Med sejren i Nevada fuldender Donald Trump sit primærvalgs-hattrick og styrker sin position yderligere frem mod Super Tuesday. Spørgsmålet er nu, om Marco Rubio og partiledelsen kan finde en måde at stoppe Trumps momentum, så han ikke gør rent bord om en uge.
Det blev som målingerne havde spået. Donald Trump sejrede stort i Nevada, mens Marco Rubio nappede andenpladsen og Ted Cruz den sidste af podiepladserne. Dermed fuldender Trump sit hattrick med sejre i New Hampshire, South Carolina og nu Nevada.
Sejren var som sagt ventet, da Trump længe har toppet målingerne i Vegas-staten, men der er næppe tvivl om, at ledelsen havde håbet på større tilslutning rundt om Marco Rubio på andenpladsen. For at Rubio på ganske få dage skulle nå at overhale Trump, havde ingen forventet. Men i hvor høj grad Rubio ville være i stand til at lukke hullet op til Trump, så han ikke vandt stort, var den store ubekendte. Det kunne han ikke. Med et forspring på godt 20 procent, er Trumps sejr både klar og tydelig. Og partiledelsens mareridt fortsætter med forstærket styrke.
Som så ofte før, var vrede grundstenen for Trumps sejr i Nevada. Et flertal af vælgerne fortalte i forbindelse med valghandlingen, at de var vrede og ville have en outsider. Det må man sige, at Trump er. Og han er det i øjeblikket på en måde, der ikke levner den anden outsider-kandidat, Ted Cruz, mange chancer fremadrettet.
Spørgsmålet nu er, om vreden blandt vælgerne er så stor, at det er nok til at sikre Trump et stærkt Super Tuesday eller om ledelsen, pengemændene og partiapparatet kan nå at få gjort Marco Rubio så kampklar, at det er nok til at stoppe Trumps fremmarch på tirsdag. Let bliver det ikke, og spørgsmålet der i de seneste dage, allerede før Trumps sejr i Nevada, begyndte at melde sig var: Er det for sent? Kan Rubio og ledelsen nå at stoppe Trump?
Svaret er, at det kan de godt, men det bliver ikke let, og det er langt fra givet, at det sker. Trump er stadig foragtet af utrolig mange vælgere, og selv om han sætter Rubio og de øvrige til vægs i Nevada i nat, så tales der fortsat om, hvorvidt Trump har et loft? Altså om der er en grænse for, hvor mange vælgere han kan appellere til? Og i givet fald, hvor den grænse går?
Hvis Trumps vælgerappel er cirka 30 procent plus minus, så bør det være muligt for Rubio at tage kampen op og måske også besejre Trump. Men det kræver, at resten af partiet mere eller mindre samler sig rundt om Florida-senatoren og stemmer på ham i en sådan grad, at det ikke bare giver stærke andenpladser, men sejre over Trump. Den proces er så småt i gang, men det skal gå hurtigt nu. For vi er blot seks dage fra Super Tuesday og tre uger fra de vigtige primærvalg i Ohio, Illinois, North Carolina og Rubios hjemstat, Florida. Derfor vil vi i de kommende dage se Rubio og partiets establishment forsøge at stoppe Trump med alt hvad de har. Super Tuesday handler for Rubio ikke så meget om at slå Trump over hele linjen. Det kan han ikke. Det handler om at stoppe Trumps momentum i en sådan grad, at han ikke kommer fra Super Tuesday med så meget medvind, at han ikke længere kan indhentes.
Vi går nogle meget intense og dramatiske dage og uger i møde i amerikansk politik. For indtil videre har Trump og Rubio kun sporadisk tjattet lidt til hinanden. Det er slut nu. For hvis Rubio skal gøre sig nogen forhåbninger om at stoppe Trump, så skal fløjlshandskerne af og slåskampen begyndes. Det er Trump helt på det rene med. Han har foreløbig knust al modstand på sin vej, inklusiv den oprindelige favorit, Jeb Bush. Og hvis Rubio, som det ser ud, er den sidste mand, han skal sende til tælling, for at kunne vinde nomineringen, så er der grundlag for at antage, at The Donald møder op til kamp med pistolerne ladt.
Kampen om den republikanske nominering spidser til. Donald Trump har med nattens sejr sat en fed streg under sin position som manden, der skal besejres. De kommende dage vil vise, hvordan Rubio og ledelsen har tænkt sig at gribe dette an. Stille kom det ikke til at gå for sig. For der skal en indsats ud over det sædvanlige til, hvis ikke Trump skal tromle videre mod nomineringen. Og gøre ledelsens mareridt til virkelighed.
You must be logged in to post a comment Login