Trump sætter foden ned i Syrien

Mange efterlyste det under præsident Obama, og nu har Trump så handlet. I nat dansk tid sendte amerikanske destroyere krydsermissiler mod den base, hvorfra Assad-regimet sendte fly for at udføre det kemiske angreb, som kostede 80 civile livet. Dermed viser præsidenten handlekraft, men vi skal ikke tro at det vil føre til en yderligere eskalation, der er stadig for mange forhindringer for en amerikansk intervention.

Så kom der en reaktion fra USA på den syriske præsident Assads anvendelse af kemiske våben mod sin egen befolkning. Præsident Trump har vist den handlekraft og styrke, som han kritiserede sin forgænger for at mangle, da han satte en rød streg for Assad-regimet. Trump satte også en rød streg for nogle dage siden, og i nat kom så konsekvensen af at det syriske styre havde overskredet den.
Angrebet er efterhånden godt beskrevet i dagens presse. 59 Tomahawk missiler affyret fra to amerikanske destroyere stationeret i Middelhavet. Angrebet var rettet mod den luftbase hvorfra det kemiske angreb var udført. Kort inden angrebet blev russerne kontaktet og bedt om at forlade basen, da man ville undgå russiske tab.

Der er altså tale om en begrænset straffeoperation, rettet mod et specifikt mål med det formål at vise at USA ikke vil acceptere anvendelsen af kemiske våben.

Og det er netop karakteren af angrebet vi skal være opmærksomme på, inden man råber for meget om amerikansk intervention. Der er tale om et helt præcist angreb på et enkelt klart defineret mål, som har relation til en handling, som det internationale samfund fordømmer. Der er ikke tale om at det amerikanske flyvevåben har lammet det syriske luftforsvar og angrebet luftstyrker på jorden. Hvis der havde været tale om et sådan angreb, så havde det været en alvorlig eskalation af den amerikanske politik. Men lige nu er der tale om en specifik straffeaktion, og det er meget tvivlsomt om USA vil sætte militære styrker ind for at ændre magtbalancen i Syrien til fordel for oprørerne.
Angrebet kan på mange måder sammenlignes med Bill Clintons bombninger af al Qaeda træningslejre i Afghanistan i 1998 efter bombningerne af de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania. Her var der også tale om et afgrænset angreb mod klart definerede mål ment som en straffeaktion.

I stedet kan nattens angreb lægge pres på Rusland for at finde en forhandlingsløsning, og vise Rusland at Assad-regimet ikke kan slippe afsted med hvad som helst med præsident Trump i Det Hvide Hus. Det kan give incitament til at finde en eller anden form for løsning, i modsætning til hidtil, hvor den amerikanske passivitet gav anledning til at Assad-regimet og Rusland i fællesskab kunne slide oprørerne op i en grusom borgerkrig.

Men folk skal altså ikke forvente amerikanske luftangreb på syriske regeringsstyrker for at tippe balancen til oprørernes fordel i stil med operationen i Libyen. Situationen er langt mere kompleks og antallet af regionale og globale aktører som er engageret i en mangeårig stedfortræderkrig er stort. Derfor vil et øget amerikansk militært engagement have uoverskuelige konsekvenser for USA.
Alligevel viser angrebet at USA er blevet en aktør i konflikten, som er villig til at sætte foden ned overfor ugerninger, som ikke kan accepteres.

Det interessante bliver nu det internationale efterspil. Hvordan reagerer Rusland og Kina på dette angreb? Rusland har indtil videre fordømt angrebet, men hvad kommer derefter?

Samtidig kan man spekulere lidt over timingen for angrebet mod Syrien. Præsident Trump tog i går imod den kinesiske præsident Xi Jinping til et topmøde ved Mar-a-Lago. Sent efter gallamiddagen i går aftes kunne præsident Trump så fortælle den amerikanske nation, at han havde beordret bombninger i Syrien. Var det ment som et signal også rettet mod Kina, kunne man overveje. Vil Trump vise at han er alvorlig, og ikke bare kommer med tomme trusler, når han taler om at noget er uacceptabelt og at han vil handle – i modsætning til sin forgænger. Derfor er det også interessant, at se hvordan kineserne reagerer.

Så der er mange ubesvarede spørgsmål stadig, men det virker dog usandsynligt at vi vil komme til at se et meget større amerikansk militært engagement i borgerkrigen i Syrien. Det interessante bliver at se de internationale reaktioner, og om dette kan fodre en fornyet indsats for at finde en forhandlingsløsning i Syrien.