Luften har været tyk af beskyldninger og personangreb den forgangne uge i South Carolina. Nu er de republikanske stemmer talt op. Bedst gik det for Donald Trump og Marco Rubio, mens Jeb Bush har trukket stikket på sin kampagne. Kongressen.com var med, da Republikanerne gik til valg i den vigtige sydstat
SOUTH CAROLINA: På en base for de militære reserver i den sydlige ende af delstatshovedstaden Columbia skal senator Ted Cruz holde tale for små små tusind fremmødte.
Bølgerne gik højt i weekendens Tv-debat der nogle gange virkede som om det kunne udvikle sig til et regulært slagsmål og Donald Trump måtte kæmpe for ikke at slynge eder imod hans rivaler på scenen. Debatten er blevet fulgt op med væg-til-væg dækning af South Carolinas Tv-annonceringsplads med angrebsreklamer imod alle kandidaterne. Positiviteten som Ohios guvernør John Kasich igen og igen efterlyser har ikke indfundet sig.
Både Cruz’ kampagne og hans SuperPac(en finansiel støtteorganisation – det er kompliceret) har købt reklameplads til at hamre ind i vælgernes bevidsthed at senator Marco Rubio arbejdede sammen med demokraterne om en immigrations-lov og derfor ikke er konservativ nok til at være partiets kandidat.
Cruz introduceres af Texas’ tidligere guvernør Rick Perry. Eksguvernøren er kendt for et uheldigt forsøg på selv at blive republikanernes præsidentkandidat i 2012 og at han tager joggeture med et skydevåden med lasersigte i fald en prærieulv krydser hans vej.
Som han tager sig ud i dag med sin sortindfattede briller ligner han mest en midaldrende Clark Kent der aldrig forlod Smallville og nu går i cargo-bukser og dockers-sko.
Han slår fast at Cruz vil holde sit ord på alle sine politiske løfter og vil stå fast på sine principper ligegyldig hvad.
Cruz’ tale er skræddersyet til South Carolina der er meget afhængig af de offentlige midler det amerikanske militær bringer ind i staten. Dertil er der mange krigsveteraner tilstede, hvorfor Cruz’ tale er yderst tung på sikkerheds- og forsvarspolitik.
I den sammengæng angriber Cruz dog mest Barack Obama og ikke så meget sin rivaler i primærvalget – det overlader han til sine reklamer. Særligt er han arrig over glutenfri madpakker i militæret og kvinders ligestilling i frontlinjen som han ser som politisk korrektheds indtræden i militære anliggender hvor det ikke hører hjemme.
I Syden lægger man stor vægt på manerer og kordial tone, men høfligheden skjuler en underliggende strøm af politiske nederdrægtigheder. South Carolina især er kendt for sine beskidte tricks i valgsammenhæng. I år 2000s primærvalg spredte George W. Bush’s kampagne et rygte om at rivalen John McCain havde et raceblandet barn uden for ægteskab – rygtet var opspind, McCain har en adopteret datter fra Bangladesh. Denne spillen på vælgernes lave og racistiske impulser sikrede Bush staten. Tvivlsomheden af South Carolinas sydstatscharme understreges i den sammenhæng yderligere af at staten var repræsenteret af senator Strom Thurmond i fem årtier – Thurmond var en stærk fortaler for segregering af sorte og hvide men han havde faktisk et sort barn uden for ægteskab.
Dagen før valgdagen fylder Donald Trump en konvent-hal i strandbyen Myrtle Beach. Feriemålet Myrtle Beach er hvor det tilknappede og kirkegående Syden mødes med potrygende strandbumser i kitschede omgivelser der tiltrækker både bikere, ferierende pensionister og studerende på deres Spring Break der ikke har råd til Florida eller Cancun.
Kyststrækningen, der nedladende er kendt som ”Redneck Rivieraen”, synes meget passende for Donald Trumps respektløshed og mangel på smag og god tone. Ikke overraskende tiltrækker milliardæren et stort publikum i flip-flappernes og de tilsandede jointskodders land.
