‘Til Capitol Hill. Stram venligst op. Kh. resten af Amerika’

Efter tre dages nedlukning, stemte Senatet i går for en midlertidig forlængelse af budgetaftalen, der nu løber frem til den 8. februar. Tilbage står en hovedrystende amerikansk befolkning og tænker: børnehave

Der findes i Amerika cirka 14 procent af borgerne, der synes at deres folkevalgte på Capitol Hill kan være deres indsats bekendt. Vi lader den lige stå et øjeblik. 14 procent. Det er i sandhed ikke mange. Og det var endda før de seneste tre dages government shutdown. Jeg vil derfor ikke blive overrasket, hvis det nye snit fra vores gode venner og samarbejdspartnere på RealClearPolitics er et endnu lavere tal. Måske helt nede i et enkelt ciffer.

For amerikanerne er så trætte af deres senatorer og kongrespolitikere, at man næsten ikke skulle tro det muligt. De er så trætte af, at Washington ikke fungerer. De er så trætte af, at skyttegravskrigen på Capitol Hill fortsætter dag ud og dag ind. Og de er så trætte af, at de med jævne mellemrum bliver ramt af konsekvenserne af dysfunktionaliteten, senest med de forgangne tre dages government shutdown.

Set i det lys er 14 procent stadig lavt, men det er ikke særlig svært at forklare. For med begivenheder som dem, vi har set udspille sig de seneste dage omkring government shutdown, gør kongresmedlemmerne det også mere end almindelig vanskeligt for befolkningen at synes om dem.

Lad os lige spole tiden nogle dage tilbage til i fredags. Dagen, hvor der senest ved midnatstid skulle være fundet en løsning på budgetstriden, hvis ikke et shutdown skulle blive en realitet. Det var ikke givet, at man behøvede indgå en ny aftale. Man kunne i første omgang starte med at forlænge den gældende aftale nogle uger, hvis ikke man kunne nå at blive enige om en ny aftale inden fristen udløb. Men nej. Heller ikke det syntes muligt at blive enige om på tværs af partiskellene. Og således kunne amerikanerne lørdag morgen vågne op til nyheden om, at deres føderale politikere igen, igen, igen havde haft mere travlt med at slås og skændes, end at lede landet. Hvilket nu betød shutdown og dermed også betød at tusindvis af offentligt ansatte blev sendt hjem. Nu var det weekend, og derfor var mange af de berørte ikke på arbejde alligevel, men det skulle de have været i går, hvor der fortsat ikke var fundet en løsning, da solen stod op i Washington D.C.

Den fandt man imidlertid inden solen gik ned igen. Da var en midlertidig forlængelse af den eksisterende aftale vedtaget frem til den 8. februar. I håbet om at man inden da ville have fundet en løsning på problemerne. Ikke mindst på immigrations området.

Men hvad er lige grunden til, at man ikke kunne have gjort det i fredags, tænker endog ganske mange amerikanere. Hvad er den rigtig gode grund til at man skulle helt ud over afgrunden? Især når den aftale, der nu er stemt igennem ikke er meget anderledes end den, der kunne være blevet vedtaget i fredags?

Det er situationer som den, vi har set de seneste dage, der gør at politikerleden er så stor, som det er tilfældet i Amerika. Det er det, der er grunden til at kun 14 procent af amerikanerne synes at deres folkevalgte på Capitol Hill kan være deres indsats bekendt.

Jeg har fortsat til gode at møde en af de mennesker, der er blandt de 14 procent. Tværtimod er utilfredsheden udtalt, uanset hvor i Amerika man befinder sig. Det samme trætte blik indfinder sig i folks øjne, den samme hovedrysten og den samme frustration er at spore i folks stemmer, når man taler med dem om Kongressen.

Sådan var det allerede før government shutdown. Og det er kun blevet værre af de seneste dages begivenheder. Derfor skal hverken senatorerne eller medlemmerne af Huset næppe heller forvente takkekort i deres indbakker, når de møder på job i dag. Såfremt der ligger post til dem, vil det formentlig være med indhold, der kan opsummeres nogenlunde sådan her:
‘Til Capitol Hill. Stram venligst op. Kh. resten af Amerika’