Ved præsidentvalget i november blev latinoer for første gang den største minoritetsvælgergruppe ved et amerikansk valg. De har hermed overhalet afroamerikanerne, der nu er USA’s tredjestørste vælgergruppe, målt ud fra etnicitet. Men 2020-valget viste os, at man ikke kan se latinoer som en homogen gruppe. Det viste os, at demokraterne ikke kan tage latinovælgerne for givet.
Den store smeltedigel og salatskålen
Diskussionen om den nationale amerikanske identitet har stået på, lige så længe USA har eksisteret. I store dele af det 20. århundrede, var USA en stor smeltedigel. Når man ankom til det amerikanske land, efterlod man sin kultur, identitet og traditioner bag sig. Man hoppede ned i en kæmpe gryde, og kom op igen som forvandlet. Man blev amerikaner.
USA blev bygget på ideer, håb og exceptionalisme. I begyndelsen af det 20. århundrede, søgte millioner af immigranter mod Amerika, i jagten på et mere frit og velstående liv. Alle kunne blive amerikanere, hvis blot de delte de amerikanske værdier og idéer. Det var derfor ikke kutymen, at man identificerede sig selv som latinamerikaner, irsk-amerikaner, italiensk-amerikaner eller norsk-amerikaner. Man var ”bare” amerikaner.
I dag taler man om at det amerikanske samfund er blevet en ‘salatskål’, hvor de mange forskellige kulturer udgør salatstykkerne, der eksisterer side om side. Et samfund hvor mange holder fast i deres forfædres fortælling og kultur.
Trump og latinovælgerne
Når mange latinoer identificerer sig selv som amerikanere først og fremmest, skyldes det blandt andet, at de ikke kan identificere sig med latinoer som helhed. Landene i Latinamerika er lige så forskellige som landene i Europa. Derfor var det en fejl, at man fra flere sider troede, at når Trump talte hårdt til og om mexicanere, så frastødte han store dele af den latinamerikanske vælgergruppe. Det var langt fra tilfældet. De første generationer af immigranter ønsker i højere grad at identificere sig som amerikanere. Intet andet. Der er tilmed latinoer, der bakker op om en hård tone over for deres forfædres land og befolkning. Det forstod Donald Trump.
Trumps kampagne og præsidentskab har været præget af et fokus på patriotisme og et mål om at ‘dræne sumpen’ i Washington D.C. Det er ikke svært at forestille sig, at tilflyttere fra topstyrede og problemfyldte lande vil omfavne sådanne begreber. Trump brugte klogt den amerikanske patriotisme til at styrke latinoernes tilhørsforhold til USA og hans kandidatur.
For at trække latinovælgerne væk fra Joe Biden, brugte Trump helt perfekte redskaber, der var målrettet de forskellige grupper af latinoer – alt efter baggrund og bopælssted.
Et glimrende eksempel er i Miami-Dade i Florida. Her, i det overvejende demokratiske county, fik Donald Trump nemlig omkring 200,000 flere stemmer, end han gjorde i 2016. Det område har mange indbyggere med cubansk baggrund. Med et hav af skræmmekampagner om socialismens komme med Biden, formåede Trump at tale ind til kernen hos denne vælgergruppe. Hvis man er rejst fra kommunistiske Cuba, for at opnå friheden i USA, kan man næsten ikke forestille sig noget mere skræmmende end socialisme og undertrykkelse på ny.
På mange måder kan man argumentere for, at Trumps tilgang til latinoer var meget anti-racistisk. Man kan godt forestille sig, at immigranter og minoriteter ser det som en styrke, og som en accept af dem, når præsidenten fokuserer på den amerikanske drøm, på jobs og på fremgang – fremfor at fokusere på identitetspolitik.
Biden og latinovælgerne
Latinoer har som vælgergruppe traditionelt stemt demokratisk. Men som man kan se ud fra ovenstående, er det uhensigtsmæssigt at tage en hel gruppe for givet, og ikke mindst at tro, at de har de samme prioriteter.
Demokraterne overså hvor forskellige latinoerne er. De overså også, at emner som religion, for mange latinoer, er af absolut højeste prioritet. Republikanske kerneværdier som modstand mod abort og forsvaret for en lille føderal stat taler i meget højere grad ind i hjertet på de første generationer af latinoer i USA.
Demokraterne har ikke haft et vågent blik for, at det ikke er alle latinoer, der ønsker en blød immigrationspolitik i USA. Der er ikke et ønske om at ændre USA til det man er rejst fra. Der er ikke et ønske om, at folk kan komme til USA på ulovlig vis. Der er til gengæld et ønske om at kunne udleve den amerikanske drøm, i et land hvor man slår hårdt ned på narkohandel og kriminalitet. Biden vandt flertallet af latinovælgere i alle stater, men demokraterne gør nok klogt i at se på amerikanere med latinamerikanske aner, som lige præcis det de er: Amerikanere, først og fremmest.
Overordnet set var Trump simpelthen bedre til at målrette sin kampagne til hver enkelt gruppe af latinovælgere. Hans kampagne forstod, at det for alle immigranter, uanset baggrund, handler rigtig meget om individet og ens egen fremtid. Får man sine religiøse værdier indfriet? Kan man få et job? Hvor gode er mulighederne for at opnå succes? Det betyder mere for første generationers tilflyttere, end identitetspolitik.
Den uhomogene latinamerikanske vælgergruppe vil være med til at afgøre mange præsidentvalg i fremtiden. Hold godt øje med den.
