Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Trump kører videre i de samme Twitter-riller

Donald Trump stormer afsted på Twitter. På trods af, at der er gået et år siden valget er emnerne og tonen stadig den samme.

Af Anna Hornshøj og Nora Sina

Hvis man scroller ned af Trumps twitterprofil, bliver man nok ikke overrasket. Hvis man havde håbet på diplomati og præsidentielt lederskab, så bliver man skuffet. Det eneste, der til dels har forandret sig i forhold til den valgkamp, der ligger et år tilbage, er emnerne. Aggressiviteten og mistroen til demokraterne, de etablerede medier og folk, der er uenige med præsidenten fortsætter ufortrødent.

#TaxCutsandJobsAct
Trump administrationens skattereform er et af de fremtrædende emner på Twitter. Her kan man blive overrasket, for twitterstilen er forventelig i forhold til det kommende midtvejsvalg i 2018. Det handler faktisk om republikansk politik og konkret lovgivning. Trump fejrer sejre på Twitter og kritiserer Demokraternes manglende samarbejde. Debatten omkring skattereformen er overraskende sober og politisk. Der lægges vægt på, at dette var et valgløfte, der nu bliver ført ud i livet.
På samme måde bliver der stadig tweetet om en anden fremtrædende mærkesag i ny og næ. Den berygtede mur ved USA’s sydlige grænse fylder mindre og mindre på Twitter, men dukker af og til op med en forsikring fra præsidenten om, at der stadig kæmpes for at gøre muren til en realitet. 

THANK YOU ASIA #USA
I de etablerede medier har det været svært at undgå at opdage, at Trump har været på embedsrejse i Asien. Det samme gælder for Twitter. Præsidentens tweets under rejsen har været en festlig blanding af politik, små videoer af sig selv, der holder taler og personfnidder. Mest opsigtvækkende uden tvivl er Trumps tweet om den nordkoreanske leders, Kim Jong-Un’s, fysik. Givet den meget anspændte politiske situation mellem USA og Nordkorea er tweetet malplaceret. Nogle ville mene, at andre emner i forhold til Nordkorea og USA trænger sig mere på end de to lederes syn på hinandens kroppe. Især når Trump, som leder af den frie verden, reelt bliver fornærmet over at kaldes gammel af lederen af et af verdens mest diktatoriske styrer.

Derudover fylder intet mindre end fem videoer i træk, af Trump selv holdende en tale til Asian-Pacific Economic Cooperation Summit i Vietnam. Her taler han varmt for bilaterale handelsaftaler mellem USA og et hvert asiatisk land, der er interesseret i at være handelspartnere. Der tales mindre varmt for store handelsaftaler mellem flere lande. Dette ligger i tråd med Trumps hidtidige modstand mod for eksempel TTIP, CETA og klimaaftalen fra Paris.
Den kinesiske præsident og deres indbyrdes forhold roses op over skyerne i Trumps tweets. Der satses stort på samarbejde på handelsområdet og i forhold til den anspændte situation i Nordkorea. Men en klassisk Trump ender igen her med at stjæle billedet. Den seneste tid har præsidentens tweets med fokus på Kina endt med at omhandle den kortvarige fængsling af tre UCLA basketballspillere. Hele humlen i disse tweets er Trumps bitterhed over spillernes manglende taknemlighed for et opkald fra ham, der bidrog til deres løsladelse.

Gammel vin på nye flasker
Til trods for udlandsrejse og skattereform er det stadig på præcis samme måde som under valgkampen, nedgørelse af Hillary Clinton og de etablerede medier, der fylder Twitter. På trods af Clintons fravær i amerikansk politik tweeter Trump stadig om crooked Hillary. Igen virker det som om Trump stadig fører valgkamp imod Clinton, når fokus stadig ligger mere på hende end på Demokraternes politik.

Desuden fortsætter Trumps krig imod de etablerede medier i samme gear som hidtil. Et eksempel herpå er fra Trumps asientur, hvor han fra Filippinerne tweeter, ”While in the Philippines I was forced to watch CNN, which I have not done in months, and again realized how bad, and FAKE, it is. Loser!” Det sigende for det her tweet er, at det ikke står i sammenhæng med noget aktuelt. Fokus er kun på at skabe mistro om et etableret medie som CNN.

Indholdsmæssigt er det altså stadig de samme emner som under valgkampen, der fylder og stilen er også stadig den samme. Det kan ses ved præsidentens tweets omkring påkørslen af omkring 20 mennesker på det vestlige Manhatten den 31. oktober. Trumps fokus, der udtrykkes ved hjælp af caps lock, omhandler dødsstraf og Guantanamo.

Man bliver nok nødt til at affinde sig med at Trumps stil på Twitter ikke ændrer sig selvom vi bevæger os længere og længere væk fra præsidentvalgkampen. Hans tweets er uden filter og Twitter er stadig et medie han bruger til at producere breaking-news og som et talerør for hans frustrationer. Til trods for at han fortsætter stilen, kan man blive ved med at lade sig chokere.

Written By

Anna Hornshøj studerer statskundskab ved Københavns Universitet med særlig fokus på internationale relationer. Tilknyttet Kongressen.com som redaktionssekretær. Mobil: 51169690 Mail: annaskovlunde@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen