Trump er resultatet af det hvide Amerikas vrede

Den primære drivkraft bag Donald Trumps politiske succes er en hvid arbejderklasse, der føler sig overflødig og overset. Men det er ikke økonomisk utryghed, der driver deres vrede. Det er race.

William Johnson er pludselig blevet et kendt navn i politiske kredse.

Johnson blev for nyligt offentliggjort som en af Trumps delegerede i Californiens opkommende primærvalg. Han er også leder af the American Freedom Party. Et parti, der varetager europæisk-etniske amerikaneres interesser og opfordrer hvide amerikanere til at tage deres land tilbage.

Lyder det bekendt?

Historien om William Johnson er bare den seneste sætning i fortællingen om Donald Trump og hans flirten, for ikke at sige omfavnelse, af hvid overlegenhed. Det er ubegribeligt nemt at finde eksempler: Fra hans forbindelser til David Duke og Ku Klux Klan til de politiske radioreklamer, der opfordrer folk til ”ikke at stemme på en cubaner, men på Donald Trump.”

Og alligevel fokuserer de fleste analyser på økonomisk utryghed. Det er sandt, at økonomisk populisme og ulighed er dominerende temaer i nutidig politisk diskurs. Desuden forsøger begge partier at tackle deres svækkede appel til den hvide arbejderklasse. Et af de mest kendte argumenter blandt progressive er, at folk er blevet ført bag lyset og stemmer imod deres egen økonomiske interesser. På højrefløjen er argumentet, at den republikanske partielite har manglet løsninger, der kunne forbedre arbejderklassens levevilkår.

Derfor er der plads til en figur som Donald Trump i amerikansk politik.

Men tag ikke fejl: Donald Trumps dominans handler ikke om økonomisk usikkerhed. Det handler om race i Amerika.

It’s not the Economy, stupid
Trump-supportere erklærer for eksempel ikke, at de har finansielle problemer i større grad end resten af den amerikanske befolkning. Tæt på halvdelen siger, at deres økonomiske situation er ”fremragende” eller ”god” ifølge en spørgeundersøgelse fra PRRI og The Atlantic.

En anden myte er, at Trumps vælgere hovedsageligt er de lavtlønnede. Men medianen i husstandsindkomsten for en Trump-vælger er 72.000 dollars om året, 16.000 dollars højere end på nationalt plan.

Undersøger du exit-målinger underpræsterer Trump blandt republikanske vælgere, der siger, at økonomien og job er det vigtigste for, hvor de sætter deres kryds. Han klarer sig langt bedre blandt vælgere, der bekymrer sig mest om immigration og terror.

Og kigger du på forbrugertillidsindekset, som University of Michigans Survey Research Center har udgivet siden 1960, ser du, at den økonomiske optimisme er på samme niveau som under opsvinget i midten af 00’erne, 90’erne og 80’erne, hvor Ronald Reagan gik til genvalg på det positive budskab ”It’s morning again in America.” Tilliden er vokset i de sidste par år. Og det er på tværs af indkomstgrupper.

Økonomisk populisme forklarer heller ikke, hvorfor Donald Trump er populær netop nu. Den gennemsnitlige realløn har ikke rykket sig siden 1960’erne ifølge the Bureau of Labor Statistics. Den økonomisk ulighed er steget siden 1990’erne. Globalisering og frihandel er ikke et fænomen, der ensidigt påvirker den hvide arbejderklasse. Den påvirker arbejderklassen på tværs af racer, men du har ikke set den afro-amerikanske eller latin-amerikanske del af arbejderklassen søge mod Trump. Eller for den sags skyld mod Bernie Sanders, hvis hovedbudskab er økonomisk populisme.

Kulturelt chok
Det er snarere valget af USA’s første sorte præsident, der har fungeret som katalysatoren for den hvide arbejderklasses frustrationer.

Fra slaveri over Dred Scott v. Sandford, borgerkrig, rekonstruktion, lynching, Jim Crow, kampen for stemmeret til nutidens ”Black Lives Matter”-bevægelse; race har altid indtaget en central rolle i amerikansk politik. Fælles for de historiske udviklinger er en tydelig rangorden mellem den hvide befolkning og alle andre.

Men det blev vendt på hovedet i 2008.

Valget af Barack Obama symboliserede et seismisk skift i den politiske dagsorden for det hvide Amerika. Forandring, som hans valgslogan bebudede. Efter 2008 varslede artikler om et nyt vælgerkorps – the Rising American Electorate, båret frem af sorte, latinoer og asiater. Demografiske bevægelser mod en mindre etnisk hvid nation blev tydeligere. I 2011 var flertallet af børn mellem 0-5 år for første gang minoriteter. USA blev mindre hvidt.

I samme periode gennemgik hvide midaldrende mænd i USA et fald i levealder, som den eneste tilsvarende gruppe i den vestlige verden. Heroin-misbrug, selvmord og alkoholisme steg voldsomt i deres lokalsamfund. En årelang recession fandt sted. Og USA genvalgte stadig Obama i 2012.

Det hvide Amerika var vidne til, hvordan et politisk system der altid havde favoriseret dem, muterede med valget og genvalget af nationens første sorte præsident. Nye nationale strømninger voksede langsomt.

