Donald Trump er ikke uvant med at være midtpunkt i kontroverser. Hidtil har sagerne haft det med hurtigt at forsvinde, fordi nye sager dukker op. Men denne gang er Trump kommet i kraftig modvind hos en symbolsk vigtig gruppe nemlig veteraner og efterladte til soldater dræbt i kamp. Nu bliver han kritiseret fra flere kredse inklusiv sit eget parti. Sagen vil bare ikke forsvinde ligesom de andre.
Han har opfordret Rusland til at hacke sin modkandidats emailkonto. Han er ikke helt klar på at Rusland har styrker i Ukraine. Hans økonomiske forbindelser til Rusland undersøges i øjeblikket nøje af flere amerikanske medier. Det er altså ikke fordi Donald Trump og hans stab mangler sikkerhedspolitiske kastanjer som skal rages ud af ilden, ved siden af sager om hans skattepapirer og en løgn om støtte fra fodboldforbund i forhold til debattidspunkter. Alle disse sager bliver dog i disse dage overskygget af en anden sag. Det lader lidt til at være et grundvilkår i Trumps kampagne: der er sjældent tid til at dvæle ved enkeltsager, fordi nye dukker op. Men familien Khan kan Trump ikke komme væk fra. Efter sammenstød med forældrene til en amerikansk soldat dræbt i kamp i Irak fårTrump nu kritik fra sit eget parti og fremtrædende veteranorganisationer som Veterans of Foreign Wars og Iraq and Afghanistan Veterans of America. Organisationer som man ikke ønsker imod sig under en præsidentvalgkamp i USA.
Talen der begyndte det hele
Khizr Khan stod på talerstolen ved det demokratiske konvent i Philadelphia og talte om sin afdøde søn kaptajn Humayun Khan. Kaptajn Khan døde i Irak i 2004, hvor han blev dræbt af en selvmordsbomber, efter at have beordret sin deling i dækning.
Ved siden af Khizr Khan stod hans kone Ghazala, tavst under hele talen. Hun har efterfølgende forklaret at årsagen til at hun ikke talte ved konventet var at synet af hendes søns billede gør hende så rørt, at hun ikke kan udtrykke sig.
Khizr og Ghazala Khan er en såkaldt ”Gold Star Family” – efterladte til en amerikansk soldat som er dræbt i kamp.
Khizr Khans tale udviklede sig til en skarp kritik af Donald Trump og dennes udtalelser om muslimer og at Trump ikke ved hvad det vil sige at ofre noget for sit land. Trump valgte at tage til genmæle. For det første understregede han, at han da havde gjort ofre for sit land: I think I’ve made a lot of sacrifices. I work very,very hard. I’ve created thousands and thousands of jobs, tens of thousands of jobs. Men derudover så insinuerede Trump også at Ghazala Khan måske ikke havde fået lov at sige noget ved konventet, og at Khizrs tale var skrevet af Clintons taleskrivere. Begge dele har parret afvist.
Undervejs i interviewet med George Stephanopoulos understreger Trump, at han føler sig ret sikker på sin opbakning blandt veteraner: I think my popularity with the vets is through the roof. Det har han sådan set en pointe i, da han ifølge meningsmålinger har nydt stor opbakning blandt militærfolk.
Hans udtalelser og efterfølgende kommentarer om Khizr og Ghazala Khan har dog fået stemningen til at vende. For hvis der er noget som er sikkert i denne type debat, så er det at Gold Star Families er off limits. Dem går man bare ikke efter.
Modstand fra markante organisationer
Der gik da heller ikke længe før folk og organisationer begyndte at tage afstand til Trumps udtalelser. En række veteranorganisationer har været ude med skriftlige udtalelser, hvor de tager afstand fra Trump.
