Trump gearer ikke op til krig med Iran

Der er gang i rygtebørsen ift. amerikanske troppebevægelser overfor Iran. Seneste historie er en briefing fra Pentagon om deployering af 120.000 soldater til regionen – efter man i sidste uge sendte krigsskibe og bombefly afsted. Men i snakken om at USA gearer op til krig overses en række centrale faktorer. Blandt andet præsident Trumps egen ikke-interventionistiske dagsorden og Pentagons læring fra næsten to årtiers krig i regionen.

USA har i den seneste tid raslet med sablen overfor Iran, som konsekvens af det man fra Trump-administrationen siger er efterretninger om forestående iransk (eller i hvert fald iransk støttet) angreb mod amerikanske interesser i Mellemøsten. Senest har man beordret ”non-emergency” personel fra den amerikanske ambassade i Bagdad ud af landet som resultat af disse efterretninger.

The New York Times kunne mandag berette om en briefing i Pentagon af præsident Trumps nationale sikkerhedsteam, hvor forskellige scenarier var blevet præsenteret. Øverst i den efterfølgende mediedækning har været muligheden for deployering af 120.000 soldater til regionen. Dette er blevet tolket som en optakt til krig fra amerikansk side.

Den analyse overser dog ikke række faktorer. Bl.a. præsident Trumps egne ikke-interventionistiske tendenser, som er en helt fundamental del af hans ”America First” dagsorden, og også en dagsorden som hans vælgere støtter. Man overser, at 120.000 soldater er håbløst for lidt til en invasion af Iran (det er færre tropper end ved invasionen af Irak, og den generelle holdning er at en invasion af Iran vil være langt sværere). Desuden er der en mere generel skepsis i Pentagon overfor store landmilitære interventioner i Mellemøsten efter næsten to årtiers konflikt i regionen, som man stadig ikke kan finde vej ud af. Til denne skepsis skal lægges det generelle pres som er på det amerikanske forsvar i disse år.

Det betyder ikke, at man fuldstændig skal ånde lettet op, for selvfølgelig er det dybt problematisk at USA sender styrker til regionen, tankskibe angribes i regionen, og der er vedholdende efterretninger i USA om et forestående angreb. Alt dette øger risikoen for fejlvurderinger, men det er ikke det samme som en bevidst søgen efter en militær konflikt fra amerikansk side.

Det skræmmende billede i medierne

I det seneste stykke tid har USA deployeret en række enheder til Mellemøsten. Ifølge Det Hvide Hus er det sket for at afskrække Iran som konsekvens af at efterretninger tyder på umiddelbart forestående angreb på amerikanske interesser i regionen.

Det drejer sig om hangarskibet USS Abraham Lincoln med tilhørende kampgruppe, amfibieskibet USS Arlington og fire B-52 strategiske bombefly. Denne styrke i sig selv kan på ingen måde anses for at være optakt til et amerikansk angreb på Iran. Det kan have afskrækkende effekt, og give mulighed for et amerikansk forsvar i tilfælde af de mistænkte angreb finder sted. Men til et reelt angreb er dette for begrænset. Grundantagelsen for den analyse er, at en militær konfrontation mellem USA og Iran ikke vil kunne holdes til et begrænset niveau. Hvis amerikanske enheder angreb iranske faciliteter af den ene eller anden type må det forventes at lede til en bredere konflikt.

B-52 bombefly sendt til Mellemøsten som afskrækkelse af Iran

Alligevel fik deployeringen af disse styrker pulsen til at stige i diverse medier.

Mandag kunne The New York Times så fortælle, at man havde afholdt en briefing af toppen af præsident Trumps nationale sikkerhedsteam i Pentagon om militære muligheder overfor Iran.

Det mest omfattende forslag var ifølge avisen, at man kunne deployere 120.000 soldater til regionen. Dette ville blive suppleret med et omfattende cyberangreb på Iran. Dette cyberangreb skulle være det såkaldte ”Nitro Zeus”, som man skal bemærke blev udviklet under Obama-administrationen som en slags dommedags-mulighed, hvis en aftale med det iranske styre ikke var lykkes i 2015. Men selv med det omfattende cyberangreb som udgangspunkt, så ville 120.000 soldater være alt for lidt til en invasion af Iran.