Research viser for eksempel, at andelen af amerikanere, der har en negativ holdning til sorte steg fra 47,6 procent i 2008 til 50,9 procent i 2012.

Over halvdelen af hvide amerikanere siger, at deres kultur er blevet værre siden 1950’erne.

Ifølge et PRRI-studie fra 2015 mener 60 procent af den hvide arbejderklasse, at diskrimination imod hvide er et lige så stort problem som diskrimination mod minoriteter.

Frustrationerne forværrede ”os mod dem”-mentaliteten, særligt blandt konservative amerikanere, hvis holdninger til lighed mellem racerne er blevet mindre sympatiske igennem de sidste to årtier.

Der er ligeledes beviser for, at Tea Party-støtte er stærkt forbundet med syn på race. Sean McElwee og Jason McDaniels finder eksempelvis beviser for den forbindelse i et studie fra tidligere i år. Eller sagt på en anden måde, jo stærkere du er imod racemæssig lighed, jo større sandsynlighed er der for, at du støtter Tea Party-bevægelsen.

På samme måde viser et studie fra Stanford Universitet, hvordan en opfattet trussel mod din etniske tilhørsgruppe blandt hvide amerikanere førte til mere højre-orienterede holdninger. Og i samme studie viste de, hvordan Obamas hudfarve kunne fremme Tea Party støtte blandt hvide amerikanere. Researcherne havde to forskellige billeder af Barack Obama. En gruppe så en version med lysere hudfarve. En anden gruppe så en version med mørkere hudfarve. 22 procent af gruppen, der så den mørkere version sagde, de støttede Tea Party-bevægelsen sammenlignet med 12 procent i gruppen, der så den lysere version.

Trumps støtte er primært drevet af holdninger om race
Hvilke beviser er der så for, at det er race, der driver netop Trumps vælgere?

Lad os starte på et basalt retorisk niveau. Hans slogan er ikke ”Make America prosper again.” Det er ”Make America great again.” En implicit anerkendelse af, at økonomisk fortvivlelse og vrede mod korrupt kapitalisme ikke er en tilstrækkelig forklaring.

En lang række historier fra Trumps kampagne peger i samme retning. Der er de kontroversielle historier, der skaber overskrifter og kliks som hans racistiske butler, der har ytret dødstrusler mod Obama, eller at mexicanere er voldtægtsforbrydere. Der er også en række voldelige optøjer ved hans arrangementer, som bærer præg af racisme. En ældre hvid pensionist, der slår en ung sort mand, der er ved at blive eskorteret ud. En gruppe hvide mænd, der skubber en sort ung kvinde. En gruppe studerende, der bliver smidt ud for at protesterer i stilhed (læs: for at være sorte).

Trump har desuden selv stået bag en række racistiske udtalelser og retweetet kommentarer fra nazi-sympatisører og direkte usande statistiker om racebaseret kriminalitet. Efter en Black Lives Matter aktivist blev skubbet og sparket under et arrangement var Trumps kommentar dagen efter, at han måske havde fortjent det.

En anden ting er, at Trumps vælgere er drevet af racemæssig intolerance – det er nemlig det, de fortæller os.

Forskellige nationale målinger og exit-målinger fra primærvalgene viser, at hver femte af vælgere, der satte deres kryds ved Trump mener, at USA aldrig skulle have afskaffet slaveri. En tredjedel af hans vælgere mener, at de amerikanske koncentrationslejre forbeholdt japanere under anden verdenskrig var en god ide. To ud af tre er enige med udsagnet om, at det ”irriterer dem, når de har kontakt med indvandrere, der ikke taler engelsk.” Trump-vælgere støtter politiske forslag som muren på grænsen til Mexico og et komplet indrejseforbud mod alle verdens muslimer i langt højere grad end resten af den amerikanske befolkning.

Ligeledes kan holdninger relateret til racemæssig bitterhed forudse, hvor stor sandsynligheden er, for at en vælger støtter Trump. Kort sagt: jo mindre racemæssig tolerant en vælger er, jo større sandsynlighed er der for, at vælgeren støtter Trump. Og en af de mest spøjse statistikker kommer fra FiveThirtyEights Nate Silver, der for et par måneder siden noterede, at den stærkeste statistiske sammenhæng han havde fundet i forhold til støtte for Trump var antallet af Google-søgninger på ”N-ordet” i et geografisk område.

Der er oceaner af andre historier og statistikker, jeg kunne have taget fat i. Men der er vist ikke grund til at koge mere suppe på den sten.

Mit argument er ikke, at økonomisk usikkerhed er overflødig som forklaring på byggematadorens politiske dominans. Og jeg tror stadig, at spørgsmålet om den amerikanske økonomi kommer til at være den største faktor i november.

Men jeg ser overvejende det republikanske primærvalg anno 2016 som en politisk genopstandelse af åbenlys racisme på Amerikas højrefløj.

Og hvem er en bedre frontfigur for en etnisk-national bevægelse i USA end Donald Trump? Manden hvis første politiske mærkesag var ideen om at Barack Obama ikke var født i Amerika; hovedarkitekten bag en fundamental etnisk-national idé:
At nationens første sorte præsident er illegitim.