Den største veteranorganisation, og en symbolsk vigtig gruppe at få støtte fra, er organisationen Veterans of Foreign Wars (VFW). Organisationen har 1,7 millioner medlemmer, og dertil skal man altså lægge familiemedlemmer, som må formodes også at tage veteransager alvorligt. Det er altså en meget stor gruppe mennesker, som VFW kan mobilisere, hvis de ser sig sure på en kandidat. I dette tilfælde har formanden for organisationen udtalt at to ridicule a Gold Star Mother is out of bounds. Brian Duffy fortsætter: Election year or not, the VFW will not tolerate anyone berating a Gold Star family member for exercising his or her right of speech or expression. Her er der altså en gruppe som Trump vil skulle arbejde hårdt for at vinde tilbage.
Sammen med seks andre veteranorganisationer var Iraq and Afghanistan Veterans of America også ude mandag og lægge afstand til Trumps udtalelser: As Republican, Democratic, and Independent military, veterans, family members and survivors, we ask that all candidates, at all levels, demonstrate the character demanded of the offices they seek, and respect not only those who have paid the ultimate price for our freedom but also their families who have borne such a loss to protect our liberties.
Kritik fra sådanne organisationer kan blive stærkt problematisk for Trumps kandidatur, for støtte til veteraner og efterladte er så grundfældet i det amerikanske samfund, at kritik af dem er næsten utænkeligt – måske i særlig grad en Gold Star Mother som Ghazala Khan. Disse mennesker har kæmpet for USA og for Gold Star Families har ofret deres familiemedlemmer for landet.
#Trumpsacrifices
Netop spørgsmålet om ofre for USA er næste del af kritikken af Trump. For hans udmelding om at han også havde ofret sig for sit land har givet anledning til latterliggørelse på hans yndlingsmedie Twitter.
Under hashtagget #Trumpsacrifices kan man finde ganske mange hånlige bemærkninger om de ofrer Trump skulle have gjort for USA. Hjemmesiden recode.net har samlet flere af dem:
Jeff Fecke (@jkfecke): Once, when very hungry, actually ate a Trump Steak #Trumpsacrifices
Taegan Goddard (@politicalwire): Had to eat a taco bowl to prove I love Hispanics #Trumpsacrifices
Matthew Yglesias (@mattyglesias): Had to promise Putin a free hand in the Baltics in exchange for well-timed hacking of political opponents #Trumpsacrifices
Trump har ikke reageret på dette, og om han gør det er et åbent spørgsmål. Men denne sag lader til at have bidt sig fast i nyhedsstrømmen i disse dage, fordi Trumps udfald mod Ghazala Khan alligevel var skridtet for meget for rigtig mange, også indenfor hans eget parti.
Kritik fra eget parti
Forudsigeligt nok kom der med det samme kritik fra demokraterne. Det kunne man forudse. Men kritikken var blot begyndt. Mandag begyndte der at komme udtalelser fra en række personer og organisationer, som det ikke er godt for Trump-kampagnen at have imod sig.
Fra sit eget parti møder Trump kritik fra senator John McCain, som han da også tidligere har været i clinch med. Den gang udtalte Trump at McCain var en taber fordi han var blevet taget til fange under Vietnamkrigen: I like people who weren’t captured. Så der er ikke meget kærlighed mellem de to, og McCain lægger da heller ikke fingre imellem i denne sag: ”It is time for Donald Trump to set the example for our country and the future of the Republican Party. While our Party has bestowed upon him the nomination, it is not accompanied by unfettered license to defame those who are the best among us.” Formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har også været ude og tage afstand fra Trumps udtalelser om familien Khan. Men ingen af de to fremtrædende republikanere vil trække deres støtte til Trumps kandidatur, de skal ikke risikere modstand fra Trump-støtter, når de er på valg til efteråret.
Trump er altså endt i en yderst uheldig situation for en republikansk kandidat. For normalt er sikkerhedspolitik og veteran et emne som det republikanske parti ejer. Med en dagsorden som ”Law and Order” forsøgte man da også ved konventet i Cleveland, at fremstille Trump som den bedst egnede commander-in-chief. Men hans seneste sammenstød har sået tvivl om hans evner til at være commander-in-chief, når han udviser så lidt forståelse for veteraner og efterladte. Dette virker til at være en sag, som Trump og hans kampagne faktisk skal arbejde hårdt for at komme videre fra. Men lad os nu se hvad tiden bringer fra Trump…
You must be logged in to post a comment Login