Mange af de fremmødte er ikke fra South Carolina, men folk der bor her halvdelen af året eller blot ser en Trump-tale som endnu en aktivitet på deres badeferie.
Terry er del af en gruppe der er kørt fra Charlotte, North Carolina for at se Trump.
Man ser masser af Trump-skilte over det meste af staten, og byggematadoren har været langt foran i meningsmålingerne i månedsvis, men det er svært at finde folk der faktisk intenderer at stemme i South Carolina denne dag i Myrtle Beach. Derimod møder man Trump-støtter fra alle egne af USA og endda en del canadiere. Trumps støtte synes på én gang allestedsnærværende og flygtig.
Trump giver sin sædvandlige spiel om politikeres inkompetence, dårlige handelsaftalers erodering af industrielle jobs og behovet for en beskyttende mur mod Mexico. Han har dog også en South Carolina-portion i sin tale hvor han bebrejder rivalen Ted Cruz’ løgnagtige angrebsreklamer og hans kampagnes finansiering via et favorabelt lån fra investeringsbanken Goldman Sachs.
Men i forhold til at vi er i South Carolina, de politiske nederdrægtigheders land, er hans angreb på Cruz ikke særligt saftige – mere bare irettesættende. Han beskytter endda Rubio imod Cruz angreb som han fordømmer som uværdige.
Det værste han har kunnet diske op med var i Tv-debatten hvor han fremdrog den efterhånden klichéfyldte anklage om at George W. Bush skulle have haft kendskab til 9/11-angrebene før de fandt sted.
Det mest interessante angreb denne uge kom fra det mest uventede sted: Pave Francis under hans besøg i Mexico. Hans antydning af at Trump ikke kunne være en barmhjertig kristen med hans forkærlighed for grænsemure stødte mange, deriblandt Trump – buhu. Men det vil nok ikke betyde det store i South Carolina, der er udpræget baptistisk og ikke lytter meget til paven.
Når paven kaster bedre med mudder end de republikanske kandidater kan South Carolina ikke siges at have levet op til sit rygte. På den anden side har Trump og de andre kandidater måske allerede sagt så mange grænseoverskridende ting i valgkampen at man som tilskuer er blevet en smule immun overfor den giftige brod.
På valgaftenen i delstatshovedstaden Columbia holder Rubio-kampagnen valgfest oven på et overraskende godt resultat. Han slås om en andenplads med senator Ted Cruz om en andenplads – begge har ca. 22 procent. Ligegyldig om Rubio får 2. eller en tæt 3.-plads vil historien fra denne valgaften blive hans genoprejsning oven på hans dårlige resultat i New Hampshire.
Dee har bærer en stor sodavand og et stort smil og nyder sejren efter at have været frivillig for kampagnen.
”Når jeg ringede folk op oplevede en masse positivitet fra folk, særligt efter [guvernør] Nikky Haley gav sin anbefaling [til Rubio].” siger hun glad.
”Jeg synes også at han gjorde ret i at tale om sine standpunkter og idéer fremfor at angribe andre – han har holdt sin kampagne ren.” siger hun om senator Rubio.
Rubios SuperPac har nu rette angreb imod især Ted Cruz, men som han holder sin sejrtale er det unægtelig en meget positiv tone han anslår og blikket er fortsat rettet imod den større kamp med demokraterne, ikke smålige bataljer med de andre kandidater i ræset.
Trump er selvfølgelig sejrherren. Hans sejrs-hoveren er noget vi nok kommer til at se en del til i de kommende uger – hvis man skal tro meningsmålingerne. Men Rubios narrativ er ligeså stærkt, han slår Cruz i en stat han burde dominere og Bush hopper ud af ræset.
South Carolina i dette års primærvalg vil ikke blive husket for forsmædelige personangreb, og politiske blodbad, men i stedet Marco Rubios genoprejsning.
You must be logged in to post a comment Login