Amfibieskibet USS Arlington

Præsident Trump var ikke del af den meget omtalte briefing, men det var toppen af hans nationale sikkerhedsteam. Til stede var ifølge The New York Times, forsvarsminister Patrick Shanahan, national sikkerhedsrådgiver John Bolton, forsvarschef General Joseph Dunford, CIA-direktør Gina Haspel, og chefen for USA’s samlede efterretningsvæsen, Dan Coats.

Præsident Trumps egen dagsorden

Når man taler om frygten for en amerikansk optakt til en krig med Iran, er det også værd at huske på den udenrigspolitiske dagsorden, som præsident Trump gik til valg på. Ganske som præsident Bush gjorde det i 2000 og præsident Obama gjorde i 2008, så gik præsident Trump til valg på en ikke-interventionistisk dagsorden om at USA skulle standse med at være ”verdens politimand”.

Det amerikanske medier præsenterer fra kilder i administrationen er, at præsidenten faktisk er på den tilbageholdende side af debatten om Iran (og sådan set også Venezuela). Han står bag et massivt pres på lande som Iran og Venezuela, men han er meget modvillig mod at bruge magt imod dem – i hvert fald proaktivt. Hans trusler lyder på, at hvis den anden part gør noget, så vil USA reagere med overvældende magt. Men hans trusler lyder ikke på, at USA vil indlede en konflikt som man f.eks. gjorde det i Irak i 2003. Her vil kritikere indskyde, at det netop kan være det national sikkerhedsrådgiver John Bolton er ude på, nemlig at provokere Iran til at reagere, således at præsident Trump vil skulle svare igen med militær magt. Men her kan Bolton meget vel løbe panden imod en anden magtfuld spiller i den sikkerhedspolitiske debat: Pentagon.

Læren af Irak og Afghanistan

For ifølge amerikanske medier så er Pentagon ikke særlig samarbejdsvillig i forhold til den sabelraslen, som blandt andre John Bolton og udenrigsminister Mike Pompeo foretager overfor Iran og Venezuela.

Denne manglende samarbejdsvilje bygger på de erfaringer, som militæret har taget fra næsten to årtiers krig i Mellemøsten. Man ønsker ikke igen at engagere sig i en større landkrig i Mellemøsten, og slet ikke en konflikt, som der er generel enighed om ville blive langt mere omfattende og destruktiv end krigen i Irak. Man har lært, at for tidlig tilbagetrækning er en dårlig idé. Det lærte man fra tilbagetrækningen fra Irak i 2001, hvor man måtte vende tilbage i 2014 for at bekæmpe Islamisk Stat. Men indledning af nye større konflikter er Pentagon imod.

Vi så det allerede ved interventionen i Libyen, hvor Pentagon frarådede en militær intervention, med den begrundelse at man allerede var optaget af to større landkrige, og derfor ikke havde kapacitet til flere. Senere fulgte daværende forsvarschef, general Martin Dempsey i juli 2013 op ved at fremlægge fuldstændig uholdbare muligheder for en amerikansk intervention i Syrien. Formålet med de urealistiske anbefalinger var netop at få Kongressen til at undlade yderligere debat.

På nuværende tidspunkt skal man også se Pentagons modvilje i en større strategisk kontekst. Man har i den nationale sikkerhedsstrategi fra 2017, slået fast at USA befinder sig i en stormagtskonkurrence med Kina og Rusland. I selv samme strategi blev Iran først nævnt som den fjerde udfordring/trussel mod amerikanske interesser. I Pentagons optik er det langt mere nødvendigt at holde sig ude af militære konfrontationer med f.eks. Iran, således at man har et strategisk overskud til at fokusere på de større udfordringer fra Rusland og Kina.

Den sikkerhedspolitiske tendens for USA i Mellemøsten har været en stigende grad af militær tilbagetrækning. I nogens optik har denne tilbagetrækning inviteret til iransk aktion, og det er dette, som USA nu søger at afskrække igen. I det regionale opgør som foregår i Mellemøsten har USA ét fokus, nemlig inddæmningen af Iran. Det er i denne kontekst, at man skal se de seneste troppe deployeringer til regionen: afskrækkelse og inddæmning. Overordnet set er der nemlig ikke stemning for en krig med Iran, hverken i Det Hvide Hus, Pentagon – eller for så vidt blandt vælgerne.