Trump aflyser sin strategiske fejlvurdering

Torsdag aflyste præsident Trump sit topmøde med nordkoreanske Kim Jong-un. En beslutning der nok er til amerikanernes fordel, da mødet fra starten i højere grad har været et produkt af præsidentens spontanitet, iver efter at adskille sig fra sin forgænger og mangel på strategisk overblik – godt hjulpet på vej af talen om en Nobelpris – end en reel geopolitisk analyse af omstændighederne. Alt sammen ting som nu har betydet at mødet faldt fra hinanden.

Torsdag faldt præsident Trumps prestigeprojekt fra hinanden, da han aflyste topmødet med Kim Jong-un. Mødet der var resultatet af en spontan beslutning taget af præsidenten selv under et møde med sydkoreanske diplomater, uden konsultation med sine nationale sikkerhedsrådgivere, var en fundamental fejlvurdering. Overbevist om at hans hårde retorik havde virket indvilgede Trump i et topmøde, som han igen og igen fik fremstillet som et møde, hvor man skulle forhandle om Nordkoreas opgivelse af sine atomvåben. Forud var ikke gået en diplomatisk proces, hvor embedsmænd kunne finde ud af hvad rammerne for mødet var og lave en simpel forventningsafstemning. I stedet blev den amerikanske administration kastet ud i et forløb, hvor man ikke kunne blive enige om, hvad det var man ville eller kunne med det her topmøde.

Trods en mangel på forberedelse, en grundlæggende manglende erkendelse af hvad man ville, så fortsatte præsident Trump med at tro på topmødet – godt støttet af diskussionen af om han mon ikke fortjente Nobels Fredspris for sin indsats.
Imens Trump badede i opmærksomheden og nød koret af tilhørere som råbte ”Nobel” efter ham til et vælgermøde, så udsendte hans rådgivere forskellige og skadelige udmeldinger om topmødet, simpelthen fordi man (endnu en gang) ikke havde en fælles linje fra administrationen.
Derfor kunne udenrigsminister Mike Pompeo det ene øjeblik melde ud, at man ikke havde en klar målsætning for mødet, mens national sikkerhedsrådgiver John Bolton det næste kunne bringe minder frem om løsningen med Libyen, hvor Gaddafi opgav sit atomprogram. Det er her kæden for alvor begynder at falde af for gennemførelsen af et topmøde. Nordkorea sætter ikke pris på perspektiveringen til Libyen, da regimets klare lektie fra Libyen er, at hvis du opgiver dit atomprogram, så ender du dine dage i en grøft for hånden af en oprører. På trods af at præsident Trump trak i land, så fulgte vicepræsident Mike Pence op med en yderligere trussel om, at Nordkorea kunne ende som Libyen, hvis man ikke nåede en aftale.
Disse udtalelser affødte skarpe svar fra regimet, som gjorde det klart overfor amerikanerne, at mødet på ingen måde var indledningen på en nuklear afvæbning af regimet i Pyongyang – hvilket jo på ingen måde burde være kommet bag på administrationen.

Aflysningen

Alligevel er det nu den skarpe nordkoreanske retorik, som ifølge brevet fra præsident Trump har fået ham til aflyse topmødet. I sit brev kvitterer præsidenten med at skrue op for sin retorik til niveauet vi så sidste sommer, hvor Trump i tweets og udtalelser truede Nordkorea med militær magt. I en udtalelse som efterhånden er typisk, understreger Trump USA’s nukleare overlegenhed overfor Nordkorea, som om regimet på noget tidspunkt har været i tvivl om dette.
Ligeledes udtalte præsidenten ved et pressemøde i Det Hvide Hus, at USA’s overlegne militær var klar til eventuelle operationer mod Nordkorea, og at USA’s asiatiske allierede var klar til at stå for størstedelen af de økonomiske omkostninger ved eventuelle militære operationer mod Nordkorea. Det sidste må man dog forholde sig skeptisk overfor, da beskeden fra Sydkorea tydeligt var præget af forvirring, da en talsperson for den sydkoreanske præsident udtalte: “We are attempting to make sense of what, precisely, President Trump means,”

Trump bør nu have lært, hvorfor hans forgængere ikke har indvilget i et topmøde med Nordkorea tidligere. Den politiske risiko er simpelthen for stor, og efter dette forløb står USA svækket i regionen.

Hvad så nu?

Der er fortsat mulighed for dialog og fremskridt i området, men USA har sat sig selv på sidelinjen med denne udenrigspolitiske fiasko.
Forholdet mellem Nord- og Sydkorea har vist positive tegn, og det lader til at den sydkoreanske præsident vil være villig til at investere den politiske tålmodighed og kapital, som langtrukne forhandlinger med Nordkorea kræver. Kina kan være godt tilfredse med, at topmødet er taget af bordet, således at Kim Jong-un ikke kommer til at sidde alene med Trump i en situation, hvor Kina ikke har kontrol eller indflydelse på hvad der sker. Dog må man antage, at man i Beijing lige nu forsøger at finde ud af, hvad næste træk er.

USA til gengæld står alene på sidelinjen. Man har udstillet hvorledes administrationen og især præsidenten mangler et strategisk overblik og fingerspidsfornemmelse som er så vigtig i international politik. Det er blevet klart udstillet, hvad svagheden er ved en impulsiv præsident, som er sin egen tætteste rådgiver, nemlig at USA bliver kastet ud på en kurs, som man ikke kan håndtere.

Det er selvfølgelig svært at forudse Trumps udenrigspolitiske linje. Men retorikken i Trumps brev til Kim Jong-un kunne tyde på, at præsidenten vender tilbage til sin hårde retorik, som vi hørte det meste af 2017 – hvor bl.a. præsidenten omtalte Kim Jong-un som ”Rocket Man”. Præsident Trump vil ikke nødvendigvis være overbevist om, at disse begivenheder viser at hans diplomatiske stil ikke virker. I stedet kunne man mistænke, at hans konklusion vil være, at så må man bare skrue yderligere op. En sådan amerikansk strategi vil meget vel føre til, at USA kan stå meget alene i Østasien, for Sydkorea vil ikke nødvendigvis være overbeviste om kursen, og Kina heller ikke. Men som vi allerede har set i tilfældet med Iran, så har præsident Trump ikke noget problem med at stå alene internationalt.

Tilbage i maj 2017 skrev daværende national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og økonomisk rådgiver Gary Cohn en kronik til Wall Street Journal under overskriften ”America First Doesn’t Mean America Alone”. Begge rådgivere er nu fyret, og med udnævnelsen af rådgivere og ministre som John Bolton og Mike Pompeo virker det til, at der er en højere tolerance i administrationen til, at ”America First” kan komme til at betyde ”America Alone”. Vi har set det med klimaaftalen fra Paris, frihandelsaftaler, atomaftalen med Iran, så risikoen er, at det samme kan blive tilfældet med forholdet til den koreanske halvø.

Du kan læse præsidentens brev her: