men grundlæggende gjorde præsidenten intet for at forbedre forholdet til de europæiske allierede, som over de seneste to år er blevet forsuret gevaldigt – til en sådan grad så man fra europæisk side ikke tør satse på amerikansk hjælp.

Tendensen vi ser

Denne afstandtagen til de europæiske allierede er en linje, som præsidenten har stået for siden valgkampen i 2016, baseret på en kritik af de allieredes manglende investeringer i deres forsvarsbudgetter i henhold til aftaler i NATO. Hans kritik og afstandtagen bunder også i en grundlæggende modvilje mod multilaterale institutioner, hvor præsidenten mener, at USA’s interesser er druknet i hensyn til de allierede, som blot har nydt godt af amerikansk velvillighed.

Overfor præsidentens udenrigspolitiske linje har en lille gruppe ministre stået for en markant anderledes linje, som ligger i tråd med amerikansk udenrigspolitik, som vi i Europa har nydt godt af siden 1945. Denne gruppe var i første år af Trump-administrationen den dominerende i den udenrigspolitiske debat, men siden marts 2018 har præsidenten skiftet ud i sit hold, og fået nye ministre og rådgivere, som er mere villige til at støtte hans ”America First” linje.

Efter disse udskiftninger er det efterhånden kun forsvarsminister James Mattis, som er tilbage i kabinettet med en grundlæggende positiv holdning til USA’s alliancesystem. Rygterne vil vide, at han sidder meget yderligt på sædet, og i tilfælde af at han bliver fyret, så vil præsident Trumps ”America First” linje stå stort set uimodsagt i kabinettet.
I den situation vil præsidenten også tage langt mere indflydelse på sikkerhedspolitikken, end han har haft hidtil. Konsekvensen af det kan blive flere af de angreb, som vi så både før og efter mindeceremonien i Paris.

Læs mere om alle de sikkerheds- og udenrigspolitiske diskussioner og det fundamentale opgør om USA’s rolle i verden i bogen ”Velkommen til Trumps verden. We’re America, bitch”