Til havefest med præsidenten

Fundraising spiller en stor rolle i amerikansk politik. Mette Kjærsgaard tog til fundraising party i South Carolina, hvor aftenens menu var sydstatsbarbecue, tilsat præsidentielle anekdoter, serveret af George W. Bush. Læs uddrag fra South Carolina-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.

Ved det smukke gamle plantage hus var der demonstranter på den anden side af vejen. De havde skilte med anti-krig og anti-Bush sloganer. Jeg kiggede over på dem. Og spekulerede på om de troede, at jeg var en slags krigsliderlig trofæ-kone og Ralph en rig forretningsmand, og ikke bare en ansat, der havde været så heldig at få et par billetter. Vi vendte ryggen til demonstanterne og gik op af grusvejen mod huset, hvor vi skulle igennem en metal-detektor og flere sikkerhedscheck, før vi fik lov til at komme ind i det store havetelt, hvor blød musak flød og smilende tjenere servede kølig hvidvin. En lille scene var sat op i den ene ende af det L-formede telt, næsten i samme højde som gulvet og kun afskærmet med et lille reb. Samme slags som man ser langs den røde løber til prisuddelinger. Der var ret nem adgang til præsidenten, og vi var kun omkring 50 mennesker. En lille intim forsamling, af statens top-republikanere og en ræverød blondine fra Aalborg.

Jeg skulle på toilettet og fandt de store toiletvogne ude bagved. Det var en salgs deluxe-model af et mobilt Roskilde festival toilet. Faktisk var det overhovedet ikke et Roskilde festival toilet. Det var derimod pænere, end det der var i det hus, jeg voksede op i. Der var marmorfliser på væggene og skinnende gulvamaturer på vasken, hvor der også stod fine dyre sæber. Og der var plads nok til at holde en lille fest. Jeg var vildt imponeret og drak resten af eftermiddag så rigeligt med gratis sodavand og vin, at jeg måtte besøge den smukke toiletvogn adskillige gange.

Vi samledes foran scenen inden Lindsay Graham skulle på for at præsentere sin gode ven præsidenten af Amerika. Først skulle en krigsveteran lige sige et par ord. Han var kommet slemt til skade i Irak og havde mistet et ben. Men han stod op i uniform på sin protese og holdt en flot tale til fordel for præsidenten. Så kom en præst ind og holdt en mindre religiøs cermoni. Som altid når organisret religion går i aktion, blev jeg lidt befippet og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Så jeg bøjede bare hovedet og kiggede ned på det perfekt klippede græs, mens der blev bedt for tropperne, for USA og for ikke mindst for præsidenten.

Da det endelig blev Bushs tur var publikum godt varmet op. Han fortalt vitsen om det gule tæppe, som det kun var ham og mig, der forstod, og den faldt lidt til jorden, men sådan skal man jo lige vejre publikums stemning.
Han fortalt en lang historie om hvordan, han havde inviteret et par gamle folkeskolekammerater på besøg i det hvide hus, lige da han var blevet præsident ”You make a friend in politics, you don’t really know if they are really your friend. You make a friend in elementary school, you KNOW they are your friend,” sagde han og alle grinede helt vildt. Som om det var det sjoveste nogensinde, at præsidenten havde svært ved at finde nye venner.
”One of them looked around and said, I can’t believe I’m here! And I said, well look at me, I’m the president!” så grinede alle endnu mere, som om det var endnu sjovere, at han var blevet præsident. Så talte han rundt om forskellige politiske emner, uden rigtig at sige noget om noget, på den måde som kun toppolitikere kan. Han sagde at i South Carlina, havde der ikke været behov for ”re-count” af stemmerne i 2000. Det grinede publikum også meget af. De skulle ikke nyde noget af at stemme på en demokrat her.
Så sagde han mange virkeligt pæne ting om Lindsey Graham. Så var det slut. Der var rasende bifald, og kvinden klædt ud som flag havde tårer i øjenene. Da han var gået af scenen spillede de ‘Liberty Bell’ for fuld drøn. Temamusikken fra Monty Pythons ‘Flying Circus’. Jeg er kæmpe Monthy Pyhton fan og har alt, hvad der nogensinde er udgivet i min samling. Det var der åbenbart ikke andre, der havde. Ralph stirrede bare på mig, da jeg slog hånden for munden og chokeret hev fat i ham. Det her måtte da afføde ballade! Måske havde demonstanterne udenfor på en eller anden måde fået fat i lydsporet til hele affæren?? Kendte han for fanden da ikke Monty Python? Forstod han ikke at musikken mere end indikerede at Bush var en vits? Til grin og latterlig?
”And now for something completly different!” hylede jeg. Efter forgæves at have forsøgt at tænde genkendelsens lys i hans øjne, ved at beskrive titelskvensen til et 40 år gammelt tv-program. Men Ralph anede ikke, hvad jeg talte om. Han havde aldrig hørt om Monty Python, og jo mere jeg forsøgte at beskrive, hvordan en kæmpe fod, smaskede ned på en mand med blomster stikkene ud af hovedet – desto mere så han ud som om, jeg i hvert fald ikke behøvede bekymre mig om amerikanske dating regler.

Der var vist heller ikke andre, der kendte til den største komiker gruppe, der nogensinde har eksisteret. Eller også lod de som om de ikke gjorde. I stedet måtte jeg grine indvendigt og ensomt og det var tid til barbeque buffet. Der var pulled pork, coleslaw, majskolber og grits, en slags tynd majsgrød, der er meget populær i South Carolina, og som Shannon havde lært mig at lave. De der havde betalt ekstra mange dollars for deres billetter fik taget fotos med præsidenten og Lindsey Graham. Bagefter kørte Ralph mig pænt tilbage til David og Shannon og prøvede overhovedet ikke på noget. De ville høre alt. David rystede på hovedet, mens vi fortalte.
”I’ve never met the president. My parents never met the president. Shannon has never met the president and no one we know have ever met the president before. You have been here a week!” sagde han og grinede hovedrystende.

Læs hele Mette Kjærsgaards South Carolina-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkommer fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde.