Trump udpeger ny chef for en glemt krig

General Scott Miller træder frem på scenen efter en karriere i skyggerne – som del af de amerikanske specialstyrker. Som den niende chef for USA’s styrker i Afghanistan siden 2001 overtager Miller ledelsen af en krig, som ifølge en ny amerikansk rapport bestemt ikke går så godt, som Trump-administrationen har givet udtryk for. Men 17 år efter USA invaderede er det også en glemt krig Miller overtager.

Sidste år lancerede Trump-administrationen en ny strategi for krigen i Afghanistan. Meget imod præsidentens vilje måtte man sende 4.000 soldater til Afghanistan for at støtte de afghanske sikkerhedsstyrker, som på det tidspunkt var hårdt presset af Taleban. Ifølge en ny rapport til Kongressen så er det sådan set stadig tilfældet. USA har cirka 15.000 soldater i Afghanistan, som rådgiver og støtter de afghanske sikkerhedsstyrker, men som officielt ikke er kamptropper. Alligevel har Taleban foretaget en række større angreb på det seneste, og situationen i landet kategoriseres ifølge rapporten som direkte farlig.
Da han blev spurgt til den kritiske rapport udtalte Pentagon-talsmand oberst Rob Manning, at: ”chaos and progress can coexist”.

Det er i denne blanding af kaos og fremskridt, at general Scott Miller træder frem efter en 35 år lang karriere i de amerikanske specialstyrker, og samtidig får sin fjerde general-stjerne.
Som ung kaptajn var han chef for en deling af Delta-soldater under den berømte Black Hawk Down episode i Mogadishu i 1993, og senest har han tilbragt to år som chef for en af de hemmeligste kommandoer i det amerikanske militær, nemlig Joint Special Operations Command (JSOC). Det er JSOC som står for de svære og meget hemmelige operationer, som foregår rundt om i verden med toptrænede enheder som Delta Force og SEAL Team Six som del af holdet.
I den kapacitet har den 57-årige general spillet en central rolle i den intense indsats af amerikanske specialstyrker i Irak og Afghanistan i jagten på topledere af Islamisk Stat.

Miller har tilbragt sin karriere i Delta Force, en enhed så hemmelig, at det amerikanske militær i mange år ikke ville erkende dens eksistens, men med den fjerde stjerne, så følger der altså også ansvaret for USA’s længste krig.

Nogle amerikanske kommentatorer spekulerer i, at hans udnævnelse vil betyde et større fokus på at anvende amerikanske specialstyrker til nålestiksoperationer mod fjenden i Afghanistan, samtidig med at han skal drage på sin erfaring fra specialstyrkerne med at træne udenlandske styrker til selv at varetage sikkerheden i deres land. Netop denne opgave er traditionelt noget de amerikanske specialstyrker er uddannet til at gøre, og den primære opgave i Afghanistan er stadig at uddanne og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker – vi skal jo huske at koalitionen kunne trække sig ud af Afghanistan i 2014, fordi der var stå godt styr på sikkerheden, at man ikke behøvede udenlandske kamptropper længere.

Men her fire år senere er situationen i landet yderst skrøbelig. Ifølge en rapport fra Special Investigator General for Afghanistan Reconstruction, så har centralregeringen reel kontrol med 56% af landets 407 distrikter, mens oprørsgrupper har reel kontrol med 15%, mens man slås om de resterende 29%.
FN-missionen i landet konstaterer, at civile tab ligger rekord højt også, med 2.250 i første kvartal af 2018, og at selvmordsangreb i år har kostet dobbelt så mange mennesker livet sammenlignet med sidste år.

Til at håndtere den opgave gør den nye amerikanske rapport opmærksom på, at antallet af afghanske sikkerhedsstyrker er faldet fra sidste år til i år – fra 331.708 til 313.728 i januar i år.

General Miller overtager samtidig ledelsen af NATO’s Resolute Support Mission, og dermed også de omkring 100 danske soldater, som også stadig er aktive i landet.

Men i modsætning til sin forgænger, general Stanley McChrystal, som også havde en fortid som chef for JSOC, så bliver det en meget mere begrænset opgave for Miller, men i et lige så komplekst strategisk miljø.
McChrystal blev sat i spidsen for en omfattende troppeforøgelse med henblik på at stabilisere situationen i Afghanistan med en strategi baseret på elementer af oprørsbekæmpelse – som det man gjorde i Irak. Formålet var reelt set, at holde hånden på trykkogeren længe nok til at man kunne trække sig ud af landet uden at trykkogeren sprang i luften.

For Miller gælder det om at støtte de afghanske sikkerhedsstyrker på en måde som ikke vækker for stor opmærksomhed hjemme, da ingen reelt har lyst til at tale om krigen længere, men ingen kan finde en vej ud. Husk på at hverken Hillary Clinton eller Donald Trump talte om USA’s længste krig i deres debatter, eller generelt, under valgkampen i 2016.
Ingen har lyst til at være præsidenten eller generalen som tabte Afghanistan. Helt grundlæggende var det derfor, præsident Trump gik imod egne instinkter og indvilgede i en troppeforøgelse sidste år, stærkt ansporet af national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og forsvarsminister James Mattis. Men samtidig har man heller ikke lyst til at skulle bruge for mange ressourcer på krigen.

I kølvandet på den lette sejr over Taleban i 2001 blev krigen i Afghanistan den ”glemte krig”, da opmærksomheden flyttede sig til Irak. Det ændrede sig i 2009/2010, da præsident Obama fokuserede på Afghanistan som ”den rigtige krig”, som USA var nødt til at fokusere på.

Men ikke for længe, og derfor sluttede kampmissionen i 2014, og krigen er nu igen ”den glemte krig”.