Tilbage til Ground Zero

Donald Sadowy står midt på gaden, da World Trade Center styrter sammen. Han tager en beslutning, som afgør liv eller død. Her er hans personlige beretning fra 9/11.

Af Ida Dalgaard Steffensen, journalist, Radio24syv og Emil Lee Madsen, USA-analytiker, Kongressen.com.

I bunden af det nye 9/11-museum, står brandbilen udstillet. ”Jeg vidste ikke, at det var den, før to unge drenge, jeg kender, fortalte mig det”. Donald Sadowys øjne flakker, og han virker stadig forundret over, at bilen der reddede hans liv, virkelig står udstillet her.

Brandbilen er som halveret. Den bagerste halvdel er intakt; her ses kun små buler, et bøjet trin op til stigerne, ridser i lakken og et par ødelagte vandslanger. Den forreste ligner derimod et bilvrag, der burde være skrottet. Den røde lak er omdannet til en støvet gullig farve, vinduerne blæst ud, sidespejlene bøjet ind eller brækket af, og alle ydre detaljer skrabet væk af murbrokker og metal, der ramlede ned over den, da sydtårnet styrtede til jorden.

Det er her under bageste del af brandbilen, Donald gemte sig den septemberdag på det sydlige Manhattan. Her han troede, at han skulle dø, og her han mirakuløst overlevede. Selvom det er 13 år siden, sidder følelsen stadig lige under huden og lige bag hans øjenlåg.

Det levende traume
Tiden har til gengæld haft sin indvirkning på stedet, hvor gruppen af al-Qaeda-terrorister torpederede to passagerfly ind i World Trade Center, i det der af mange ses som det mest sofistikerede terrorangreb nogensinde mod den vestlige verden.

Ground Zero er i dag omdannet til en mindepark. Der hvor tårnene tidligere stod, er der nu to enorme huller i jorden. Vandfald strømmer ud over siderne og ned i et tilsyneladende bundløst hul, der omkranses af sort granit, hvor navnene på de knapt 3000 omkomne er indgraveret.

I maj åbnede det store museum, der skal minde de besøgende om terrorangrebet. Det er her Donald Sadowy sidder. Han er i dag 60 år og bor i Queens. Pensionen har indhentet ham, men han arbejder nu frivillig som rundviser på Ground Zero. Som tidligere soldat, politimand og bomberydder for New Yorks politi kender han til ekstreme situationer.

Men han har aldrig været så bange, som den dag i september.

Sikkert bare et uheld?
Solen skinner fra en havblå himmel, klokken er kvart i ni om morgenen, og New York er for alvor ved at vågne op fra natten. Donald er netop mødt på arbejde som sikkerhedsrådgiver i nabobygningen, da det første fly rammer nordtårnet i World Trade Center.

Han haster over gaden til tårnet for at se på skaderne og hjælpe de tilskadekomne. Mest spændt og fyldt med adrenalin – det her er hans metier. Mens han løber over West Street, lægger han mærke til, at samtlige biler og busser på vejen står efterladt hulter til bulter. Trafikken er allerede blevet stoppet længere oppe på Manhattan.

På det tidspunkt tror Donald, at det er en privat pilot, som har fået et hjertestop og er fløjet ind i bygningen ved et uheld. Han forestiller sig ikke, at det er et velplanlagt terrorangreb, og at der er flere på vej. ”Det var meget at kapere”, fortæller han.

Et bjerg af ødelæggelser
Inde i nordtårnet oplever Donald de massive ødelæggelser. Da han kommer ind, går han forbi ”et stakkels menneske, der brænder som en fakkel”. Manden er ramt af ilden fra flyets dieseltank, som er faret igennem elevatorskakten og ud af døråbningerne lige på et tidspunkt, hvor han gik forbi. ”Han var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt,” fortæller Donald.

Donald mindes, at han ikke kunne nære sig for at kigge op i elevatorskakten, som er fuldstændigt ødelagt. ”Skakten var snoet af lufttrykket. Metallet krænget mod højre et sted og venstre et andet. Her gik det op for mig, hvor voldsomt det var. Det skræmte mig”. Samtidig hjælper han tilskadekomne ned af trapperne, imens han selv går højere op. Efter en lille time og på 32. etage, går det op for Donald, at han ikke kan hjælpe mere, og han forlader bygningen.

