Præsident Trump har annonceret at han senere i dag vil præsentere sin afgørelse om USA’s fortsatte deltagelse i den internationale aftale med Iran om landets atomprogram. Presset er stort fra europæiske ledere for at blive, men med udnævnelsen af Mike Pompeo og John Bolton til centrale poster har præsidenten fået mere intern opbakning til at forlade aftalen.
For få uger siden var den franske præsident Macron på besøg i USA – et besøg som efter alt at dømme gik godt, og de to præsidenter kom godt ud af det med hinanden. Men den franske præsident havde også et meget alvorligt budskab med i bagagen til sin kollega: USA bør ikke forkaste aftalen med Iran om en standsning af landets atomprogram. Som præsident Macron sagde i forbindelse med sit besøg, så er der ikke en plan B, for hvad man vil stille op hvis aftalen skrottes.
Der er altså massivt pres fra USA’s europæiske allierede for at fastholde aftalen med Iran, og i stedet søge andre veje til at begrænse Irans ballistiske missilprogram og det USA ser som destabiliserende adfærd i Mellemøsten – herunder støtte til Assad-regimet og borgerkrigen i Yemen.
Der er to sandsynlige scenarier for hvad præsident Trump vil beslutte. Det første er, at han trækker USA ud af aftalen, men giver de europæiske allierede mulighed for at finde en løsning på flere af de problemer, som Trump har påpeget ved aftalen, inden man fra amerikansk side genindfører sanktioner. Altså give en forhandlingsløsning en chance – indtil videre. Det andet scenarie er, at han trækker USA ud af aftalen og med det samme indfører sanktioner.
Mulighederne for Trumps afgørelse
Første mulige scenarie er, at de europæiske ledere har formået at overbevise præsident Trump om at der er perspektiver i at forsøge yderligere forhandlinger.
Det var budskabet for kort tid siden fra den britiske udenrigsminister Boris Johnson, da han var ude og sige, at man bør søge at forhandle løsninger på de områder, hvor aftalen er utilstrækkelig, men lade aftalen være et udgangspunkt i stedet for at starte for fra. Dette gjorde han for resten i præsidentens yndlingsprogram ”Fox & Friends”.
Generelt er der enighed om, at aftalen ikke er ideel. Men samtidig er udgangspunktet fra europæisk side, at det er det bedste man kunne få, og nu bør man arbejde ud fra det.
Trods pæne ord fra Macron – ”The Trump Whisperer”, så er der stor sandsynlighed for, at præsident Trump vil trække stikket på USA’s tilslutning til Iran-aftalen. Trump har med udnævnelserne af Mike Pompeo som udenrigsminister og John Bolton som national sikkerhedsrådgiver, fået tilføjet to stemmer til gruppen af sikkerhedspolitiske rådgivere, som er lige så kritiske overfor aftalen som præsidenten, og som meget vel kan være villige til at anbefale at trække USA ud af aftalen.
Tanken bag en sådan handling vil fra Trumps side være, at et massivt pres mod det iranske regime vil føre til resultater, ligesom man mener den hårde linje overfor Nordkorea har ledt til historiske resultater. Bagved denne tanke ligger en opfattelse af massiv amerikansk dominans i international politik, en dominans som præsident Trump og flere rådgivere er ensbetydende med en toneangivende og dikterende rolle i international politik. Hvis Iran ved hvad der er i landets interesse, så er tanken fra Trump, at så bør landet føje USA og gå med til en genforhandling og en resulterende langt mere opfattende aftale.
I et regionalt perspektiv er der også hensynet til Israel og Saudi Arabien. Israel har været meget kritiske overfor aftalen, som de mener baner vejen for et iransk atomvåben – blot længere ude i fremtiden. Saudi Arabien vil også gerne se et isoleret Iran svækket af sanktioner, således at kongedømmet kan få overtaget i de to landes regionale strid.
Trumps kritik af aftalen
For præsident Trump er aftalen som blev indgået i 2015 mellem USA, Iran, Rusland, Tyskland, Frankrig, Kina og Storbritannien. Forud for aftalen var gået vidtrækkende og hårde sanktioner mod Iran, samt målrettede cyberangreb mod atomfaciliteterne (som endte med ikke at være så målrettede alligevel, som eksemplet var med Styxnet virussen). Disse sanktioner og angreb pressede i sidste ende regimet til forhandlingsbordet.
Aftalen lægger en begrænsning på mængden af uran, som Iran må have samt berigelsesgraden af uranet. Derudover blev forskningsdelen af atomprogrammet kraftigt begrænset i en årrække, og Iran blev pålagt at give adgang til internationale våbeninspektører. Ifølge de europæiske lande, og indtil for nyligt det amerikanske udenrigsministerium, så har Iran levet op til aftalens krav. Mod at gå med på disse krav, fik Iran igen lov til at sælge olie på det internationale marked, og indfrosne finansielle midler blev igen frigivet. Især denne del har Trump fået galt i halsen, da han fremstiller det som om Obama-administrationen bestak det iranske regime til at indgå aftalen, og dermed var direkte med til at finansiere terrorvirksomhed.
Ud over en kritik af at sanktionerne blev løftet, og dermed kom penge til Iran, så kritiserer Trump også det begrænsede fokus der var i aftalen. Han mener f.eks. ikke at aftalen tilstrækkeligt begrænser Irans muligheder for at udvikle ballistiske missiler.
Ligeledes kritiseres aftalen for ikke at tage højde for Irans støtte til hvad USA anser for at være terrororganisationer samt støtte til Assad-regimet og Irans deltagelse i krigen i Yemen. Disse ting anses fra amerikansk side for at være destabiliserende adfærd, som burde være omfattet af aftalen.
Så snarere end se det som en aftale om Irans atomprogram, så ser Trump og flere af hans rådgivere snarere det her som en aftale, som skal definere Irans plads i international politik. Her kan man blot gå ud fra, at de to lande har vidt forskellige opfattelser af, hvad denne plads bør være.
You must be logged in to post a comment Login