Trump vil lukke uddannelsesministeriet

Donald Trump har efterhånden for vane at komme med overraskende og provokerende udtalelser hver gang der er en mikrofon i nærheden. En af de seneste meldinger fra den ledende republikanske kandidat til præsidentvalget er den chokerende melding om, at han vil lukke det amerikanske uddannelsesministerium. Umiddelbart lyder det som en klassisk Trump-kommentar man ikke skal tage for gode varer, men udbruddet kan vise sig at have mere på sig end først antaget.

I den spæde begyndelse af primærvalgkampen, dengang nætterne var lange, amerikanerne gjorde deres grill klar til søndagsbarbecue med familien, og hvor Scott Walker og Jeb Bush var to af favoritterne til at løbe med den republikanske præsidentnominering var uddannelse et vigtigt emne i valgkampen. Siden er uddannelsespolitikken blevet presset i baggrunden af udviklingen i den flygtninge- og sikkerhedspolitiske dagsorden, og af den sædvanlige stime af kontroversielle udtalelser fra den altid underholdende Donald Trump.

I sidste måned gjorde han sig endnu engang bemærket, da han udtalte, at han som noget af det første som præsident vil lukke uddannelsesministeriet. I samme åndedrag langede han ud efter læringsstandarderne i Common Core, som han elsker at hade. Common Core er ifølge ham en meget slem ting, og han mener uddannelse skal foregå lokalt og ikke fra uddannelsesministeriet i Washington. Men Trump er jo notorisk for sine kontroversielle udbrud. Han kan da ikke for alvor mene han vil afskaffe uddannelsesministeriet?

Ikke bare en klassisk Trump
Vel har Trump anlagt sin politiske karriere på at komme med opsigtsvækkende bemærkninger uden det store indhold, men for en gangs skyld kan der ligge mere til grund end bare at få opmærksomhed. For Trump og mange af hans republikanske partifæller, er den føderale regering i Washington en del af problemet snarere end en del af løsningen i den amerikanske uddannelsespolitik, og Common Core er blevet eksemplet på en overdreven føderal indblanding i uddannelsespolitikken. Faktisk er det kun Jeb Bush, der helhjertet forsvarer læringsstandarderne; en kendsgerning der ifølge Trump gør Bush ”uvalgbar” som præsident.

For politikere som Mike Huckabee, Rand Paul og Trump selv er en minimering af den føderale indblanding i uddannelsespolitikken blevet til et succeskriterium i sig selv, og her er en nedlæggelse af uddannelsesministeriet et oplagt sted at starte. Huckabee er endda gået så langt som til at sige, at den føderale regering ikke har noget forfatningsmæssigt grundlag for at bedrive uddannelsespolitik, og at selve eksistensen af uddannelsesministeriet derfor er i strid med den amerikanske forfatning. Det kræver en noget selektiv fortolkning af den amerikanske forfatning at komme til den konklusion, men eksemplet understreger, hvor bredt holdningerne til føderal indblanding i uddannelsespolitikken spænder.

Donald Trump står altså ikke alene med sit synspunkt om at nedlægge uddannelsesministeriet, men selvom partifællerne Huckabee og Paul heller ikke ligefrem kan betegnes som ”valgbare” for nu at blive i Trumps termer af den brede befolkning, er det ikke desto mindre en udbredt opfattelse hos mange konservative politikere, at Washington ikke har noget at gøre i de lokale klasseværelser. Derfor er Trumps kommentarer for en gangs skyld ikke grebet ud af den blå luft.

Uddannelsesministeriet er ikke fredet
Som sædvanligt når man diskuterer amerikansk uddannelsespolitik, handler det mere om hvem der træffer beslutningerne om undervisningsmetoder, pensum og læringsstandarder end hvad indholdet af de beslutninger er. Skal man trække en parallel til det danske samfund er det nærmeste vi kommer det, hvis vi i Danmark ville overlade beslutninger af denne karakter til EU-politikerne i Bruxelles. Det er nok de færreste danskere, der synes at beslutningen om hvad deres børn skal lære i skolen skal tages af politikkerne i EU-parlamentet frem for af vores eget Folketing.

Dertil kommer, at det amerikanske uddannelsesministerium er en ret ny opfindelse. Uddannelse fik først sit eget ministerium i 1979, og beskæftiger i dag kun lidt over 5.000 medarbejdere, men opererer med et budget på omkring 68 mia. USD om året. At kun 5.000 medarbejdere forvalter så stort et budget siger meget om hvilken rolle uddannelsesministeriet spiller for uddannelsespolitikken. Der bliver truffet meget få beslutninger i Washington, der direkte påvirker undervisningen lokalt. Til gengæld består meget af opgaven i at omfordele de 68 mia. USD til de forskellige delstater og fonde. Langt størstedelen af uddannelsespolitikken og finansieringen foregår på delstats- og skolebestyrelsesniveau, og at nedlægge uddannelsesministeriet i USA vil ikke udgøre så stor en revolution, som vi umiddelbart skulle tro set med danske briller.

Uddannelsesministeriet er med andre ord på ingen måde en fredet institution i USA.

Stilhed før stormen
Uddannelsespolitikken har ikke fået meget opmærksomhed i valgkampen i takt med at det nemme mål i form af Common Core-tilhængeren Jeb Bush har mistet terræn og andre emner har presset sig på. De republikanske kandidater har travlt med at positionere sig selv i forhold til hinanden på øvrige punkter, både fordi de opfattes som mere vigtige, men også fordi de tilbageværende republikanske kandidater i virkeligheden ikke har så mange forskellige perspektiver at byde ind med på det uddannelsespolitiske område. Tvinger man dem ud i en uddannelsespolitisk debat er de ved at falde over hinanden i hvem der vil gå mest radikalt til værks for at begrænse Washingtons indflydelse på uddannelsespolitikken. Enkelte vil også nævne en reform af studielån samt mere fokus på friskolerne, men i det store hele er der med undtagelse af Bush ikke de store forskelle mellem republikanerne.

Fraværet af en uddannelsespolitisk debat i den republikanske primærvalgkamp burde dog give anledning til bekymringer, især når kandidaterne tilsyneladende er enige om drastiske reformer af uddannelsesministeriet. Amerikanerne risikerer at udpege en kandidat og eventuelt senere præsident, der har nogle radikale men for mange godt skjulte holdninger til hvordan uddannelsespolitikken bedst tilrettelægges.

Det er dog usandsynligt at Trump, Paul eller Huckabee ender med at indtage det ovale kontor, og dermed behøver medarbejderne i uddannelsesministeriet ikke at frygte for deres job i første omgang. Men idéen om at lukke uddannelsesministeriet er ikke så usandsynlig som det umiddelbart kunne lyde i vores danske ører. Det bør derfor give anledning til bekymring hos de uddannelsespolitiske føderalister, der gerne ser nationale læringsstandarder, pensumanbefalinger, og sikring af ensartet kvalitet i undervisningen på tværs af stater, hvis den uddannelsespolitiske debat forbliver underspillet i valgkampen, og amerikanerne peger på en af de konservative kandidater med radikale holdninger til uddannelsesministeriet.