På pladsen foran World Trade Center træder Donald henover kroppene af de mennesker, som i et desperat forsøg på at undslippe flammerne i tårnet er hoppet i døden.
”I det øjeblik kiggede jeg op, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var en enormt smuk, klar dag. I kontrast til, hvad der foregik, virkede det helt bizart ,” fortæller Donald.

Skrigende metal
Den dumpe lyd Donald hører, når ’hopperne’ rammer jorden bliver pludselig overdøvet. ”Det lød som metal der skriger. Det var øredøvende”. Sydtårnet er ramt og er nu ved at kollapse.

Donald ser sig desperat om efter beskyttelse. Han vejer 15 kilo for meget, har jakkesæt og pæne sko på, og ved at han aldrig kan nå over pladsen, inden bygningen styrter ned over ham. I det sekund ser han en efterladt brandbil, der står halvt i skjul under en gangbro. Donald tænker, at den måske kan beskytte mod nedfaldet fra himlen.

Med to mænd i hælene sætter han i løb mod bilen.

Skåret midt over, som af en guillotine
”På et tidspunkt kigger jeg bagud over min venstre skulder og ser manden bag mig. Han er kun et par skridt bagud. Og fra hans venstre kraveben til hans højre hofte bliver han skåret midt over som af en guillotine. Jeg ser ind i hans øjne og kan i hans ansigt se chok og forfærdelse. Som om han spørger: Hvad sker der med mig? Han døde på stedet.”

Donald når brandbilen og kaster sig i skjul under dens bagende. Han brækker flere ribben og slår sit ben. Men laver plads til den tredje mand. Donald kigger ud fra lyet under bilen, og kan kun se fra knæene ned. Den anden mand spæner for sit liv i et forsøg på at nå i dækning. Men han bliver indhentet af de faldende murbrokker fra de sammenstyrtende bygninger. ”Som af en bølge ved stranden”, mindes Donald.

Samtidig bliver Donald begravet levende. Under en brandbil dækket af en regn af murbrokker fra de styrtende World Trade Towers.

Støvskyen buldrer gennem gaderne
Trænet i overlevelse kryber Donald sammen til en lille kugle, og beskytter de dele af kroppen, der er vigtigst: Hjerte, pulsårer, åndehuller. Han dækker kroppen med vandslanger fra brandbilen, og mund og næse med sin habitjakke. Men han kvæles langsomt af støvet, der pumper igennem New Yorks gader i en tæt sky.

”Her indså jeg, at det eneste jeg var i stand til var at tænke. Det var det eneste, jeg havde tilbage. Så jeg tænkte på mine venner og min familie. Og så blev jeg vred over, at min krop ikke ville kunne identificeres til begravelsen. Min familie ville ikke kunne få vished. Og det gik mig på.”

Derfor vender Donald sin jubilæumsring om, hvor hans politinummer, 947, er indgraveret, så hans knugede hånd beskytter nummeret. ”På den måde vidste jeg, at politiet ville kunne identificere mig, og fortælle min familie, at jeg var død. Det gav mig en slags ro.”

Herefter besvimer han af mangel på ilt og udmattelse.

Varm ånde mod kinderne betød redning
Han ved ikke, hvor længe han ligger begravet. Men Donald vågner på et tidspunkt, blændet og midlertidigt døv, men han mærker ånde mod sit ansigt. Mærker at en hånd graver cementstøvet ud af hans mund. Fornemmer at nogen taler til ham.

”Vi har dig”.

Donald bringes i sikkerhed længere oppe på Manhattan. Han tager bad i iskoldt vand. ”Jeg bliver nødt til at skylle mig tre gange for at blive nogenlunde ren. Og imens jeg står i badet begynder jeg at grine hysterisk.” Med hænderne mod væggene ler han mod loftet, nyder følelsen af det kolde vand, og råber igen og igen: ”Jeg er i live. Jeg er i live”.

Omkring 3000 mennesker døde den tirsdag i september 2001. Donald Sadowy overlevede. Han lever i dag for at fortælle historien, så den ikke glemmes.