Trump løber panden mod muren

Det er hans vel nok mest berømte valgløfte, nemlig løftet om at bygge muren langs den mexicanske grænse. Den skal nok komme, fastholder Trump tit og ofte. Vi betaler den ikke, lyder det konsekvent fra Mexico. Nu er spørgsmålet så, om Trump kan få Kongressen til at det. Umiddelbart er det svært at se for sig. Af flere grunde.

“Build that wall! Build that wall! Build that wall!”
Det var sidstedagen af det republikanske partikonvent i Cleveland, Ohio. Godt et år efter at han havde meldt sit kandidatur, var Donald Trump nu officielt nomineret som Republikanernes præsidentkandidat. En del af forklaringen var et løfte, som i sommeren 2015 havde fået flere til at tage sig til hovedet, men som viste sig at have større klangbund blandt vælgerne, end først forventet, nemlig løftet om at bygge en mur langs den mexicanske grænse. Og i det hele taget føre en langt hårdere immigrationspolitik end hidtil.

“Mexico betaler for muren, tro mig!” havde Trump gang på gang fastslået undervejs i primærvalgkampen. Også selv om den mexicanske præsident Pena Nieto blev ved med at afvise at der ville være så meget som en bøjet peso til overs fra den mexicanske statskasse til Trumps murbyggeri.

Det var de fremmødte i Cleveland dog ligeglade med denne juli-dag i midtvesten. De ville bare have en mur, hårdere immigrationspolitik og Trump til at stå i spidsen for det hele. Så skulle det nok gå.

De forgangne tre dage var gået med at synliggøre fra forskellige vinkler, hvorfor Trump ønskede at bygge en mur og stramme bardunerne omkring grænsekontrol, visumprogrammer og illegal immigration. Det handlede nemlig også om national sikkerhed, om tryghed i hverdagen, om arbejdspladser, om økonomi og om organiseret kriminalitet, havde talrige talere forklaret fra konventets talerstol. Hvilket konsekvent havde fået tilhørerne til at råbe de tre så berømte ord igen og igen:
“Build that wall!”

Derfor er muren langs grænsen heller ikke bare et valgløfte som så mange andre, som Trump enten kan rende fra eller give andre skylden for ikke bliver til noget. I hvert fald ikke lige med det samme. Det her er en af grundpillerne i hans valgsejr, så her må præsidenten smøge ærmerne op og slås det bedste han har lært for at indfri sit løfte.

Spørgsmålet der imidlertid stadig presser sig på i den forbindelse er stadig: ‘Hvordan?’ ‘Hvordan, præsident Trump?’ ‘Og hvor skal pengene komme fra?’

Meldingen fra Mexico er nøjagtig den samme som den var lige fra det øjeblik Trump lancerede ideen, nemlig at de ikke har tænkt sig at betale muren. Uanset hvad Trump måtte ønske og sige.

Det bliver altså ikke Mexico, der samler regningen op. Hvem så?

Tja, i virkeligheden efterlader det kun en mulighed, om end den også er svær at se for sig blive til noget, og det er den model, der går ud på, at amerikanerne selv betaler muren. At Kongressen finder de mange milliarder Dollar der skal til for at bygge en mur langs den mexicanske grænse.

Hvorfor er den vej dog omtrent lige så ufarbar som Ring 3 i myldretiden? Der er ingen penge i kassen. Tværtimod kører det føderale USA fortsat med et dundrende underskud, og det varer ikke længe for man igen, igen, igen rammer gældsloftet.

Derfor har hverken Senatets leder, Mitch McConnell, eller formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, meget lyst til at kaste det føderale USA ud i en kolossal investering, som den, der her er tale om. Der er ganske enkelt ikke råd, og politisk er der heller ikke det store behov hos hverken McConnell eller Ryan for at få bygget en mur. Dermed ikke sagt at de ikke gerne ser en bedre grænsekontrol, for det gør de. Men derfra og så til at bygge en mur hele vejen langs grænsen og brænde milliarder af føderale skatte Dollars af på den måde, det har ingen af de to GOP-spidser meget lyst til.

Men det kommer de til, lod Trump forstå på et stort vælgermøde i Arizona i sidste uge. Find pengene til min mur, eller jeg lukker den føderale regering, lød den konfrontatoriske melding fra Trump. En melding, som hverken McConnell eller Ryan har brudt sig meget om. Dels fordi de ikke ønsker en nedlukning, som vil være meget svær at forklare over for vælgerne i en tid, hvor Republikanerne har flertallet over hele linjen. Og dels fordi de er godt og grundigt trætte af Trumps trusler.

Politik er nu en gang det muliges kunst og selvfølgelig skal der forhandles. Men det stimulerer ikke forhandlingssituationen at Trump allerede nu truer med at lukke regeringen, hvis ikke han får det, som han vil have det. Tværtimod.

Det paradoksale er, at ingen af parterne har nogen interesse i, at det her ender i et offentligt rabalder. Og alligevel er det umiddelbart det scenario, der virker mest sandsynligt lige nu. I hvert fald er det svært at se for sig, hvordan de skal kunne mødes. Ikke bare fordi relationen mellem Trump og ledelsen på The Hill er yderst anstengt. Men også fordi Trumps planer i det her tilfælde clasher voldsomt med den republikanske ideologi, både McConnell og især Ryan er rundet af.

Derfor er vurderingen herfra, at vi kommer til at være vidne til et heftigt politisk slagsmål internt i det republikanske parti og at bølgerne kommer til at gå mere end almindelig højt i denne her sag. Om det ender med at Trump gør alvor af sine trusler om at lukke regeringen hvis ikke han får det, som han vil have det, ja, det er lidt for tidligt at sige på nuværende tidspunkt. Det afhænger meget af folkestemningen til den tid.

Vi kommer derfor til at se præsident Trump fortsætte med at løbe panden mod muren den kommende tid. Om det så betyder at muren til sidst vælter, det er mere tvivlsomt. Men ondt, det kommer det til at gøre. Både på Trump, på McConnell og på Ryan.

Sagaen om muren langs grænsen fortsætter.